Militærkup i Honduras splitter landet

De politiske ekstremer i Honduras fjerner sig mere og mere fra hinanden, mens nye midtersøgende alternativer har det svært.

Det er ikke længere så let at gennemføre et militærkup, som det var tidligere - selv ikke i Latinamerika. Kampe og konfrontationer har fyldt gaderne i Honduras siden kuppet 28. juni. Foto: Christian Korsgaard.

Bedst som verden troede, at latinamerikanske militærkup lå godt og grundigt begravet under de seneste årtiers demokratiske udvikling, besluttede Honduras sig for det modsatte.

Eller rettere: Honduras’ politisk-økonomiske elite og hæren besluttede sig for det modsatte. Tidligt om morgenen 28. juni bankede en flok soldater på døren til præsident Manuel Zelayas hjem.

Endnu iført pyjamas blev Zelaya eskorteret til lufthavnen og udstyret med en enkeltbillet til Costa Rica. Men hvis parlamentsformanden, Roberto Micheletti – som øjeblikkelig blev indsat som de facto-præsident – troede, at han dermed havde løst Honduras’ problemer, så tog han fejl. Problemerne begyndte nemlig først for alvor, da omverdenen reagerede på kuppet.

Støtte til demokratiet

Reaktionerne var, kort fortalt, særdeles negative. Ingen lande har til dato anerkendt Michelettis de facto-regering og flere har endda skåret i det økonomiske samarbejde med og bistanden til det mellemamerikanske land.

Imens har Zelaya rejst fra land til land, mødtes med præsidenter, talt i FN, sikret sig opbakning fra Organisationen af Amerikanske Stater og opmuntret sine støtter i Honduras til at gå på gaden og protestere.

Målet for Zelayas støtter er naturligvis, at han skal vende tilbage og sidde den valgperiode ud, som han er valgt til. Sådan fungerer demokratiet normalt. Zelayas embedsperiode udløber i januar 2010, men så længe ville hæren og Micheletti altså ikke vente.

Modernisering af grundloven

Officielt er deres argument for at vælte Zelaya, at denne havde forbrudt sig mod den honduranske grundlov, fordi han insisterede på at gennemføre en folkeafstemning om, hvorvidt grundloven skulle moderniseres.

Den blev i 1982 udarbejdet af militærdiktaturet og den politisk-økonomiske elite – herunder den nuværende de facto-præsident Micheletti – og de fik skruet den sammen på en sådan måde, at det står i grundloven, at grundloven på en række centrale punkter ikke må ændres.

Men den køber præsident Zelaya ikke. Selv om Micheletti og hæren konsekvent beskylder ham for blot at ville ændre grundloven, så han selv kan blive genvalgt, så fastholder han, at hans ærinde er et helt andet. Han vil indføre et mere folkeligt demokrati.

Den nuværende grundlov har ikke på noget tidspunkt været til folkeafstemning, og kritikere mener, at den i alt for høj grad beskytter landets herskende og rigeste familier. Den slags piller man ikke ustraffet ved, heller ikke selvom man er præsident. I hvert fald ikke hvis man er det i Honduras.

Nuanceret afstandstagen

Derfor blev Zelaya altså ekspederet ud af landet. Omverdenens reaktion har som nævnt været massiv fordømmelse af kuppet, men selv i den internationale afstandtagen er der nuancer.

På den ene side står den venezuelanske præsident, Hugo Chávez, og de latinamerikanske lande, som traditionelt støtter ethvert opgør med de herskende klassers dominans. I Honduras kaldes de efter kuppet for ’socialisterne’ eller sågar ’kommunisterne’.

På den anden side står de konservative, republikanske kræfter i USA, som i årtier på godt og ondt har afstukket de politiske og økonomiske retningslinjer i en verdensdel, som mange stadig betegner som USA’s baggård. I Honduras kaldes de for ’oligarkiet’ eller – når det går hårdt for sig – for ’fascisterne’.

Der er dog også en tredje gruppe. Den er bare ikke så synlig eller højtråbende som ’kommunisterne’ og ’fascisterne’, der siden kuppet ved flere lejligheder er tørnet sammen i de honduranske gader.

Mellem ekstremerne

Gruppen er politisk set sværere at placere, men har klare, socialdemokratiske sympatier og læner sig i det geopolitiske spil hverken op ad USA eller Venezuela. Selv om gruppen argumenterer for, at Zelaya skal vende tilbage, så gør den det ikke af partipolitiske overvejelser, men af demokratiske. Er man valgt, så er man valgt. Sådan er demokratiet, og der skal være plads til alle.

Det kan der i den aktuelle situation i Honduras være stor brug for, idet den politiske polarisering allerede nu viser sig at være et stort problem i forsøget på at finde en løsning på landets krise.

Dialogen er svær, tonen uforsonlig og kupmagernes vilje til at forstå og respektere de utilfredse honduraneres holdninger og argumenter kan ligge på et meget lille sted.

Der graves med andre ord meget dybe grøfter mellem de to nye ekstremer i honduransk politik i disse uger, både på det politiske og det personlige plan.

Paradoksalt nok kan polariseringen i Honduras vise sig at være en enestående mulighed for dannelsen af den midterbevægelse, som nødvendigvis må til fadet, hvis ikke en af de to ekstremer skal ende med at tryne den anden, true demokratiet og sætte sig definitivt på magten.

Der er brug for et alternativ

Det er forståeligt, at ekstremerne i øjeblikket dominerer debatten om kuppet i Honduras. Den ene side mener, at landet er blevet reddet fra Zelayas socialistiske katastrofeprojekt, den anden står fast på det faktum, at demokratiet er blevet sat ud af kraft.

Frustrationerne florerer, og derfor er det af yderste vigtighed, at for eksempel civilsamfundets organisationer holder hovedet koldt og ikke lader sig trække til hverken den ene eller den anden side.

Desværre har der siden kuppet været talrige eksempler på, at det netop er dét, der er ved at ske. Alt andet lige er det naturligvis også både nemmere og mere bekvemt blot at lade sig lede af det, ’kommunisterne’ eller ’fascisterne’ siger – men det tilgodeser på ingen måde det honduranske demokrati eller landets fremtid.

De honduranske civilsamfundsorganisationer skylder deres medlemmer at handle med fred, udvikling og demokrati for øje uden skelen til partipolitiske sympatier og privatøkonomiske interesser.

Men opgaven er svær, og for hver dag grøfterne graves dybere, kan det blive vanskeligere for de midtsøgende honduranere at etablere et reelt alternativ til de politiske ekstremer, som endnu en gang truer med at rykke et latinamerikansk land i demokratiske småstykker.