Ensidig våbenhvile i Nepal

Den maoistiske oprørsbevægelse har erklæret sig villig til at lægge våbnene på hylden. Men den anden part i konflikten - Kong Gyanendra og hans håndplukkede regering – har ikke reageret positivt, og fredsforhandlinger er ikke lige om hjørnet.

Af Line Wolf Nielsen

07. september 2005

Et par timer efter, at meddelelsen om maoisternes våbenhvile var gået gennem Nepals hovedstad Katmandu, kunne man midt i en af byens største rundkørsler se det nepalesiske ord for fred; shanti, blafre i mørket. 

Ordet var skrevet med flammen fra de lys, som de omkring 60 fremmødte mennesker havde tændt i anledning af Nepals nyeste våbenhvile. En våbenhvile, der er den femte i rækken i den ni år lange konflikt mellem den nepalesiske regering og den maoistiske oprørshær.

Avisredaktør Kanak Mani Dixit, der havde arrangeret happeningen, vurderede, at "dette er det hidtil vigtigste skridt i retning af fred siden august 2003, hvor en syv måneder lang våbenhvile blev brudt." 

Ellers har alle adspurgte reageret med en vis portion skepsis overfor meddelelsen om våbenhvilen. 

En kvindelig menneskerettighedsaktivist, der ønsker at være anonym, frygter, at maoisterne blot vil indstille angrebne mod politi og militær, men fortsætte med at opkræve revolutionsskat og udskrive folk til tvangsarbejde i de områder, de kontrollerer.

Fra Mellemfolkeligt Samvirkes partner Nepal Press Institute, fortæller Yam Bahadur Dura, at der allerede nu er færre soldater og politi i gaderne.

"Folk føler sig en lille smule mere trygge ved at gå ud. Våbenhvilen giver håb om fred, men fordi der allerede har været så mange før denne, tror jeg, mange tænker lad os nu se..."

Langsom reaktion
Meddelelsen om våbenhvilen kom lørdag formiddag den 3. september. I erklæringen, der er underskrevet af Prachanda, formanden for maoisternes parti, står der, at Folkets Befrielseshær vil 'frastå fra ethvert angreb,' men at man fortsat vil 'opretholde et aktivt forsvar' og 'kun svare igen, hvis man selv bliver angrebet'.

Kong Gyanendra og hans håndplukkede kabinet var mere end to døgn om at reagere officielt, og da Informationsminister Tanka Dhakal endelig udtalte sig, var det ikke positivt. 

Med en henvisning til tidligere – og brudte – våbenhviler, lød meldingen at 'det endnu er for tidligt at tro på oprigtigheden i meddelelsen.'

Siden kongen 1. februar i år afskedigede sin egen regering og selv overtog den udøvende magt, har den politiske situation i Nepal været meget usikker. 

Kongen erklærede landet i undtagelsestilstand og sendte politiske ledere i husarrest under anklager om korruption og for ikke at have håndteret konflikten ordentligt. Kongen berettigede også sin magtovertagelse med, at det nu var på tide at slå maoisternes oprør ned en gang for alle. 

Siden har der dog ikke været mange tegn på, at hæren har haft held til at få det militære overtag over maoisterne. Konflikten i Nepal er ofte betegnet som umulig at vinde militært – primært på grund af Nepals uvejsomme bjergterræn.

Kongen isoleret
Efter kongens magtovertagelse har de syv største politiske partier fundet sammen i en alliance. Lederne af alliancen lovede i juli, at de er parate til forhandlinger med oprørerne om fælles protester mod kong Gyanendras magtovertagelse, hvis maoisterne indstiller volden.

Med muligheden for at de politiske partier og maoisterne igen vil tale sammen, står kongen derfor mere isoleret. Og med våbenhvilen har maoisterne også frataget kongen en mulighed for at tale sin sag og forsvare sin magtovertagelse foran verdens ledere. 

Selv om det aldrig var officielt annonceret, at Kong Gyanendra ville repræsentere sit land på FN's generalforsamling, så var der booket specialfly til New York. Flyet blev afbooket tre dage efter, maoisterne erklærede våbenhvile.

Erklæringen om våbenhvilen kommer også mindre end en uge efter, at Nepals største politiske parti, Kongrespartiet, har trukket sig fra den hidtidige partilinje og opgivet støtten til et konstitutionelt monarki.

Også partiet CPN-UML, der tidligere har accepteret kongehuset, har i denne uge erklæret, at partiet nu arbejder for en demokratisk republik.

Ingen nye fredsforhandlinger i sigte
Padma Ratna Tuladhar, der to gange tidligere har deltaget i forhandlinger mellem kongen og den maoistiske oprørsbevægelse, siger til onlineavisen Nepalnews.com, at han ikke tror på snarlige nye fredsforhandlinger.

Padma Ratna Tuladhar vurderer, at våbenhvilen primært skal skabe tillid hos de politiske partier. Han læser ikke våbenhvilen som en direkte opfordring til forhandlinger med kongen og hans regering, hvilket maoisternes erklæring da heller ikke nævner noget om.

I et interview søndag aften med BBC's Nepali-udgave, bekræfter en talsmand for maoisterne, at der ikke er udsigt til direkte forhandlinger med kongen. 

"Vi vil gerne tale med de syv partier og med repræsentanter for civilsamfundsorganisatoner og det internationale samfund – men ikke med denne regering."

Adspurgt hvordan hans parti ville forholde sig, hvis kongen tilbød at udforme en midlertidig regering med plads til maoisterne også, svarede talsmanden, at hans parti ikke ville acceptere kongens ledelse og ikke anerkender ham som repræsentant for det nepalesiske folk.

Hovedrolle til civilsamfundsorganisationer
Blandt Mellemfolkeligt Samvirkes partnereorganisationer ses våbenhvilen som en god og oplagt mulighed for at understrege nødvendigheden af fredsforhandlinger.

"Både de politiske partier og civilsamfundsorganisationerne bør gøre deres indflydelse gældende og presse på for at alle parter i konflikten nu strammer sig an og vælger fredens vej. Især er det vigtigt at Kongen ikke får mere magt og indflydelse, end han allerede har," siger Yam Bahadur Dura fra Nepal Press Institute.

Adhiraj BC, der er formand for MS Nepals partner Equality Development Centre, mener, at civilsamfundsorganisationer skal presse på for at gøre våbenhvilen til en permanent fred. 

Samtidig siger han også, at "nu hvor det er blevet nemmere at komme rundt, skal vi benytte muligheden for at mødes med maoisterne og fortælle dem, hvem vi er og hvad vi laver." 

Equality Development Centre, der blandt andet arbejder for at give kasteløse bedre levevilkår, har tidligere været under pres for at lade sig registrere hos maoisterne og betale til deres oprør.

Rajesh Shakya fra Kalika Self-reliant Social Center mener, at civilsamfundsorganisationer som KSSC har en vigtig opgave foran sig; nemlig at gøre folk opmærksomme på dette vindue af muligheder og få folk mobiliseret lokalt.

"Mange har svært ved at forstå – og tro på – våbenhvilen og kan ikke se en fredelig fremtid for sig.Vi må ud og fortælle dem, hvordan man kan lægge pres på vores nationale ledere." 

Den væbende konflikt har indtil videre kostet mere end 12.700 mennesker livet siden starten i 1996.

Line Wolf Nielsen er journalist og udsendt til Nepal af MS.