Situationsrapport om kuppet i Honduras

Som baggrund bringer vi en situationsrapport skrevet kort efter kuppet i Honduras af Hanne Poulsen, der arbejder som udviklingsarbejder i Siguatepeque i Honduras.

Af Hanne Poulsen, udviklingsarbejder i Siguatepeque

01. juli 2009

Kommunisterne kommer!
Venezuelas præsident Hugo Chavez synes at være på alles læber disse dage i Honduras. Rygter om angreb fra de venstreorienterede nabolande svirrer. En af de nationale aviser skriver således, at dagens protester og oprør i gaderne er styret og kørt op af venezuelanere, der er kommet til landet med det ene formål at piske en reaktionær stemning op.

Medierne har i den grad haft succes med at overbevise honduranere om, at den afsatte Mel Zelaya er ensbetydende med fjernstyring af landet fra Venezuela, samt at en folkeafstemning om et eventuelt referendum om ændring af grundloven – for det er det, hele balladen handler om - er ensbetydende med starten på et kommunistisk diktatur. De facto regeringen er i tæt alliance med ejerne af alle de største medier i landet og har blokeret eller med magt lukket alle andre kritiske medier, i nogle tilfælde også adgangen til internationale medier via Internettet. I hovedstaden og i andre byer i landet ser vi derfor store demonstrationer til fordel for det militærkup og regimeskifte, der fandt sted søndag den 28. juni. Der demonstreres med paroler som ”Vi ikke vil have Chavez og Ortega til at bestemme her”, ”Honduras bliver aldrig kommunistisk”, ”Hvilket kup?” og ”Vi vil have fred”. Samtidig gør demonstranterne meget ud at henvende sig til de internationale medier, f.eks. med skilte direkte henvendt til CNN, og fortælle, at de repræsenterer størstedelen af befolkningen.

Kritiske røster kan dog fortælle, at pro-kup demonstrationerne er arrangeret og støttet af den selvindsatte de facto regering, og at de har let spil pga. langt flere økonomiske midler og fritagelse fra militærets ellers brutale håndtering af demonstranter, der forsøger at tilkendegive deres mening om ugens begivenheder i Honduras. I andre områder af byen og på landets veje og pladser demonstreres der samtidigt intenst mod kuppet og til støtte for den afsatte præsident Mel Zelaya.

Baggrunden for kuppet
Beskeden om, at præsident Mel Zelaya søndag morgen var blevet kidnappet i pyjamas fra sin bolig af militæret, kom egentlig ikke som den store overraskelse. Det har i de seneste måneder trukket op til alvorligt politisk uvejr i Honduras. Mel Zelaya, eller bare ”Mel” i folkemunde, har i løbet af sin periode overrasket ved at gå mere og mere mod venstre og tilmed imod sine egne liberale – og i nogle tilfælde ekstremt højreorienterende – partimedlemmer, bl.a. ved at melde Honduras ind i ALBA – et handelsalternativ, som Venezuelas præsident Hugo Chavez har taget initiativ til.

Gnisten til al balladen kom med Mels kontroversielle forslag om, at der til valget i november skulle være en ekstra valgurne, hvor folk kunne stemme ja eller nej til at stifte et råd, der skulle revidere grundloven. Det har bragt himmel og hav i oprør, og præsidentens idé var derfor, at der i søndags skulle være en uofficiel folkeafstemning om, hvorvidt den ekstra valgurne skulle være der eller ej for at fornemme stemningen i befolkningen. Folkeafstemningen blev af valg-tribunalet erklæret forfatningsstridig og ulovlig, og at Mel alligevel tvang forberedelserne af afstemningen igennem, er den formelle årsag til hans voldsomme deportation søndag morgen fra den nu styrende de facto regering.

Fra oppositionen, modstandere i hans eget parti og også internationale medier er det blevet fremstillet, som om Mel ville have ændringer i grundloven for at kunne blive genvalgt – ligesom Chavez gjorde det i sin tid i Venezuela. Sådanne hensigter er helt sikkert en mulighed, men revideringen af grundloven ville under alle omstændigheder ikke ske, før efter valget og indsættelsen af en nyvalgt regering, hvorfor det i praksis ville være umuligt for ham at blive siddende. Den nuværende grundlov blev lavet i overgangstiden efter militærdiktaturet i 1982 og har efter sigende brug for en del tilpasning til dagens nuværende situation – selv om det dog nu ser ud til, at vi med ét slag er blevet sendt tilbage til et Mellemamerika i koldkrigs-80erne med borgerkrige, militær dominans og undertrykkelse af menneskerettighederne.

Udeblivende reaktion?
I Siguatepeque, som er en mellemstor by midt i landet, lignede gaderne søndag morgen stort set en almindelig søndag formiddag. Godt med sol, småsløv stemning, salsa- og merengue-musik strømmer ud af radioen afbrudt af en enkelt gudstjeneste.  Et par lokale fodboldkampe er i gang, og på pladsen midt i byen sidder folk og læser sportssiderne i avisen. For os danskere var det svært at forstå. Er folk helt ligeglade med, at deres præsident lige er blevet hevet ud af landet af militæret i nattøj?

Det virkede sådan, og det gør det stadig, hvis man tager en tur rundt i byen i dag. Strømmen røg i nogle timer om søndagen over hele landet, ligesom den har gjort nogle gange siden hen. Man kan da ikke bare slukke for strømmen i landet. Ingen tv, ingen radio, ingen telefon, intet Internet. Adgang til information er en menneskeret. Hvorfor reagerer folk ikke, når deres egne magthavere – tilmed i demokratiets navn –tillader sig at behandle dem så respektløst?

