Asiya i Bangladesh: Bare jeg kan blive i min landsby
Mens havet stiger og floderosionen tager til, udsættes befolkningen i Bangladesh’s floddelta for de værste konsekvenser af den globale opvarmning. ActionAid Bangladesh samarbejder med lokalsamfund om at tilpasse sig klimaforandringerne.
|
|
Foto: Rasmus Holm
|
I Barisal Regionens Patuakhali Distrikt på sydspidsen af Bangladesh, hvor de største floder i Sydasien munder ud i havet og skaber et af verdens største floddeltaer, ligger den lille landsby Charipara. Her undrer kvinden Asiya Begum sig over, at regnen i de sidste fem måneder ikke har været, som den plejer.
”Vi forstår ikke længere årstiderne. Før havde vi seks årstider, men de sidste 5-6 år er alting blevet vendt på hovedet. Nu er vinteren varm, og sommeren er kold.”
Klimaforandringer kommer til at ramme Bangladesh hårdt. Et skøn i den optimistiske ende forudser en stigning i havets vandstand på 45 cm over de næste 40 år. Det vil medføre tab af 15.668 km2 fastland, hvorved 5,5 millioner mennesker tvinges til at flytte til et højere niveau i et land, der i forvejen er blandt de tættest befolkede i verden. Allerede i dag betyder det stigende hav og større antal storme, at der blandes saltvand i floderne og oversvømmes jord. Det øger saltholdigheden på markerne i kystområderne, så høstudbyttet forringes.
|
|
Foto: Rasmus Holm
|
Mister jord
Asiyas landsby oplever allerede tab af jord. I løbet af de sidste 10 år har floden overtaget næsten en kvadratkilometer og tvunget 100 familier fra landsbyen Nayakate til at flytte. De fleste af dem bor nu i Charipara.
”Vores fattigdom forværres af floderosion,” siger Asiya. ”Nu er vi to landsbyer, der lever i én.”
Asiya er enke. Hun bor med sin aldrende moder og to sønner: Mohibur på 14 og Habihur på 12. Børnene går ikke i skole, men arbejder som daglejere for at hjælpe familien. Asiya låner en jordlod på 2000 m2 til gengæld for at aflevere en del af udbyttet. Men ligesom andre bønder i området løb hun på et tidspunkt ind i problemer med at høste de
sædvanlige to gange om året på grund af dårlig vanding og saltholdig jord.
Desuden mistede familien hele sin høst i 2007 til orkanen Sidr. Den hærgende storm øgede saltholdigheden yderligere, og det er i dag et emne, der optager landsbyen meget.
Det stod som om det var noget, hun gjorde tidligere og ikke nu. Men længere nede får vi at vide, at hun stadig har noget jord, så jeg har fortolket det sådan her.
|
|
Foto: Rasmus Holm
|
Lokalsamfundets egne løsninger
I august 2008 startede ActionAid Bangladesh et projekt for tilpasning til klimaforandringer med støtte fra Danida. Indsatsen lagde vægt på at gøre folk i udvalgte landsbyer bedre i stand til at stå imod forandringerne og forsvare deres levebrød. Lokalsamfundene skulle selv identificere problemerne og søge egne løsninger. De besluttede at prøve ny såsæd og bedre landbrugsmetoder for at øge høstudbyttet fra samme jord. Desuden ville de reparere sluseporten ved dæmningen for at forhindre saltvandet i at komme ud på markerne.
Asiya Begum meldte sig som frivillig og modtog tre forskellige slags frø til afprøvning. De var fremstillet af Bangladesh Rice Research Institute i hovedstaden Dhaka, og hun blev uddannet i at bruge dem optimalt.
”Det er noget nyt her i landsbyen”, forklarer hun, ”at vi dyrker Boro-ris. Om få dage er høsten klar, og det er første gang, vi har ris på denne her tid af året. Med hjælp fra projektet bliver vi mindre fattige.”
Ny såsæd, gødning, insektfælder og et bedre vandingssystem har næsten fordoblet høstudbyttet og har desuden forbedret mulighederne for at producere grøntsager i næste sæson.
”Vi kunne ikke dyrke grøntsager før, men nu kan vi endda sælge dem. Det går på alle måder bedre i dag,” siger Asiya med lidt større tillid til fremtiden.
|
|
Foto: Rasmus Holm
|
Høsten rækker til fire måneder, og hun kan sælge en del af den for at købe andre ting. Hun overvejer desuden at afsætte noget af risen som såsæd, så andre kan prøve det på deres marker. Det vil også kunne give hende en højere pris.
Hun betragter sin søn Mohibur, der arbejder på marken, og siger:
”Når jeg ser afgrøderne, bliver jeg så glad. Jeg synes, at alt vores arbejde, har været umagen værd.”
Kan hun mon blive?
Asiya er klar over, at floden lidt efter lidt skyller hendes landsby ud i havet, men hun håber at kunne blive, hvor hun bor, nu hvor regeringen sammen med lokalsamfundet har besluttet at gøre noget.
”Regeringen bør redde os fra floderosionen,” beder hun indtrængende, ”så vores folk kan få et bedre liv og ikke bliver nødt til at flytte til Dhaka eller andre steder.”
Hvis det lykkes at sætte en stopper for floderosionen i landsbyen Charipara, har Asiya og hendes naboer stadig en chance for at bevare deres levebrød. Foreløbig har projektet takket være Asiyas egne og andre landsbybeboeres eksperimenter i marken skabt større viden om dyrkning i saltholdig jord. Hun håber, at regeringen og andre får øjnene op dette, så de kan videreudvikle og styrke indsatsen for tilpasning til klimaforandringer.
