Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Menneskerettigheder er mere end ytringsfrihed

MS gør de glemte rettigheder til politisk hovedprioritet i 1998

10. december 1997

Menneskerettigheder handler om ytringsfrihed, om retten til at forsamle sig og retten til at danne foreninger. Men de handler også om at have mad i maven og tøj på kroppen. Om retten til at leve et anstændigt liv.

De færreste ved, at de økonomiske og sociale rettigheder er ligeså fuldt ud gyldige som retten til at tale frit. De er nemlig alle nedfældet i FN's Verdenserklæring, der i 1998 fylder 50 år, og udgør sammen med fx retten til arbejde, retten til undervisning og retten til bolig de "glemte" rettigheder. Glemte fordi de færreste ved, at det er menneskerettigheder.

Mellemfolkeligt Samvirke har i 1998 gjort det til sin politiske hovedprioritering at gøre de glemte rettigheder synlige. Det vil vi gøre ved at dokumentere sammenhængen mellem de politiske og de økonomiske og sociale menneskerettigheder ikke mindst i den tredje verden, hvor demokratisering og udvikling går hånd i hånd. For MS er menneskerettigheder derfor mere end et spørgsmål om paragraffer. Det handler om at tænke de mange forskellige rettigheder sammen i et levende samfund, hvor respekt og den mellemfolkelige forpligtelse er bærepiller. Paragraffer er uundværlige, men udvikling, kulturmøde og oplysning er afgørende i kampen for alle menneskerettigheder.

I vedlagte Politik&Baggrunds papir: Human Rights, Democratization and Development, som er udarbejdet i samarbejde med MS' partnere i Afrika, Mellemamerika og Asien, uddybes disse politiske prioriteringer. Med udgangspunkt heri har MS forberedt en række aktiviteter i det kommende år.

I Syd planlægges bl.a.:
Samarbejde med lokale organisationer:
* om kvinder og demokrati (Kenya)
* om jordreformer, herunder kvinders ret til jord (Uganda, Tanzania, Mozambique)
* om oplysning og uddannelse i lokalsamfund vedr. basale menneskerettigheder, herunder vælgeruddannelse (Zimbabwe, Kenya, Uganda, Mellemamerika)
* om børns rettigheder, (Zambia, Tanzania, Kenya)
* om vold mod kvinder (Zambia, Tanzania, Kenya)
Seminar-række på MS' Training Centre for Development Cooperation (TCDC) i Tanzania om
* forholdet mellem NGO'er og regeringer, * korruption, * decentralisering af regeringsmagten, * jordrettigheder.

I Danmark planlægges bl.a. følgende udgivelser og arrangementer:
Alle mennesker er født frie og lige.
Bog om arbejdet med menneskerettigheder i MS' samarbejdslande og i Danmark.
Kildesamling om menneskerettigheder.
Ungdomsmagasinet ZAPP og video om "Girl Power!" og om børns rettigheder (på dansk og swahili).
Tidsskriftet Kontakt nr. 1: Menneskerettigheder - det nye mantra?
Forskel og Lighed, en kampagne for flerkulturelt arbejdsmarked i Danmark. Samarbejde med Netværket i Fagbevægelsen og LO.
Somalia-høring, om somalieres muligheder og menneskerettigheder i Danmark og i Somalia.
Verden i Danmark - demokrati med flere kulturer, en informationsmesse i Øksnehallen, København, med debat, oplysning, underholdning mm.
Tema: Pligter og rettigheder. Samarbejde mellem en række indvandrer- og flygtningeorganisationer, danske NGOer og eksperter.
Freedom of Expression & Development - New Technologies in the Service of Democracy, et Syd-Nord møde mellem journalister, NGOer og forfattere om medier og demokratisering. Samarbejde med dansk PEN.

Yderligere oplysninger om kampagner, arrangementer mv. fås ved henvendelse til Susanne Possing, 33 32 62 44, lok. 221 og Ellen Farr, 33 32 62 44, lok. 247.

Med venlig hilsen

Christian Friis Bach
Formand
MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE