Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

En himmelråbende ulighed

I Kenya er der flere fattige end rige – mange flere. Selv siger kenyanerne, at de lever i et land med 10 millionærer og 10 millioner fattige.

Af Dorthe Skovgaard Mortensen, Informations medarbejder MS Kenya

24. februar 2005

På hjørnet op ad en hullet lervæg sidder en pige med snottet løbende ned over læberne. Engang imellem tører hun næsen med sit hullede ærme. De lerklinede hytter står tæt, og langs de åbne kloaker bader grisene i pløret fra affald og afføring. Stanken er værst, når solen står midt  på himlen over Kiberas blik slum.

Kibera, som ligger i Nairobis hjerte, er med dens 800.000 indbyggere den anden største slum i Afrika. En by i byen. Her kan man købe alt fra halve okser til rustne cykelkæder og brugte nøgler.

På et lille bakkedrag i et hjørne af Kiberas ørkesløse støvede fattigdom er der udsigt til det andet Nairobi. En frodig og velfriseret golfbane. Afstanden mellem de åbne kloaker og den fintklippede green er kort. Men muren der skiller de to verdner rejser sig som en mental fæstning. Indbyggerne i Kibera bliver aldrig en del af verdenen på den anden side af muren. De er fastlåst i fattigdom og kan i bedste fald få et job som caddie for de rige golfspillende kenyanere til en løn på ca. 250 kr. i måneden.

I verdens bund

Kenya er blandt de 10 lande i verden, hvor kløften mellem rig og fattig er størst. En nyere rapport udarbejdet af Society for International Development (SID) dokumenterer uligheden med deres analyse, som viser at:

  • Økonomi: De 10 % rigeste husstande i Kenya kontrollerer mere end 42% af al indkomst, mens de fattigste 10% kun kontrollerer 0,76% af indkomsten. 
  • Levealder: En person som fødes i Nyanza Province kan forvente at leve 16 år kortere end en medborger i Central Province. Og på distrikt niveau er levealderen 68,6 år i Meru mens den kun er 33,1 år i Mombasa. 
  • Arbejde: I aldersgruppen 20-24 år er der 274.000 arbejdsløse kvinder sammenlignet med kun 74.000 mænd. 
  • HIV/AIDS: I Nyanza Province er 15% smittet med HIV/AIDS mens raten i North Eastern Province estimeres til 0%. 
  • Skolegang: I Central Province går stort set alle børn i grundskole, mens det kun er en ud af tre børn, som sidder på skolebænken i North Eastern Province.  
  • Vand: Andelen af hushold med indlagt vand er 5 gange større i byområderne end i landområderne. 
  • Sundhed: I Central Province deler 20.000 mennesker een læge, mens der kun er en læge for hver 120.000 i North Eastern Province. 
  • Vaccination: Kun 38% af alle børn i Nyanza Province vaccineres, mens tallet for Central Province er 79%. Ud af 1000 børn dør 133 børn i Nyanza Province før deres 1 års fødselsdag sammenlignet med 61 børn i Rift Valley. 
  • Køn: 93% af alle kvinder i North Eastern Province har ingen uddannelse, sammenlignet med kun 3% i Central Province. Udaf 210 valgte medlemmer i parlamentet er der kun 9 kvinder.

Fattigdom handler ikke kun om penge og mangelende adgang til basale fornødenheder. Fattigdom handler også om at vaere frarøvet værdighed, sikkerhed og ejendom.

Kampen mod fattigdom og ulighed er en politisk kamp. I det kommende år vil MS Kenya sæette fokus på uligheden i Kenya.

Rapporten udarbejdet af Society for International Development (SID) hedder “Pulling Apart” og findes på: http://www.sidint.org. Rapporten kan downloades direkte på: http://www.sidint.org/Publications/Docs/pulling-apart.pdf (PDF 1MB)