Hård start på valgkamp i Mozambique
Smadringen af to oppositionspartiers lokalkontorer blev det triste startskud på valgkampen før Mozambiques præsidentvalg. Valgkommission udelukker nyt parti fra at stille op i 9 af landets 13 valgkredse.
|
|
Mozambiques næsten enevældige regeringsparti, Frelimo, dominerer valgkampen. Partiet har et velsmurt kampagneapparat og masser af penge. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
|
15. september 2009
”Fat det så! Vi gider ikke ha´ jer her!”. Sådan lød det barske og voldelige budskab til Mozambiques to oppositionspartier, da valgkampen til det sydøstafrikanske lands præsidentvalg 28. oktober gik i gang.
Natten til søndag 13. september blev en lokalafdeling af Mozambiques nyeste parti, MDM, i den sydlige delstat Gaza nemlig smadret af unge iført T-shirts med regeringspartiet Frelimos logo. Tre MDM-folk blev kvæstet, en alvorligt, ved angrebet. Politiet greb ikke ind trods løfter om en nul tolerance-politik over for vold under valgkampen. Ordensmagten var også passiv, da en flok Frelimo-støtter satte ild til oppositionspartiet Renamos kontor og tre Renamo-folks huse i en kommune i Tete-delstaten i det centrale Mozambique.
Eneret på magten
João Pereira, professor i statskundskab ved Eduardo Mondlane Universitet i Mozambiques hovedstad, Maputo, ryster på hovedet af overfaldene og politiets manglende indgreb.
”Det beviser, at Frelimo mener at have eneret på magten, og at partiet kontrollerer statslige institutioner som politiet, der skulle være uafhængigt,” konstaterer João Pereira.
|
|
Daviz Simango, præsidentkandidat for Mozambiques nyeste parti, MDM, raser over, at hans parti er udelukket fra at stille op i 9 af landets 13 valgkredse. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
|
Det nye parti bidrog til, at der kort før valgkampens begyndelse blev sået tvivl om et andet statsligt organs selvstændighed. Tidligt i september udelukkede Mozambiques valgkommission, CNE, nemlig det nye parti fra at stille op i 9 af Mozambiques 13 valgkredse. Rod i papirerne hos mange af MDM´s kanditater til parlamentet lød forklaringen fra CNE. En række små partier blev også diskvalificeret fra at stille op i alle valgkredse.
Vild furore
Sagen vakte vild furore blandt Mozambiques uafhængige aviser, donorer, politiske kommentatorer og ikke mindst MDM´s leder og præsidentkandidat, Daviz Simango.
”Mord på demokratiet” og ”CNE forårsager politisk jordskælv” var blandt overskrifterne dagen efter valgkommissionens kontroversielle afgørelse. Fra donorsamfundet meddelte Sveriges ambassadør i Mozambique, Torvald Aakesson, i en kommentar på avisen Canal de Moçambiques hjemmeside, at ”Vi er meget oprørte over rapporterne, der giver os indtryk af, at de fundamentale principper for frihed, retfærdighed og gennemskuelighed i valgprocessen ikke bliver fulgt fuldstændigt.”
Ordene faldt efter møder mellem ambassadørerne fra EU-landene , USA, Canada samt Schweiz og først CNE´s leder og siden Mozambiques præsident, Armando Guebuza. Sagen er stadig ikke afsluttet.
Ud over en præsident skal Mozambiques 10 mio. registrerede vælgere udpege 250 medlemmer til landets parlament og 700 repræsentanter til forsamlingerne i de 10 delstater.



