Artikel fra MS-revy 4/1992

Kennys kollegaer

Morten Jespersen beskriver sine indtryk fra sit arbejde på en metalskole i Zimbabwe.

Af Morten Jespersen

14. juni 1992

KENNY ER kulsort og hedder i grunden Kennerd Chipan­gura. Men det er lettere med Kenny.

Han er her ikke i dag, for han har fået fri hele ugen for at deltage i begravelsen af sin far. Begravel­sen skal foregå i Mutare, 600 km fra Bulawayo. Det er hér, Kenny har sit hjem. Det er hér han kommer fra. Hér han voksede op med sine otte søskende og forældrene i en landsby med runde hytter.

De sidste par år har familien boet her i storbyen Bulawayo i et lejet hus i den afrikanske township. Den lille jordlod derhjemme kunne ikke mere give afkast nok til familiens underhold.

Efter begravelsen tager moderen ikke med tilbage. Hun bliver i landsbyen for at passe den gamle bedstemor.

Og Kenny er lige blevet far til en dreng, så nu skal denne 24-årige knægt ikke blot sørge for kone og barn, men også betale skoleafgiften for sine fem mindre søskende, som bliver boende i huset i byen. Det forventes desuden, at han betaler huslejen og sender lidt hjem til moderen.

Selv måtte Kenny i sin tid forlade skolen uden eksamen og dermed uden mange muligheder for at få arbejde eller anden uddannelse.

HER KLOKKEN 8 er Machaka godt i gang med at save vinkel­jernet over med nedstryger. Det skal bruges til stålvinduer - en ordre hans kooperativ har fået, fordi prisen var rimelig.

Machaka er flygtning fra Mozambique. I julen forsøgte han at besøge familien, men blev om natten taget af soldaterne, da han forsøgte at krydse grænsen illegalt, fordi han ikke har noget pas. Soldaterne sendte hanm tilbage til Zimbabwe. Nu er han igen på arbejde - som lærling i et metal-kooperativ sammen med 11 andre unge mænd.

Machaka, Kenny og de andre har aldrig fået noget foræren­de. Og det får de heller ikke her - udover muligheden for selv at give deres liv en bedre kvalitet med hensyn til uddannelse og penge. Her tjener de lidt, hvis kooperativet ellers kan skaffe or­drer. Der bliver først udbetalt løn, når alle udgifter er betalt - og der er overskud.

Det er derfor, Machaka saver med nedstryger. Det er for dyrt at investere i en elektrisk sav. Men kooperativet lægger penge til side, så måske kan de en dag købe en sav og måske endda få deres egne lokaler. Lige nu holder de til i kommunens bygning sammen med en anden gruppe. Machaka ved, at de efter to års træning skal ud for at give plads til 12 nye unge lærlinge.

UDE PÅ PLADSEN foran værkstedet er Ndlovu, projektets chauf­før, ved at læsse bænke, der er købt af en sportsklub inde i byen. På hans orange kedeldragt står "Bulawayo City Council Metal And Allied Co-operatives" med flotte, sorte bogstaver. Ndlovu er stolt over kedeldragten. Den er betalt af kooperativer­ne - ligesom hans løn og driften af den lille Toyota pickup er.

Ndlovu er den eneste, der får fast løn som ansat. Men det forhindrer ham ikke i at være meget ansvarlig og hårdt arbejden­de. Er der en pause i kørslen, trykker han formularer, passer maskinen til at lave hegn på eller gør rent på kontoret. Hvis han ikke giver et nap med i produktionen eller maler et skilt. For Ndlovu ved godt, at hvis kooperativerne ikke tjener penge, bliver der heller ikke løn til ham. Sådan.

STOUT OG NICO er ved at pakke deres bøger ned i skuffen for at gå ud til arbejdet sammen med Machaka og de andre. Stout har lige gjort kassebogen op for i går, ført udgifter og indtægter ind og talt pengene. Han har set, at gruppen er lidt bagud i forhold til kasseanalysen fra sidste uge. Men en kunde har lovet at betale i dag, og så skulle der gerne være balance. Det skal der være inden fredag, månedens sidste dag. Ellers er der ikke penge til lønudbe­talingen.

Nico har flere gøremål. Han er både ansvarlig for at tilrette­lægge produktionen og for bogholderiet. I dag måtte han ændre de materialer, der skulle bruges til nogle gynger. Det har vist sig helt umuligt at skaffe rør, så de bliver nu lavet af vinkeljern. Det er lidt sværere at arbejde med, men dækningsbidraget bliver bedre. Vinkeljernet er billigere. Og så bliver det også lettere for gruppen at betale deres udgifter til afdrag på lån og til renter. De skal også betale el i denne måned plus leje af projektets værktøj.

Hvis pengene ikke bliver betalt, får gruppen problemer med deres to rådgivere: Andrew, som er zimbabweaner, og ham den hvide Mr. Morten fra Danmark.

LIGE NU er de to i gang med at forberede undervisningen til i morgen. Teknisk tegning og salgsteknik. Desværre bliver det uden Kenny, som er gruppens sælger. Selv om de har ordrer nok i øjeblikket, er det nødvendigt hele tiden at være på mærkerne for at skaffe nye kunder.

Machaka, Nico, Stout og alle de andre er nu i fuld gang. Kun Thomas sidder tilbage med sine papirer. Han er lagermanden. Den der udleverer materialer til sine kammerater mod en rekvisition, som så skal føres ind i lagerbogen. Det er et omstændeligt arbej­de. For nogle måneder siden kunne Thomas ikke gøre rede for et par savklinger og måtte selv betale ud af sin egen løn.

Det svider, især for Thomas, som er først i tyverne og foræl­dreløs. Han har også et par yngre søskende at tage sig af. Nu tæller han meget omhyggeligt, især savklingerne. De koster fire dollars stykket.

KLOKKEN RINGER. Det er thetid. I dag er der kun brød og the uden sukker. Det sidste har man ikke kunnet købe længe, og det er hårdt. Især når man er vant til at bruge et par spiseskefulde til én kop the. Og maven er underlig tom. Der var ingen majsgrød i aftes. Majsmel er ikke til at opdrive - tørken får skylden, og det majs, man siger skulle komme fra Sydamerika, lader vente på sig.

Så den står på hvidt franskbrød tre gange om dagen i øjeblik­ket. Mr. Morten har snakket om, at de skulle prøve at spise kartof­ler, men det er ikke nemt, og det smager underligt, når det har været majsgrød tre gange om dagen siden fødslen.

Klokken ringer igen. Alle rejser sig og starter på arbejdet. Stålvinduerne skulle gerne være færdige, så de kan faktureres i denne uge. Og i morgen er der undervisning.