Zimbabwe på charmeoffensiv i øst og vest

Premierminister Tsvangirai var knapt vendt hjem fra en tre ugers charmeoffensiv i Europa og USA, før præsident Mugabe sendte sine egne tropper til Rusland, Malaysia og Kina. For begge var ærindet at skaffe politisk og økonomisk hjælp til en trængt regering i et trængt land.

Af Henning Kjær

01. juli 2009

Zimbabwes premierminister Morgan Tsvangirai blev modtaget af statsledere i USA og i syv europæiske lande – i Danmark dog ”kun” af udenrigsminister Per Stig Møller og udviklingsminister Ulla Tørnæs. Alle ønskede Zimbabwes fire måneder gamle samlingsregering held og lykke med arbejdet. Og de fleste steder – bl.a. i Danmark – fulgte der en klatskilling bistand med de gode ønsker. Men bundlinjen er, at alle vigtige lande kræver demokratiske fremskridt, før forholdet til Zimbabwe kan normaliseres, og bistanden til landet genoptages. Sanktionerne består fortsat, selv om EU og USA dispenserede en smule, så Zanu-PF-ministre, som Mugabe havde insisteret på at få med i Tsvangirais delegation, i en vis udstrækning deltog i besøgene.

Trods utilfredshed med de manglende resultater er der tegn på en opblødning i holdningerne. Allerede midt i marts besøgte Ulla Tørnæs som den første minister fra et EU-land Zimbabwe, og få dage senere fulgte hendes norske kollega og en højtstående svensk embedsmænd. Og i forbindelse med Tsvangirai's nylige besøg i Bruxelles har Sverige som kommende EU-formandsland taget initiativ til at nedsætte en trojka af lande, som skal se på, hvordan forholdet til Zimbabwe kan udvikles og normaliseres. Med til opblødningen hører, at Frankrig har foreslået, at landene i Paris-klubben afskriver Zimbabwes gæld. Ingen taler længere om at stramme sanktionerne eller om at bringe Zimbabwe-problemet op i FN.

Før afrejsen håbede Tsvangirai på tilsagn om mindst 7-800 mio. US dollars i bistand. Men delegationen modtog kun tilsagn om ca. 200 mio. dollars oveni 100 mio. modtaget fra februar til maj. Det rækker ikke langt, når regeringen har brug for 100 mio. dollars om måneden til aflønning af offentligt ansatte, livsnødvendig import og afdrag på udenlandsk gæld.

Lettere bliver det ikke for regeringen, at næsten alle pengene er øremærket til humanitær bistand eller til civilsamfundets organisationer, så de ikke kan bruges til at dække regeringens faste udgifter. Desuden kanaliseres de fleste uden om Nationalbanken gennem en nyoprettet "Trust Fund", hvor det internationale samfund har indsigt i, hvordan de bruges. Kun USA har ydet et regulært budgettilskud på 42 mio. dollars.

Ingen samling i samlingsregeringen – og kun få resultater
De seneste måneder har Tsvangirais evige omkvæd været, at samarbejdet med Mugabe og Zanu-PF er gnidningsløst og præget af gensidig respekt. Men Mugabes delegation til Rusland, Malaysia og Kina er kun et tegn på, at der er store uoverensstemmelser, som bremser for egentlige fremskridt.

Det tydeligste tegn er, at regeringen har taget meget små eller ingen skridt til at indføre presse- og ytringsfrihed, til at afskaffe de meget restriktive medielove og andre overvågningslove, til at standse retssager mod MDC-medlemmer og til at standse volden i forbindelse med fordrivelsen af hvide landmænd fra deres jord. Disse spørgsmål har stor betydning både for Zimbabwe selv og for andre landes lyst til at samarbejde med samlingsregeringen. Og i modsætning til Zimbabwes andre alvorlige problemer vil disse problemer kunne løses uden at koste regeringen noget. Det samme gælder igangsætning af en national forsoningsindsats efter mange år med vold mellem politiske modstandere.

Desuden medfører interne stridigheder, at regeringen har brudt den midlertidige grundlov og selve grundlaget for samlingsregeringen. Det Nationale Sikkerhedsråd, som skal give partierne indsigt i præsidentens forvaltning af politi, militær og efterretningsvæsen, har ikke holdt nogen møder overhovedet. Den komité, som skal overvåge, at partierne opfylder aftalen om samlingsregeringen, fungerer ikke. Derfor har MDC’s hovedbestyrelse sendt en række klager til samarbejdsorganisationen SADC i det sydlige Afrika, som gennemførte den mægling, der resulterede i samlingsregeringen. Regeringen har heller ikke organiseret valg i de ret mange valgkredse, hvor parlamentsmedlemmet enten er trådt tilbage eller afgået ved døden.

Og uden regeringsinitiativer har parlamentet ikke meget at lave. I 2009 er der kun vedtaget to love – nemlig loven om det Nationale Sikkerhedsråd og Finansloven. Dertil kommer fastsættelse af takster for bl.a. skat på biler, som lovmæssigt skal vedtages i parlamentet. Møderne har derfor været få og korte. Først sidst i maj var parlamentet færdig med at nedsættelse sine faste udvalg. De udskudte omvalg betyder – sammen med interne stridigheder i Mutambarafløjen i MDC – at der hersker stor usikkerhed om magtbalancen mellem partierne i parlamentet. Ingen ved, om MDC vil kunne fastholde sit flertal i parlamentet.

Kan samlingsregeringen samle?
På sin rejse talte premierminister Tsvangirai til en meget stor forsamling af eksil-zimbabwere i England, men blev buh’et ned fra talerstolen, da han bad dem om at vende hjem og hjælpe med at opbygge landet. Og det er ikke kun blandt de 3-4 mio. zimbabwere i udlandet, der er skuffelse over samlingsregeringens resultater.

Allerede da aftalen om at danne en samlingsregering blev indgået i september sidste år, gav mange i civilsamfundet udtryk for, at MDC havde svigtet sit bagland. De synes nu, at udviklingen har givet dem ret. At Zanu-PF og Mugabe fortsat sidder på magten, hvor MDC-medlemmer stadig forfølges. Hvor der fortsat ikke er presse- og ytringsfrihed. Hvor politi og militær fortsat er uden for kontrol. Og hvor halvdelen af landets befolkning modtager fødevarehjælp eller lever af gaver fra familie og venner i udlandet. I 2008 sendte de 361 mio. US dollars hjem.

For nylig begyndte regeringen en række høringer som led i udformningen af en ny grundlov. Men allerede inden starten gjorde en række store organisationer i civilsamfundet det klart, at de ikke havde tillid til, at regeringen for alvor ville taget folket med ind i arbejdet med at skrive en ny grundlov. Den nationale grundlovsforening boykotter derfor høringerne. Denne forening stod i 2000 med Tsvangirai som formand for en kampagne, som førte til, at Mugabe tabte folkeafstemningen om et grundlovsforslag, som var blevet til uden folkelig medvirken.

Der er også udbredt tvivl om, hvorvidt regeringen vil gøre op med fortiden, genindføre et upartisk retsvæsen, afskaffe korruption, hjælpe småbønder gennem en retfærdig jordreform, give lokale politiske organer indflydelse og sørge for, at kvinder – og unge – får deres retmæssige plads i det politiske system.

Det er altså ikke alene økonomien, der kommer til at afgøre, om samlingsregeringen holder. Men det tæller naturligvis til regeringens fordel, at sundhedsvæsen og skoler så småt kommer i gang igen, at statens ansatte modtager løn, at inflationen er stoppet, og at der igen er varer på hylderne i butikkerne – for de, som har adgang til dollars.