Usynlige stemmer
Siden søndag har der dog andre steder været gang i mobiliseringen af folk over hele landet. En række folkelige organisationer, som inkluderer alt fra arbejdere, til kvindegrupper, oprindelige folk og småbønder, er gennem deres netværk i fuld gang med at få folk hentet i retning af hovedstaden Tegucigalpa, hvor deres protester kan blive synlige for omverdenen. Hovedveje og broer er blevet besat i andre dele af landet, men protesterne når desværre ikke langt uden mediedækning.

Mange af de folk, det handler om, er grupper ude i landområderne. Der er lang vej ind til byerne, hvor deres protester kan blive hørt. Turen koster mere end, hvad de fleste lige har parat. Folk har ikke adgang til Internettet og hører derfor kun, hvad de eneste tilbageblevne pro-kup informationskanaler fortæller: at der er stille og roligt over hele landet, og at befolkningen støtter kuppet. Alle kritiske medier i landet, inklusiv i nogle tilfælde adgangen via nettet til internationale medier, er blevet blokeret eller lukket med magt af militæret. Folk, der ikke er organiserede, har i praksis ikke mange muligheder for at få nogen stemme igennem.

Siden mandag den 29. juni har folk været på vej mod hovedstaden for at protestere, men mange har måttet vende om, og nogle er endda blevet meldt arresteret på vejen, da militæret overvåger trafikken og alle rejsende påvej mod hovedstaden for at pille eventuelle demonstranter fra.

Mistro til systemet
Dette forklarer til dels den langsomme reaktion og de sparsomme protester mod kuppet, man ser på billeder fra Tegucigalpa. Men tilbage i byer som Siguatepque og også hovedstaden Tegucigalpa er forklaringen nok en anden. Her snakker vi om en slags middelklasse, som måske nok ikke er særligt tilfredse med det politiske system, men som har det nogenlunde. De er generelt trætte af al postyret og har mistet troen på det politiske system. Det hjælper dem ikke på nogen måde, så de foretrækker at holde ved det, de trods alt har, respektere styrets regler trods krænkelser af deres personlige rettigheder og passe arbejdet og hverdagen.

Det er ikke usædvanligt at høre folk sige, at for dem er det lige meget, om det er den ene eller den anden, der sidder ved roret. Ved det sidste valg i 2005 stemte kun 46 pct. af vælgerne. De fleste indrømmer, at den nu efter kuppet indsatte præsident Roberto Micheletti ”ikke er den bedste af Guds børn, men herregud, hvem er det af politikerne? De er jo alle sammen lige korrupte og fra den samme gruppe af de samme som altid”. Så hvis vi bare kan få fred og undgå indblanding fra krigeriske lande som Venezuela og Nicaragua. Et andet alternativ, som alt for mange desværre hentyder til, når man spørger, hvad de synes om det, der sker, er simpelthen at migrere nordpå. De tror ikke på forandring i Honduras.

Ud over at være trætte af al uroen, som man alligevel ikke rigtigt tror leder til noget, så er folk forvirrede og bange. Militæret har indtaget gaderne, der er erklæret udgangsforbud om aftenen og natten, strømmen forsvinder indimellem, og i radio og på TV hører man kun, hvad de kup-ansvarlige vil have, at man skal vide eller tro. Endelig har de facto styret fået godkendt ophævelsen af fem personlige rettigheder, inklusiv retten til at demonstrere, cirkulere frit, retten til at associere sig, privatlivets fred og retten til ikke at blive tilbageholdt mere end 24 timer uden officiel anklage.

Social ulighed deler befolkningen
Angsten for Chavez-agtige uroligheder er altså rigtig nok i store dele af befolkningen, for hvis der er noget honduranerne generelt ikke kan beskyldes for at være, så er det at være venstreorienterede. Hvis der er ét sted, hvor de neoliberale reformer fra 1990erne virkelig har bidt sig fast, så er det her. Når man kommer til Honduras, tager det ikke lang tid at forstå, hvor stor indflydelse udenlandske investeringer har haft på landet. Overalt i de større byer er der amerikanske fastfood-kæder og shopping malls, og en tur ud i landet leder én forbi en række "maquiladoras", dvs. fabrikker som udelukkende producer til eksport under særlige skatteforhold. Honduras havde ikke nogen voldsom og synlig borgerkrig ligesom sine nabolande under den kolde krig, men var – og er stadig – derimod vært en stor amerikansk militærbase. Men uroen har dog ulmet længe under overfladen.

Samtidig har de neo-liberale reformer betydet arbejde for mange og højere levestandard – eller i hvert fald adgang til flere importerede produkter i supermarkederne – for en betydelig middelklasse i de større byer. Men størstedelen af befolkningen – 59 pct. i følge Verdensbanken – lever dog stadig i fattigdom, og over 30 pct. lever i ekstrem fattigdom. Og oven på det hele findes der så i den anden ende en skræmmende lille kreds af personer og familier, som siden landets uafhængighed har solgt ud af dets rigdomme, domineret magtstrukturerne, medierne og selv militæret, og som den dag i dag forsøger at klamre sig til deres privileger gennem et statskup i demokratiets navn.

Mange honduranere, dem der har mindst at miste og mest at vinde økonomisk, er dog parate til at kæmpe for at blive hørt og bryde med de eksisterende strukturer. På nuværende tidspunkt er der således et kæmpe arbejde i gang hos nationale organisationer, der har deres rødder ude i selv de mindste honduranske samfund, om at sørge for, at kuppet ikke bare får lov til bare at ske, så dagligdagen kan gå videre som før. Der findes honduranere, som tror på, at forandring er mulig. Mange af dem, der blev sat af busserne, er fortsat mod fods mod hovedstaden, hvor de forhåbentlig endelig for alvor vil blive hørt og kan vise, at det ikke handler om Venezuela eller Chavez, men derimod om demokratiet i Honduras.