Nej til u-landsynk - ja til anstændighed

MS hylder ikke ukritisk bistanden som løsningen på alle problemer. Vi har gennem årtier argumenteret for, at anstændige og retfærdige handelsvilkår er en fundamental forudsætning for en selvstændig økonomisk og social udvikling. Og at private investeringer er vigtige, især hvis transnationale selskaber udviser en anstændig og rimelig adfærd.

Det er imidlertid et ubestrideligt faktum, at netop Afrika er blevet offer for den ulighed, marginalisering og udstødning, som globaliseringen også fører til. Og det er ubestrideligt, at netop Afrika er blevet offer for det fald i udviklingsbistanden, vi har oplevet i de senere år:

I dag udgør udviklingsbistanden kun 180 kr. per indbygger i Afrika syd for Sahara mod 210 kr. per indbygger for fire år siden.

I dag udgør udviklingsbistanden kun 8% af bruttonationalproduktet i landene syd for Sahara mod 22% for ti år siden.

I dag udgør den samlede udviklingsbistand kun 0,27% af bruttonationalproduktet i industrilandene, det laveste tal i mere end 40 år.

At være offer for betyder ikke, at vi skal ynke Afrika. Ynk og medlidenhed fører ikke til noget godt.

Men det må nødvendigvis indebære, at vi endnu engang giver Afrikas fattige håndslag på, at vi er indstillet på at medvirke til at den rige verden fører en anstændig og solidarisk politik overfor kontinentet.

Ét blandt mange elementer i en sådan anstændighedens politik er en forøgelse af udviklingsbistanden, fordi den er en afgørende forudsætning for de investeringer, som også er nødvendige for udviklingen. Eller som Verdensbanken netop har formuleret det:

Langsigtet udviklingsbistand er en katalysator for og komplementerer private udenlandske investeringer. Private investeringer er ikke en erstatning for udviklingsbistand rettet mod programmer der fremmer bedre sundhed, uddannelse og beskyttelse af miljøet.

Det er dybt deprimerende og skræmmende, at svaret på 90ernes øgede globale bevidsthed og viden hidtil har været en beskæring af de økonomiske midler, der kunne bruges til en international solidarisk indsats for løsningen af fælles globale problemer.

Beskæringen sker som bekendt ikke, fordi verden er blevet fattigere på økonomiske midler. Tværtimod er verden rigere end nogensinde, og forbruget vokser ud over alle grænser.

At beskæringen tillige er i direkte modstrid med de erklæringer, som den rige verdens ledere har tilsluttet sig på konferencer i Rio, Cairo, København og Beijing, gør naturligvis ikke hykleriet mere acceptabelt.


Vedtaget af MS repræsentantskab, den 6. april 1997