Elever fik udemokratisk rektor afsat
Efter en debat om demokratisk ledelse gik eleverne på St. Joseph’s Secondary School i Yei, Sydsudan, til skoleforvaltningen og klagede over deres rektor. Rektoren blev efterfølgende fyret.
Af Janne Bruvoll, informationsmedarbejder, MS Sudan03. september 2009
”Argumentér for, hvorfor demokratisk ledelse er bedre end diktatorisk”. Sådan lød opgaven for eleverne fra St. Joseph’s Secondary School i Yei, Sydsudan, da de skulle deltage i en debatkonkurrence på Yei Community Resource Centre. Men opgaven kom hurtigt til at handle om meget andet end at vinde konkurrencen, for i takt med at eleverne forberedte sig til debatten, indså de, at det i høj grad handlede om deres eget liv.
”Vi lærte, at demokratisk ledelse er det bedste for alle parter – også på en skole. Vores skole blev slet ikke ledet demokratisk, og det kunne mærkes på den undervisning, vi fik,” fortæller Zacharia Taban Agustine på 20 år. Han går i senior 3 på St. Joseph’s Secondary School.
Eleverne besluttede sig for at få rektoren afsat, og da hverken skolebestyrelsen eller forældrerådet reagerede, gik eleverne selv ned til skoleforvaltningen i amtet. Demonstrationer er sjældne i Sydsudan, og politiet slår ofte hårdt ned på grupper, der offentligt viser deres utilfredshed. Alligevel valgte eleverne at gå den 3-4 kilometer lange tur til amtskontoret i samlet flok og med skilte med ordene ”Vi har brug for forandring”.
”Vi var ikke bange, for nu ved vi, at det er vores ret at sige fra og kræve demokrati på vores skole. Vi gik stille og roligt og hverken sang eller råbte, og vi ødelagde ikke noget på vores vej. Vi slog heller ikke rektoren. Det gik stille og roligt for sig,” siger Zacharia Taban Agustine.
Da eleverne nåede amtskontoret, kom politiet og bad dem om at gå tilbage til skolen, men inden de gjorde det, nåede de at tale med nogle af de ansatte i skoleforvaltningen, og senere samme dag blev rektoren afskediget.
”Jeg er glad for, at vi gjorde det, for nu får vi den undervisning, vi skal have, og vi elever kan gå til vores rektor og snakke med ham, hvis vi vil. Det er slet ikke, som det var før. Jeg er virkelig glad for, at jeg var med til de debatter, for jeg har lært så meget, som har betydning for mit liv,” siger Zacharia Taban Agustine.
Unge skal kende deres rettigheder
Debatkonkurrencer for skoleelever er et led i Yei Community Resource Centres demokrati- og ungdomsprogram, som støttes af Mellemfolkeligt Samvirke i Sydsudan. Formålet er at lære de unge om deres rettigheder.
”Vi vil gerne have de unge til at stille spørgsmål og kræve at de får indflydelse i de beslutninger, der bliver taget,” siger Eric J. Moses, som er leder af Yei Community Resource Centre. Han er glad for, at eleverne har kunnet bruge det, de har lært.
”Jeg synes, det er en god måde, de har valgt at gøre noget ved problemet. De vidste, hvem de skulle gå til, og i stedet for at køre konflikten på skolen videre, så gik de direkte til skoleforvaltningen. Det er en god fremgangsmåde, som jeg støtter fuldt ud,” siger han.
På amtet er direktøren for skoleforvaltningen ikke helt enig.
”Fremgangsmåden var dårlig, men de havde en god sag. At strejke er aldrig godt, for det skaber bare unødige problemer, så de skulle hellere have gjort mere for at få skolebestyrelsen til at reagere. Men under alle omstændigheder lykkedes det dem at gøre os opmærksomme på et problem, vi ikke kendte til. Det er godt, at eleverne kender deres egne rettigheder og kan gøre os opmærksomme på det, hvis der er noget galt. Vi kan nemlig ikke være alle steder,” siger Amule Felix Lasu, direktør for skoleforvaltningen i Yei River County.
|
|
"Jeg er virkelig glad for, at jeg var med til de debatter, for jeg har lært så meget, som har betydning for mit liv,” siger Zacharia Taban Agustine, elev i senior 3 på St. Joseph’s Secondary School. Foto: Janne Bruvoll.
|



