Honduras: Statskup truer demokratiet
”En tragedie for det honduranske demokrati,” vurderer MS i en kommentar til statskuppet den 28. juni i det mellemamerikanske land.
Af Christian Korsgaard, informationsmedarbejder, MS Mellemamerika29. juni 2009
Stemningen er spændt i Honduras, hvor landets præsident, Manuel Zelaya, tidligt søndag morgen blev afsat ved et statskup og sat på et fly med kurs mod Costa Rica. Parlamentet har nu indsat den hidtidige parlamentsformand Roberto Micheletti som midlertidig præsident, men endnu anerkender ingen andre lande Honduras’ nye ledelse.
Kuppet i Honduras kommer efter lang tid politisk uro, fordi Zelaya har nægtet at rette sig efter anvisninger fra landets økonomiske elite om, hvordan landet skulle ledes. Isolationen har tvunget den oprindeligt liberale Zelaya til at søge støtte blandt civilsamfundets organisationer og internationalt fået ham til at nærme sig bl.a. Venezuelas Hugo Chávez. I 2008 blev Honduras således en del af det såkaldte ALBA-initiativ, som er et politisk og økonomisk samarbejde mellem en række venstreorienterede lande i Syd- og Mellemamerika.
Forfatningsændring i spil
Zelaya har gennem længere tid arbejdet for nedsættelsen af en forfatningskommission, som skulle kigge på mulighederne for at ændre den forfatning, som det daværende militærdiktatur formulerede i 1982. Store dele af civilsamfundets organisationer har støttet tanken om en forfatningskommission, men Honduras’ militære, politiske og økonomiske elite har modsat sig den. Zelaya ønskede derfor en vejledende folkeafstemning om kommissionsnedsættelsen i november 2009, men også det modsatte parlamentet sig. Zelaya besluttede derefter at gennemføre en ”folkelig meningsmåling” om, hvorvidt den planlagte folkeafstemning skulle afvikles i november eller ej. Den ”folkelige meningsmåling” skulle have fundet sted søndag den 28. juni, men inden den kom i gang, blev Zelaya altså deporteret til Costa Rica.
”Det, der er sket, er en tragedie for det honduranske demokrati og sker alene for at undgå en folkelig meningstilkendegivelse om afstemningen i november,” vurderer MS’ programofficer i Honduras, Carlos Ruiz. MS har i øjeblikket fire udviklingsarbejdere i landet, og alle følger udviklingen tæt. Carlos Ruiz forventer, at det efter en relativt rolig søndag kan komme til sammenstød mandag, hvor flere civilsamfundsorganisationer har annonceret protester mod statskuppet.
International fordømmelse
Den nyindsatte Micheletti har erklæret natligt udgangsforbud indtil onsdag, men har også udtalt, at det planlagte parlaments- og præsidentvalg i november vil blive gennemført. Signalet fra flere udenlandske TV-stationer, herunder CNN, er nu blokeret, og der var søndag uregelmæssig strømforsyning i store dele af landet.
”Selv om omverdenen fordømmer kuppet, så er det meget usandsynligt, at den nye ledelse vil lade Zelaya vende tilbage. Jeg vurderer derfor, at den nye ledelse vil acceptere seks måneders international isolation og fordømmelse, og så satser på, at en mere ”samarbejdsvillig” præsident vinder valget i november,” siger MS’ regionale direktør i Mellemamerika, Lisbeth Petersen.
ALBA-landene afholdt i går krisemøde i nabolandet Nicaragua, og Hugo Chávez lagde ikke skjul på, at han med alle midler vil forsvare Zelaya, som blev indsat som Honduras’ præsident i januar 2006. Direkte adspurgt bekræftede Chávez, at dette forsvar også kunne være militært. I dag er de mellemamerikanske præsidenter indkaldt til ekstraordinært møde i den nicaraguanske hovedstad, og det forventes, at også disse vil udtrykke deres støtte til Zelaya, ganske som USA, EU og flere regionale og internationale organisationer allerede har gjort det.



