Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Sudan

Sudan udskyder valg for tredje gang

Sudan har igen udskudt det kommende præsidentvalg. MS frygter, at udskydelsen vil grave ny grøfter mellem den sudanesiske regering og de forhenværende oprørere i Sydsudan.

Af Janne Bruvoll, informationsmedarbejder MS Sudan

03. juli 2009

Kun tre måneder efter Sudan bekendtgjorde, at landet ville holde valg i februar 2010, har valgkommission udskudt valget yderligere to måneder. Valget er en central del af den fredsaftale, Sudans regering og oprørsbevægelsen i Sydsudan underskrev i 2005, og det vil være det første demokratiske valg i Sudan i over 20 år.

”Det værste er den symbolværdi, der ligger i, at valget bliver udskudt igen og igen. Det skyldes jo alene, at Sudans regering og regeringen i det delvist selvstyrende Sydsudan har været sløve og ikke kunnet overholde tidsplanerne for folketællingen og dermed også valget. Donorpengene har været der fra starten, så det kan de ikke bruge som undskyldning,” siger Lars Anderskouv, der er chef for Mellemfolkeligt Samvirke i Sydsudan.

Sudans valgkommission forklarer forsinkelsen med, at resultatet af den folketælling, som skal fastslå valgkredse og magtfordeling, kom to måneder senere end forventet. Lars Anderskouv understreger, at det er afgørende for fredsprocessen i Sydsudan, at befolkningen kan mærke fremskridt og dermed se fordelene ved at overholde fredsaftalen.

”Selvfølgelig er vi enige i, at valget kræver forberedelse, men to måneder mere vil næppe gøre den store forskel, mens den ene udskydelse efter den anden kan få folk til at miste troen på, at valget faktisk vil blive gennemført,” vurderer han.

MS Sudan arbejder med at styrke nærdemokratiet i Sydsudan, men siden fredsaftalen blev underskrevet i 2005 har regeringen i Sydsudan koncentreret sig om at opbygge institutioner på regeringsniveau, mens lokalregeringerne i amterne og kommunerne fire år senere endnu ikke har nogen formelle strukturer, og der er heller ikke sat nogen dato for lokalvalg.

”For at demokratiseringen i Sydsudan skal være tydelig for befolkningen må man begynde med at styrke de institutioner, der er tættest på folk. Det var her, man skulle have startet og ikke med at afholde valg til præsident og parlament,” mener Lars Anderskouv.

Fare for øget mistro

Et yderligere problem er, at med et valg i april 2010 vil registrering af vælgerne komme til at ligge midt i den værste regntid i Sydsudan.

”Det bliver et stort problem for Sydsudan og vil sandsynligvis betyde, at flok slet ikke vil kunne komme frem til registreringsstederne i mange områder. Og det kan partierne i syd efterfølgende bruge som argument for at boykotte valget eller nægte at acceptere resultatet,” forudser Lars Anderskouv. Han tilføjer:

”Der er en overhængende fare for at udskydelsen vil grave en endnu dybere grøft mellem Sudans regering og sydsudaneserne, og mistroen vil vokse. Udsigten til fred skubbes dermed endnu længere ud i horisonten.”

Det er første gang, alle borgere i Sydsudan får mulighed for at deltage i et demokratiske valg. I 1986 forsøgte man at gennemføre et valg for hele Sudan, men ikke alle områder i Sydsudan blev inkluderet, og da Sudans regering i 2000 gennemførte et præsidentvalg, som blev boykottet af oppositionen, blev Sydsudan ikke spurgt.

Det vil ikke overraske Lars Anderskouv, hvis valgkommissionen bliver nødt til at udskyde valget yderligere, og dermed rykker valgdatoen tættere og tættere på den folkeafstemning, som skal være afslutningen på fredsprocessen mellem Sudans regering og oprørerne i Sydsudan. Folkeafstemningen, hvor sydsudaneserne skal beslutte, om de stadig vil være en del af Sudan, skal efter planen gennemføres i februar 2011.

 

I Sydsudan arbejder Mellemfolkeligt Samvirke for at styrke nærdemokratiet og øge folks indflydelse på deres eget liv – bl.a. ved at støtte lokale medier og borgeroplysning om demokrati og menneskerettigheder.