Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

24 internationale klima-detektiver blaffer rundt i landet uden en krone på lommen

MS har inviteret 24 unge fra udviklingslandene tl Danmark for at blaffe Danmark rundt på sporet af danskernes klimaansvar.

14. august 2009

Hele verdens øjne vil være rettet mod København, når Danmark i december er vært for FN’s klimatopmøde. For at bidrage til klimadebatten har Mellemfolkeligt Samvirke inviteret 24 unge fra udviklingslande til Danmark for at deltage i jagten på danskernes klimaansvar - uden en krone på lommen.

Hvad betyder klimaforandringerne i den enkelte danskers hverdag? Tager danskernes deres klimaansvar alvorligt? Hvordan påvirker klimaforandringerne mennesker i fattige lande?

De tilrejsende unge klima-detektiver er mellem 21-25 år og kommer fra 14 forskellige lande, bl.a. Bangladesh, Kenya og Libanon. Fra den 14. til den 21. august blaffer de rundt i Danmark uden en krone på lommen. Deltagerne er afhængige af at få transport, mad og overnatning af danskerne, en rejseform der er valgt for at deltagerne skal komme tættest muligt på danskerne og deres hverdag. Klima-detektiverne kan kendes på deres iøjnefaldende neon-grønne trøjer.

Jagten starter den 14. august fra Gråsten Landbrugsskole, hvor deltagerne drager ud på landevejene bevæbnet med intet andet end hjemmelavede skilte og Kim Larsens blaffersang. De unge blaffer i tre hold ad tre forskellige ruter gennem Danmark. Undervejs skal de bl.a. besøge Bonderøven fra DR2, sortere skrald på Holstebro genbrugsstation og blive hentet af en rapsbil ved færgen på Samsø. Gennem disse besøg og samtaler med de danskere som klima-detektiverne møder på deres vej, vil de komme på sporet af danskernes klimaansvar.

"Mens vi i de rige lande bærer en stor del af ansvaret for klimaproblemerne, er det de fattige lande der rammes hårdest af konsekvenserne som f.eks. ekstreme temperaturer, oversvømmelser og tørke. Derfor er det spændende at få de internationale unges syn på danskernes klimaansvar. Tager vi det alvorligt? Forstår vi, hvordan klimaforandringerne påvirker både os selv og folk i fattige lande", siger forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach.

Mellemfolkeligt Samvirke afslutter jagten med en konference på festivalen Fair Fælled i Fælledparken, København den 22. august kl. 11-13. Her vil de unge deltagere fortælle om, hvordan de oplever, at danskerne tager klimaansvaret på sig, og om deres oplevelser på turen gennem Danmark - sjove historier om kulturchok kan garanteres. Fra et spørgeskema de unge udfyldte ved deres ankomst ved vi, at de 24 unge har både fordomme og forventninger til Danmark og danskernes klimaansvar. Til konferencen vil vi blandt andet få svar på om:

  • 50% af klima-detektiverne stadig tror, at danskerne vil betale deres klimagæld tilbage til udviklingslandende  
  • 22 % af deltagerne stadig betvivler, at danskerne er engageret i at hjælpe mennesker uden for Danmark
  • og om samtlige deltagere, som de forventede ved turens start, har lært en masse om klimaansvar.

Undervejs blogger deltagerne på Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside, www.ms.dk

Er du interesseret i et besøg af klima-detektiverne? Kontakt Nils Brøgger Jakobsen, tlf: 61100304, nbj@ms.dk.

Pressekontakt: Nanna Brendholdt Thomsen, tlf: 30240920, nbt@ms.dk