Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

MS deltager i fælles NGO-initiativ for genindførelse af demokrati i Honduras

MS er gået med i et netværk af 10 danske NGO'er i Honduras, der arbejder for at genindføre demokrati i landet, for at styrke de demokratiske institutioner og for fortsat dansk tilstedeværelse og bistand.

Af Helle Løvstø Severinsen, tematisk koordinator i MS

20. august 2009

MS er gået med i et nyetableret netværk af danske organisationer, der arbejder i Honduras. Det danske netværk ønsker at styrke de initiativer, der allerede tages i NGO-miljøet, til støtte for genindførelse af demokrati i Honduras, og MS ønsker især at bruge den fælles stemme ved henvendelser til den danske regering.

Grundlaget for det fælles NGO-initiativ er en fordømmelse af militærkuppet og overtrædelserne af menneskerettighederne og at arbejde for genindførelse af demokratiet og styrkelse af de demokratiske institutioner i Honduras – og for at Danmark opretholder sin tilstedeværelse i og bistand til Mellemamerika.

Menneskerettighedssituationen har siden kuppet den 28. juni i år været stadig mere utryg for borgere i landet. Som tidligere omtalt på MS' website, er også repræsentanter for MS' partnerorganisationer i Honduras blev arresteret og hårdhændet behandlet, når de har deltaget i demonstrationer mod kuppet. Politiet optræder til stadighed mere voldeligt, og der foregår krænkelser af ytrings- og forsamlingsfriheden, den personlige frihed og sikkerhed – og af retten til liv.

De facto-regeringen i Honduras ønsker at dysse sagen ned, og i mange medier er disse historier ved at dale langt ned på nyhedslisterne. Men det er helt afgørende, at der fortsat er offentlig bevågenhed om situationen, og derfor arbejder organisationerne i netværket sammen for at sprede de nyheder, der kommer fra Honduras.

Udsætte handelsforhandlinger og genindføre demokrati

MS lægger særlig vægt på genindførelse af demokratiet ved genindsættelse af den afsatte præsident Manuel Zelaya og på, at de igangværende handelsforhandlinger mellem EU og Mellemamerika udsættes, indtil der igen er demokrati i Honduras. En suspension af forhandlingerne vil kunne lægge et pres på de facto-regeringen i Honduras, hvorimod EU's forslag om at gennemføre handelsforhandlingerne uden Honduras vil fjerne denne mulighed for at kunne lægge et pres, og derfor er det en meget dårlig ide. Den seneste – stadig uofficielle – melding fra Mellemamerika er, at forhandlingen bør udsættes til januar næste år, når der forhåbentlig er valgt en ny præsident på demokratisk vis i Honduras.

NGO-initiativet i Honduras omfatter udover MS også Folkekirkens Nødhjælp, Ibis, 3F, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Turturofre, Internationalt Forum, U-landssekretariatet, Det Danske Institut for Menneskerettigheder, International Media Support og Dansk Cubansk Forening.