Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Artikel bragt i Metroxpress 8. juli 2009

Mozambicanske kvinder siger farvel til uvidenheden

For få år siden troede flere kvinder i byen Nampula i det nordlige Mozambique, at kondomer var befængt med hiv.

Here we go! Isaquinha Isac har håndelaget i orden, når det gælder om at sætte et kondom på en penisattrap. Den 25-årige kvinde er blandt de over 20.000 mozambikanere, som gennem Mellemfolkeligt Samvirkes HIV/AIDS-projekt er blevet informeret om, hvordan man kan undgå at blive smittet med HIV. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Here we go! Isaquinha Isac har håndelaget i orden, når det gælder om at sætte et kondom på en penisattrap. Den 25-årige kvinde er blandt de over 20.000 mozambikanere, som gennem Mellemfolkeligt Samvirkes HIV/AIDS-projekt er blevet informeret om, hvordan man kan undgå at blive smittet med HIV. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Henrik Lomholt Rasmussen

09. juli 2009

FORDOMME. » At sætte sådan et på? Det er da nemt, « siger Isaquinha Isac og vifter med et kondom.

Med tænderne flår hun emballagen op, tager præservativet ud og ruller det ned over en penisattrap af træ.

Seancen overværes af 10 andre kvinder og nogle børn på en nyfejet gårds -plads i et fattigt kvarter i byen Nampula; hovedstad i provinsen af samme navn i det nordlige Mozambique, hvor cirka 10 procent af befolkningen er hiv-smittet.
Kvinderne deltager i et møde arrangeret af Argentina Gaetano, aktivist i Mellemfolkeligt Samvirkeprojektet ' Hiv/ aidsaktivister i frontlinjen', som på to år har informeret over 20.000 mozambiquere om hiv og aids og fået mange af dem til blandt andet at bruge kondom og blive testet for hiv-smitte.

» Det er fjerde gang på en måned, at denne gruppe kvinder er samlet. Tidligere har vi talt om, hvordan aids overføres, hvordan man undgår sygdommen, at man kan leve med aids ved hjælp af medicin, hvordan man bliver testet og den slags. I dag repeterer vi det hele på vores sidste møde, « fortæller Argentina Gaetano, en af frontlinjeprojektets knap 200 aktivister.

Hendes idé om at gentage lektien lader til at være en god idé.

Forvirring om forskellen på hiv og aids klares ved at sammenligne hiv-virusset med en malariamyg og aids med selve sygdommen malaria. At et foster kan blive smittet med hiv, står også uklart for kvinderne, som intenst lytter til ordene om, hvordan det ufødte barn modtager næring fra moderens blod.

Kogte kondomer
Selv om der er huller i kvindernes viden, er de kommet langt i forhold til for blot få år siden. Dengang var flere kvinder i Nampula overbevist om, at kondomer var inficeret med hiv. Det ' beviste' de blandt andet ved at koge præservativerne og derpå udråbe de små fedt -perler fra cremen på det udkogte kondom til det død -bringende virus.

Den vildfarelse har frontlinje-projektets aktivister bidraget til at udrydde.

Isaquinha Isac erklærer sig også som delvis bruger af kondom. Ikke kun på grund af mandens behov.

» Følelsen er ikke den samme, hverken for mig eller min partner, når vi bruger kondom. Gassen kan også nemt gå af, hvis man kommer til at fumle med at få pakket kondomet ud og sat det på. Og så er det jo også et spørgsmål om tillid, « påpeger Isaquinha Isac.
Den slags overvejelser har Mercia Gautinha gjort op med.

» Min mand og jeg bruger kondom hver gang, « forsikrer den 20-årige kvinde, som fik taget en hiv-test for et år siden på et af Nampulas hospitaler.

» Jeg var meget hævet i ansigtet og turde ikke tage nogen chancer. Heldigvis var prøven negativ, « siger hun.

Så nådigt slipper langtfra alle i Nampula. Knap hver 10. af provinsens 400.000 indbyggere er hiv-smittede.

» Alle her i kvarteret har familiemedlemmer eller bekendte, der er ramt af sygdommen , « siger Argentina Gaetano.

Smitten kom med freden
Cirka hver sjette af Mozambiques 21 mio. indbyggere er HIV-positiv. Antallet af smittede er vokset eksplosivt siden 1992 efter afslutningen på en 17 år lang borgerkrig, der havde isoleret Mozambique fra nabolande med tårnhøje HIV/AIDS-rater som Sydafrika, Zimbabwe og Zambia.
Med freden nåede den HIV/AIDS også til Mozambique. Bl.a. med lastbilchauffører, som ud over varer til landets udskibningshavne ved Det indiske ocean også medbringer HIV-smitte til de mozambicanske prostituerede. Samtidig inficerer mozambicanske migrantarbejdere deres koner og elskerinder, når de vender hjem fra minerne i Sydafrika og kondomløse besøg hos HIV-smittede prostituerede. Dertil kommer en lemfældig omgang med donorblod og genbrug af kanyler på Mozambiques snuskede hospitaler, sejlivede tradtioner som den såkaldte tørre sex, der øger risikoen for infektioner i kvindens skede, omskæring af drenge – og  piger – med den samme sløve kniv samt en uendelig lav eller ingen viden om HIV/AIDS.