Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

FAQ om fairtrade

Ofte stillede spørgsmål og svar om fairtrade.

1. Hvad er fairtrade?

Fairtrade er en fællesbetegnelse for flere mærkningsordninger: Fairtrade Mærket Danmark (tidligere Max Havelaar), WFTO, Rainforrest Alliance. Den mest kendte og den største er Fairtrade Mærket Danmark. Fairtrade Mærket er en international mærkningsordning, der hverken producerer eller sælger varer.

Mærket betyder, at nogle af verdens fattigste bønder får en mindstepris for deres produkter, og at arbejdere på f.eks. plantager skridt for skridt får forbedrede arbejdsforhold. Både bønder og arbejdere får desuden penge til projekter i lokalområdet, og miljøet skånes i produktionen.

I daglig tale dækker fair trade endvidere en bred social bevægelse af folk, organisationer, store og små projekter, der forsøger at fremme social bæredygtig samhandel.

2. Hvad er unfair trade?

Unfair handel er, når mennesker i udviklingslandene betaler prisen for uretfærdige handelsregler og vores ønske om billige varer. Det sker, når virksomheder for at holde omkostninger nede ser gennem fingre med, at de varer, vi køber, er produceret under dårlige forhold til en løn, man ikke kan leve af. Og det sker, når de rige lande i frihandelens navn lægger pres på de fattige lande for at åbne deres markeder, så de ikke har mulighed for at beskytte deres skrøbelige økonomier – og samtidig selv opretholder importtold og skjulte handelshindringer, der gør det svært for u-landene at eksportere deres mest konkurrencedygtige produkter.

Læs mere om unfair handel her

3. Hvad er en Fairtrade By, Universitet eller Gymnasium?

Konceptet med Fairtrade Byer og skoler stammer fra den engelske udviklingsorganisation Oxfam og den engelske Fairtrade Foundation, som etablerede verdens første Fairtrade By i Garstang i 2000.

For at blive godkendt som Fairtrade By, Universitet eller Gymnasium skal kommunenen eller uddannelsesinstitutionen leve op til en række krav. Det drejer sig om at tage en beslutning om at arbejde for et stigende forbrug af fairtrade og nedsætte en styregruppe med en repræsentant fra institutionen, så arbejdet med indkøb af fairtrade forankres og udvikles. Derudover skal en vis mængde fairtrade-mærkede produkter kunne købes i byen eller på universitetet eller gymnasiet, de ansatte skal selv drikke fairtrade kaffe og te, og der skal holdes informationsevents, der sætter fokus på (un)fair handel.

4. Hvorfor skal det være Fairtrade Mærket og ikke en anden mærkningsordning?

Fairtrade By og Fairtrade Skole koncepterne er udviklet af den internationale organisation FLO, som bl.a. dækker Fairtrade Mærket Danmark. MS samarbejder med Fairtrade Mærket, da det er en ordning, der garanterer bønder minimumspriser og en ekstra bonus til både bønder og arbejdere. Fairtrade Mærket er en non-profit mærkningsordning, der ikke er styret af virksomheder og som – ligesom MS – har fokus på at forbedre levevilkårene for verdens fattigste.

5. Er fairtrade produkter også økologiske?

Fairtrade mærket er ikke en garanti for økologi, men mange Fairtrade-mærkede produkter bærer også et økologimærke. Det er ikke gratis at omlægge sit forbrug til økologi, og den ekstra indkomst fra fairtrade er ofte det, der gør det muligt for bønderne at omlægge produktionen til økologi. Derfor er det vigtigt, at der også fremover findes både økologiske og ikke-økologiske fairtrade-mærkede produkter. Globalt er ca. en tredjedel af produkterne økologiske, en tredjedel er ikke og en tredjedel er i gang med at lægge om. I Danmark, hvor efterspørgslen på økologi er større end gennemsnittet, er det dog over halvdelen af de fairtrade-mærkede produkter på hylderne, der også er økologiske.

6. Jeg har set en dokumentar om te-produktion, hvor vilkårene heller ikke var i orden hos fairtrade-producenterne. Hvordan kan jeg være sikker på, at de fairtrade varer, jeg køber, er produceret under ordentlige forhold?

Te-produktion foregår som regel på store plantager og bliver ikke – som f.eks. kaffe –produceret af småbønder, der ejer deres egen jord. Fairtrade har traditionelt arbejdet med bønder, og det er her, det er veldokumenteret, at fairtrade virker. De seneste år er fairtrade begyndt at arbejde med de vanskeligere forhold på teplantagerne – simpelthen fordi det er den eneste måde, man kan få adgang til at begynde at ændre forholdene – også selv om forholdene ikke bliver perfekte fra den ene dag til den anden. Men selvfølgelig skal man ikke fairtrade-mærke te eller andre produkter, der ikke lever op til kravene for fairtrade. Derfor har Fairtrade Mærket efter dokumentaren lovet, at man vil foretage uanmeldte kontrolbesøg. For fattige mennesker er der ingen fordel i, at vi holder op med at købe fairtrade. Tværtimod. Udsendelsen giver et klart billede af, hvordan kyniske pengemænd spekulerer i at udnytte fattige menneskers uvidenhed. Det er disse mekanismer, Fairtrade Mærket kæmper for at ændre – og MS støtter dette arbejde. Fremover skal vi fortsætte – og øge – købet af fairtrade-te samtidig med, at Fairtrade Mærket garanterer skærpet kontrol. Det vil gavne te-plukkerne. De konventionelle te-plantager har vi ikke adgang til, men Fairtrade Mærket har adgang til fairtrade-plantagerne.
Læs MS' reaktion på dokumentaren
Læs Fairtrade Mærkets opfølgning et halvt år efter

7. Hvordan hjælper fairtrade frem for almindelig bistand?

Fairtrade handler ikke om bistand. Det handler om at betale en ordentlig pris for de varer – fuldstændig ligesom når vi køber varer, der er produceret i Danmark. På den måde hjælper man den fattige bonde eller arbejder til selv at forbedre sin og sin families levevilkår. Samtidig er fairtrade den almindelige forbrugers mulighed for at vise, at man ønsker en mere retfærdig handel. Ved at købe fairtrade sender man et signal til både virksomheder og politikere om, at man ønsker et mere retfærdigt handelssystem.

8. Fairtrade varer er ofte dyrere end tilsvarende ikke-fairtrade. Hvad får jeg for pengene? Er det ikke bare virksomhederne, der spinder guld?

Fairtrade mærkningen handler om – skridt for skridt – at forbedrede arbejds- og levevilkår for nogle af verdens fattigste. Det er et mærke, som virksomhederne kan sætte på deres produkt, hvis de lever op til kravene for dette. Men ligesom med produkter, der ikke er fairtrade-mærkede, er det op til virksomhederne at fastsætte priserne.

9. Hvorfor Fairtrade By, Gymnasium og Universitet? Er det ikke en individuel beslutning, om man vil fairtrade?

Du kan kæmpe for socialt bæredygtig handel på flere forskellige måder – både i vores private og fælles forbrug. MS opfordrer borgere til at blive aktive og gøre noget for retfærdig handel ved at organisere sig og stille krav til deres politikere og ledelser om også at tage et politisk ansvar for refærdig handel.

En undersøgelse fra 2008, foretaget af Capacent for Fairtrade Mærket Danmark, viser, at otte ud af 10 danskere mener, at offentlige myndigheder og kommuner skal købe varer, der er produceret under ordentlige forhold.