Behov for politisk jordskælv for at sikre fair klimaaftale
Der er brug for et politisk jordskælv for at sikre en fair klimaaftale i København til december – så skarpt kommenterer ActionAid's klimakoordinator de netop afsluttede klimaforhandlinger i Bonn.
15. juni 2009De rige landes manglende vilje til at tage ansvar formindsker sandsynligheden for, at der i København til december kan vedtages en global klimaaftale. Fredag den 12. juni sluttede to ugers forberedende forhandlinger blandt 192 delegationer frem mod en aftale i København.
Trods tilstedeværelsen af 5000 politikere og embedsmænd var fremskridtene under forhandlingerne meget begrænsede, og de bar i høj grad præg af, at de rige lande ikke vil påtage sig deres ansvar for klimaforandringerne. Således har EU stadig ikke sat tal på, hvor stor en del af de rige landes klimagæld de vil tage ansvar for til trods for, at de allerede tilbage i december lovede at sætte tal på dette beløb.
Forhandlingerne i Bonn afspejler, at vi er meget langt fra en aftale i København. Det er præcist i disse måneder, at der i forhandlingerne skulle ske fremskridt – det er ikke realistisk, at der til selve mødet i København ville opnås en aftale, hvis ikke der foreligger et meget færdigforhandlet udkast.
Udover de rige landes manglende vilje til at sætte tal på deres klimagæld mangler de også at vise ansvar for at reducere deres udledning af drivhusgasser. Ambitionsniveauet hos lande som Japan, USA og Australien virker som om, de nærmest gør grin med de fattige lande, som i disse år begynder at opleve fatale konsekvenser af klimaforandringerne.
Vedlagt finder du en mere udbygget analyse fra ActionAid International. Analysens forfatter, Tom Sharman, kan du møde til et debatmøde hos Mellemfolkeligt Samvirke torsdag den 18. klokken 19:00 -20:30 – her fortæller han om de igangværende forhandlinger.



