Søren Espersens bugtalerdukke
07. september 2005Danskerne skal gøres dummere og mere uvidende. Mørket skal sænke sig over, hvad danskernes skattekroner går til i den 3. verden.
Og så får man nogle folk til at holde kæft, der af til tillader sig at gøre opmærksom på konsekvenserne af, at regeringen og DF skærer på u-landsbistanden i en situation, hvor mindst 25.000 børn dør af sult og underernæring hver dag.
Dette er desværre resultatet af, at regeringen med afviklingsminister Ulla Tørnæs i spidsen vil fjerne bevillingen til u-landsoplysning.
Det er Ulla Tørnæs, der forsvarer denne tåbelige nedskæring, men det er Søren Espersen og Dansk Folkepartis stemme, man hører.
Vi skal nu spises af med monopoloplysning i form af regeringens officielle holdning i glitrede pamfletter fra udenrigsministeriet.
Det er pinligt ud over det sædvanlige, at en minister fra Danmarks såkaldte liberale parti på denne måde bliver sendt i byen på en afstraffelsesaktion dirigeret af Dansk Folkeparti.
Rune Lund, MF
udenrigspolitisk ordfører for Enhedslisten



