Det delte land

Syv uger efter kuppet i Honduras trækker tilhængere og modstandere stadigvæk i hver sin retning.

Præsident Zelayas tilhængere demonstrerer dagligt i hovedstaden Tegucigalpa. Her hænges de facto præsidenten og hærchefen ud med ordene ‘kupmagere’ og ‘mordere’. Foto: Christian Korsgaard

Den politiske uenighed i Honduras efter kuppet den 28. juni er nu så stor, at den truer landets skrøbelige demokrati.

Lige siden militæret brød ind i præsident Manuel Zelayas hjem, trak ham ud af sengen, kørte ham til lufthavnen og satte ham på et fly ud af landet, har debatten og kampene raset i de honduranske hjem og gader. For passer moderne demokrati og statskup egentlig særlig godt sammen?

En evig grundlov
Den ene del af Honduras siger ubetinget ja. Ved at handle hurtigt og beslutsomt, har hæren og parlamentsformand Roberto Micheletti sat en stopper for socialismens fremmarch i verden.

De facto præsident Micheletti holder stædigt fast i, at Zelaya har forbrudt sig mod landets love, fordi han ønskede en folkeafstemning om en større grundlovsændring. Grundloven kan og må på helt centrale punkter nemlig ikke forandres. Det står i ... ja, i grundloven. En lov, som hæren, Micheletti og landets politisk-økonomiske elite udarbejdede i 1982 – uden at spørge honduranerne om de syntes, det var en god idé.

Det er den grundlov Zelaya ønsker revideret. Selv siger han, at han blot vil skabe et mere direkte folkestyre, men Micheletti er overbevist om, at Zelaya ønsker et genvalg som enevældig, socialistisk leder i det mellemamerikanske land.

Fascister! Kommunister!
Den anden del af Honduras siger ubetinget nej. Militærkup og demokrati er ikke forenelige størrelser, heller ikke selv om man er politisk uenig med den folkevalgte præsident. Derfor kræver de nu præsident Zelaya genindsat, og det er et krav, som omverdenen hidtil har bakket op om.

Ingen lande har endnu anerkendt de facto-regeringen i Honduras, og flere – deriblandt Danmark – har endda skåret i det økonomiske samarbejde med det fattige land, for dermed at øge presset på kup-regeringen.

Hæren står fast
Men foreløbig står Micheletti og hæren fast. Den afsatte præsident er ikke velkommen, og hans støtter i landet betegnes som en flok socialister og kommunister, som ikke vil Honduras det godt.

Zelayas støtter står lige så fast. Den folkevalgte præsident skal tilbage, og alle der mener det modsatte, betegnes som en flok fascister, der ikke vil Honduras det godt.

Den markante skillelinje mellem ‘fascister’ og ‘kommunister’, vanskeliggør både i magtens korridorer og på gaden enhver dialog om landets fremtid. Så selv om alle honduranere tilsyneladende har en holdning til den demokratiske krise, så ved de også godt, at den kan give dem problemer.

»Jeg synes, at Honduras efter kuppet virker mere polariseret. Der er en gruppe som af økonomiske grunde støtter kuppet, og en anden som ikke gør det. Vi kan stadig snakke med vennerne om det, der er sket, men med alt det her politi og militær i gaderne føler vi os usikre,« forklarer trykkeriarbejder Jorge Funes, der, som en af de få, gerne afslører både for- og efternavn.