Hvor planlægning er til for at ændres

Susanne Gamborg, der arbejder hos UNAG Madriz i Nicaragua, fortæller her om dagligdagen som udviklingsarbejder.

Kakerlakker på køkkengulvet, kokospalmer i haven, skorpioner i potten, myrer i skufferne, vinduesåbninger med fluenet, senge med myggenet, frisk ananas og varme bønner, email og strømafbrydelser, drikkevand i dunke, weekender ved Stillehavet, arbejdsdage i bjergene, solskinsdage og regnvejrsnætter, jordskælv og orkaner, dødsfald og fødsler. To år i Nicaragua på godt og ondt. 

Siden oktober 1998 har jeg og min familie, bestående af mand og barn årgang 1997 samt en undervejs produceret baby, boet og arbejdet i det nordlige Nicaragua.

Ungerne bliver passet af en ung nicaraguansk pige, der bor hos os. Den store går i en slags børnehaveklasse to timer hver eftermiddag, og ellers leger han med de lokale børn. Tøjvask, madlavning, rengøring og opvask klares af en dame, der hver formiddag kommer et par timer. Det forventes her, at man har folk til hjælp – og når man først vænner sig til arbejdsgiverrollen, er det rart at slippe for de praktiske opgaver. Et hus bliver meget hurtigere beskidt herovre, og uden vaskemaskine er snavsetøjet et timelangt projekt hver dag. Men man må som så mange andre steder i tilværelsen være forberedt på, at intet bliver gjort helt, som man selv ville have gjort det.

Selve huset, møblerne, autostole, komfur, køleskab og lamper stilles til rådighed af MS, mens vi selv har medbragt eller indkøbt gryder, blender og øvrigt køkkenudstyr, hængekøjer, børnebadekar og uanede mængder af legetøj og bøger.

Mit arbejde hos bondeorganisationen UNAG består i at være sparringspartner for de folkevalgte ledere, herunder planlægning, evaluering og opfølgning på beslutninger. Derudover arbejder jeg med direkte rådgivning af bønderne, der danner organisationens base. MS har efter orkanen Mitch givet 104 bønder hver sin ko, der skal give dem mulighed for dels at bedre den daglige diæt, dels give indtægter ved salg af mælk, ost og kalve.

Sammen med lokale landbrugsteknikere besøger vi de nybagte koejere, holder workshops og udveksler erfaringer. Arbejdstiden er 35 timer om ugen, der er tre ugers ferie og tre måneders barselsorlov. Derudover deltager vi i kurser og møder med MS. Laver lidt informationsarbejde til Danmark, hjælper UNAG med diverse informationsopgaver til deres medlemmer og bruger en masse tid på transport.

At rykke en hel familie op fra den danske virkelighed er en stor opgave, der berører ikke alene os selv, men også familie og venner derhjemme, som må undvære os og til gengæld bombarderes med informationer herovrefra. Det berører vores arbejdskammerater, naboer og alle de folk, vi kommer i kontakt med herovre. Dagligt er vi formidlere af den danske kultur og modtagere af nye indtryk. Dufte, forpligtigelser, synsindtryk, støj, forurening, forventninger, tiggerier og midt i det hele vores lille familie, der prøver at kombinere det bedste fra begge verdensdele, få det til at fungere som en ganske almindelig hverdag med madlavning, indkøb, børnepasning, transport, højtlæsning, putning, TV-kigning, kortspil og arbejde under helt andre forhold. Hvor resultatorienteringen til dels tilsidesættes til fordel for processer. Hvor diskussioner sjældent munder ud i beslutninger. Hvor planlægning er til for at ændres. Hvor konstruktiv kritik ofte skal pakkes ind i smiger og smukke ord. Hvor tid er noget man har, ikke noget, der købes. Hvor musik og reklamer strømmer ud af radioer omkring én i døgndrift. Hvor børn sjældent mangler legekammerater. Hvor uniformer og mørke sko er et krav for skolegang. Hvor præsidenten finder det morsomt og ikke pinligt, at hans mentale tilstand drages i tvivl i selv seriøse aviser. Hvor folk dagligt beder om arbejde, penge, medicin eller mad. Hvor man i kraft af sin hudfarve betragtes som rig.

En oplevelse, der stiller dagligdags tildragelser i Danmark i et relief, der ikke falder ud til Damarks fordel. Men det er hårdt at være adskilt fra sit sædvanlige netværk. Hårdt hele tiden at være den fremmede. Hvis du kommer for at hjælpe, er du galt på den. Du kommer for at udveksle oplevelser, erfaringer og kultur. For at lære og belære. Først når du indser, at kampen for at overleve bør være en fælles kamp for at leve, mens vi kan, får du et optimalt udbytte af opholdet.