Make-up smelter i 35 graders varme

I det nordligste Uganda arbejder Mellemfolkeligt Samvirke med at give sudanesiske flygtninge uddannelse. Det handler om demokrati og medindflydelse - og om organisationstalent, tålmodighed og nytten af at være vokset op i en landsby på Lolland. Pernille Bærendtsen fortæller om sit arbejde som udviklingsarbejder.

Adjumani. Selve navnet på den by i det nordlige Uganda, hvor jeg skal bo de næste to år, klinger af Afrika. Man kommer hertil indhyllet i rødt støv, ad hullede jordveje, balancerende i hjulspor, der efter et af de kraftige regnskyl hver gang antager nye og uforudsigelige former. Køreturene får mig hver dag til at bede til, at det danske Udenrigsministerium næste gang sætter penge ind på en konto, der kan købes asfalt for. Mest for min egen skyld, for hvis de lokale skulle ønske, ville der nok stå fred og adgang til jord, afgrøder, mad og uddannelse først på listen.

Men når man har taget sit kørekort i det flade Nakskov, er det nærmest grænseoverskridende at køre en tungt lastet Toyota HiLux 700 km gennem Uganda. Fra Kampala over Masindi, gennem nationalparken Murchinson Falls, via Arua, Koboko og Yumbe, hvor Sudans blå bjerge toner en ny farve i horisonten. Efter Moyo vrider Nilen sig dovent gennem grøn papyrus og varmedis, hvor vi krydser floden på en lille pram, og så er der kun 25 minutter til Adjumani.

Omvendt er mange sudanesere fra slutningen af 1980’erne flygtet på grund af borgerkrigene i Sudan. I det nordlige Uganda blev der etableret flygtningelandsbyer, som stadig eksisterer, og hvor 3. generation af sudanesiske flygtninge nu vokser op. Borgerkrigen i Sudan endte formelt med en underskrivelse af en fredsaftale i januar, men den har efterladt det sydlige Sudan med en usikker politisk situation, hvilket reaktionerne på Sudans vicepræsident, John Garangs, nylige død har understreget. Mange sudanesiske flygtninge i Uganda trodser usikkerheden, selvom de vender hjem til en endnu mere uvis fremtid.

Jo længere mod nord, des dårligere veje og færre ting at vælge mellem i de små butikker. Det fortæller en hel del om den generelle situation og om grunden til, at jeg skal arbejde her de næste to år. Det nordlige Uganda har i flere årtier været præget af konflikter og mangel på fred. I 1970’erne og 80’erne var Uganda berygtet for Idi Amins og Milton Obotes diktatorstyrer, og mange ugandere flygtede til blandt andet Congo og Sudan. Oprørsbevægelsen Lord's Resistance Army, LRA (Herrens Modstandshær) kidnapper nu børn og begår voldelige overfald og drab, hvilket har gjort mange til flygtninge i deres eget land.

Education Access Africa, som jeg arbejder for, tilbyder et supplement til uddannelse af de flygtninge, som aldrig er kommet ordentligt ind i et uddannelsessystem. Skolerne i flygtningenes landsbyer indeholder kun det mest basale, tavlen er malet direkte på væggen, og klasselokalerne er proppede med stille elever i skoleuniformer. På lærerværelserne falder store kasser med hvidt kridt straks i øjenene. Da jeg overværede en lektion, talte læreren til eleverne, mens han fyldte hele tavlen med kridt, som eleverne stiltiende skrev af i deres hefter. Der er ingen diskussion, og ingen stiller spørgsmål til det, læreren siger.

Med støtte fra blandt andet Mellemfolkeligt Samvirke har Education Access Africa etableret ressursecentre, hvor elever og studerende kan læse de bøger, de ikke får tilbudt i skolen. Der er også adgang til at søge supplerende viden, hvis man vil vide mere, end det der står på tavlen. Det er et ganske enkelt koncept, som opfylder et meget stort behov for at kunne videreuddanne sig og for at lære noget om verden. Jeg skal arbejde med at styrke de menneskelige og organisatoriske ressurcer på ressurcecentrene, og for at få de lokale samfund til at involvere sig i centrene og gøre dem til lokale biblioteker eller medborgerhuse. Samtidig er min organisation med i etableringen af et nyt program under Mellemfolkeligt Samvirke, der sigter på uddannelse og oplysning til de flygninge, der er på vej tilbage til Sudan. Det handler om helt basale ting som at uddanne lokale, der kan formidle oplysning og dialog om den sudanesiske fredsaftale, rettigheder og muligheder, så folk er bedre rustede til at vende hjem.

Store dele af mit arbejde ligner det, jeg lavede før, jeg rejste ud: Støtte til at organisere andres ideer, holde folk fast og sætte det i system på papir. Men resten er noget ganske andet. På trods af flere års ansættelse i en international organisation i København, er jeg ikke i tvivl om, at jeg nu i særdeleshed trækker på, at jeg er opvokset på en gård for enden af en markvej på Vestlolland. En stor forudsætning for mit arbejde er nemlig, at jeg kan indrette mig med at bo langt ude på landet, ikke gå op i små detaljer (vi lugter alle af armsved og make-up forsvinder i 35 grader), ikke gå i panik (der er masser af anledninger), og at kunne snakke med om vejret, afgrøder og kvæg.

Besøg Pernille Bærendtsens weblog www.pernille.typepad.com/dansk