Eksil i Europa
Flygtningepolitikken må sætte forebyggelse og beskyttelse i centrum
06. april 1997Debatten om EUs asyl- og flygtningepolitik har glemt flygtningene. I stedet domineres debatten af spørgsmål om procedurerne for EUs arbejde, ikke mindst spørgsmålet om de danske forbehold. Uanset hvor vigtig procedurespørgsmålet er, finder MS, at det er på tide at fokusere på indholdet i en anstændig flygtninge- og asylpolitik - hvad enten den er national, europæisk eller global. Flygtningepolitik skal dreje sig om beskyttelse - ikke om kontrol. Det må ske på baggrund af to grundprincipper:
* Det er en menneskeret at søge om asyl
* Asylansøgere har krav på en anstændig behandling.
Det betyder, at asylprocedurerne skal sikre flygtningene - og ikke blot søge at begrænse antallet af anerkendte flygtninge. MS mener, at:
1. Hjælpearbejdet skal oprustes.
Det primære mål for den europæiske flygtningepolitik er blevet at begrænse antallet af asylsøgere i de europæiske lande. Argumenterne for dette har været, at flygtningene skal hjælpes så tæt på deres hjemland som muligt. Hvis denne strategi skal være andet end en undskyldning, må hjælpearbejdet oprustes kraftigt, så de situationer der skaber flygtninge forebygges. Det drejer sig for det første om en styrkelse af bistanden til den fattige del af verden og for det andet om en styrkelse af indsatser rettet mod tidlig varsling af og mægling i konfliktsituationer.
2. Der er brug for at skabe anstændige asylprocedurer.
I Danmark og det øvrige Europa hastebehandles nogle asylsager i en særlig 'åbenbart grundløs procedure - hvorfor ikke også hastebehandle 'åbenbart begrundede' ansøgninger, som det fx sker i Canada? Flygtninge bør som alle andre være omfattet af den grundlæggende retssikkerhed og skal ikke i udgangspunktet kriminaliseres i form af fx detention og optagelse af fingeraftryk. Kontrollen skaber 'misbrug. Menneskesmugling er fx kraftigt stigende som konsekvens af Europas tillukning.
3. Årsagerne til flugt ændrer sig - derfor må flygtningedefinitionen være fleksibel.
FNs flygtningekonvention fra 1951 er det menneskeretlige grundlag for anerkendelse og beskyttelse af flygtninge. Konflikter inden for statsgrænser er i dag en hovedårsag til flugt. Ofrene for disse konflikter forfølges ofte, fordi de tilhører bestemte grupper og kan derfor ikke altid opfylde konventionens krav om individuel forfølgelse. I mange tilfælde er den forfølgende part ikke staten, men andre politiske, sociale eller etniske grupper, som staten ikke er i stand til at beskytte sine borgere imod. Det er blot to af årsagerne til at det er nødvendigt at udvide - eller anlægge en bred fortolkning af - FN-konventionens flygtningebegreb.
Der er i dag over 14 mio. flygtninge i den fattige del af verden. Det er lykkedes for ca. 1,5 mio. at forcere Europas grænser. Til disse tal skal lægges ca. 20 mio. fordrevne personer, som befinder sig inden for hjemlandets grænser.
Vedtaget af MS repræsentantskab, den 6. april 1997