Rige lande blokerer reformer af verdensøkonomien

På FN-konferencen om finanskrisens konsekvenser for udvikling blokerer de rige lande for økonomiske reformer, der kan afhjælpe konsekvenserne for de fattigste lande. "Ekstrem global snæversynethed" kalder MS' forkvinde Trine Pertou Mach det.

Onsdag den 24. juni startede FNs konference om finanskrisens konsekvenser for udvikling. Konferencen skulle have været verdenssamfundets første mulighed for i et legitimt og repræsentativt forum at diskutere den globale finansielle krise og dens konsekvenser for udviklingslandene. Men de rige lande, herunder EU og USA, obstruerer forhandlingerne.

Finanskrisen rammer nu i høj grad også de fattigste lande hårdt. Verdensbanken og FN opjusterer netop nu deres tal for, hvor mange mennesker der lever i ekstrem fattigdom og sult – og tallene for hvor mange spædbørn, der de kommende år vil dø som en direkte følge af krisen. De fattige lande – og i særlig grad de der har åbnet deres økonomier for globaliseringen – rammes af faldende eksportindtægter, faldende udenlandske investeringer, faldende vækstrater og faldende indtægter fra immigranter, der arbejder i udlandet.

Hvor de rige lande har råd til stimulerende økonomiske pakker – enten med egne midler eller med midler fra det internationale lånemarked – har de fattige lande kun få muligheder for fleksible og billige lån. Samtidig oplever de en stigende arbejdsløshed, og at millioner skubbes yderligere ud i fattigdom. Noget det kan tage generationer at rette op på, og som bringer verdenssamfundet endnu længere fra at nå de såkaldte 2015-udviklingsmål. Og uden indskud af ny kapital er det svært for landene at forsøge at modvirke krisen med en udvidelse af f.eks. sundhedsydelser og uddannelse og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

Ingen krisepakker til verdens fattigste
De rige lande har tidligere forsøgt at handle samlet mod krisen i G20-sammenslutningen og i løbet af sommeren mødes de også i G8 og i "Major Economies Forum". Men i disse fora sidder de fattige lande ikke med ved bordet, og der er ikke blevet uddelt nogen krisepakker til de fattigste lande. Der er kun opnået enighed om at fremskynde udbetalingen af den bistand, som man allerede havde lovet u-landene, og der er ingen løfter om nye midler.

"I vores øjne er hverken G20 eller G8 legitime fora til at diskutere en verdensomspændende finansiel krise, som både berører fattige og rige lande. Det er i øjeblikket kun i FN, at de fattige lande kan få deres synspunkter frem, og derfor skal de vigtige diskussioner tages dér," siger MS' forkvinde Trine Petou-Mach. "Selvfølgelig skal de fattige lande kunne lave redningspakker, ligesom alle de rige lande har gjort det. Det, vi ser i øjeblikket, er en ekstrem global snæversynethed fra de rige landes side”, tilføjer hun.

Forslag til økonomiske reformer blokeres
Netop derfor er disse dages konference i FN i New York vigtig. Her sidder alle lande med ved bordet. Forud for konferencen har et panel af eksperter – ledet af Nobelpris-modtager Joseph E. Stiglitz – udarbejdet en rapport med en række forslag til innovative reformer af verdensøkonomien. Flere af dem blev taget med over i dét forslag til slutdokument, som blev forhandlet plads, før konferencen startede den 24. juni. Det gælder bl.a. forslag om øget regulering, rammer for afvikling af u-landenes enorme gæld, nye internationale skatter for at rejse nye midler og modvirke valutaspekulation, reformer af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond samt et forslag om at oprette et globalt økonomisk koordineringsråd.

Men disse forslag er blevet luget ud, fordi de rige lande har sagt nej. Især har mange NGO’er – og heriblandt MS repræsenteret via ActionAid – talt for, at Valutafondens såkaldte "særlige trækningsrettigheder" skal bruges til gavn for u-landene. De særlige trækningsrettigheder kan bruges af Valutafondens medlemmer som en slags reserve, hvis medlemslandenes valutaer kommer under pres. Det er ressourcer, som Valutafondens medlemmer kan vælge at bruge til at tilbyde billige, betingelsesløse lån til u-landene og dermed give dem mulighed for at lave nationale krisepakker. Men der skal nogle mindre reformer til for at gøre de mulige lån mere fleksible og omkostningerne mere forudsigelige – og allerhelst skal der subsidier til.

"De særlige trækningsrettigheder er den hurtigste og billigste måde at mobilisere midler, så mennesker i udviklingslandene kan beskyttes mod de værste konsekvenser af den nuværende krise" siger Soren Ambrose, der er ActionAids ekspert i finansiering af udviklingsbistand.

En særlig hård diplomatisk kamp er blevet udkæmpet på spørgsmålet om hvilket forum, der er det legitime til at diskutere de globale økonomiske spørgsmål. Den diskussion er blevet næret af de politiske magtkampe og forsinkelser, som har præget arbejdet med at afholde konferencen. Og her har de rige lande tydeligt tilkendegivet, at de lægger større vægt på de rige landes sammenslutninger, såsom G8 og G20.