Udpint. Jordtyveri tager overhånd i Afrika
ANALYSE: Investorers opkøb af enorme arealer af landbrugsjord i Afrika truer fattige bønders overlevelse. Der er behov for internationale regler kontrolleret af FN.
Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder for MS i Mozambique16. september 2009
STATERS OG MULTINATIONALE selskabers leasing og opkøb af enorme arealer af landbrugsjord i Afrika er gået helt over gevind. Den hæmningsløse handel truer lokale bønder, hvis overlevelse er totalt afhængig af at have jord, hvor de kan dyrke maniok, majs og andre afgrøder, og holde husdyr som kvæg og geder.
Væksten i den såkaldte "land grabbing" fik i går – på FN's 64. generalforsamling i New York – FN's særlige observatør for fødevaresikkerhed, Olivier De Schutter, til at varsle højeste alarmberedskab. Her præsenterede han FN's 192 medlemslande for en rapport med 11 anbefalinger. De skal være det første skridt mod at lave et internationalt FN-regelsæt, der skal kunne disciplinere stater, som ignorerer fattige bønder ved at sælge jord til investorer.
DET FÆNOMEN, der handler om opkøb af landbrugsarealer i u-lande, er ikke af ny dato, men det var især fødevarekrisen i 2007 og 2008, der fik de ofte tvivlsomme investeringer i jord til at eksplodere. Efter en rekordhøst i 2008 faldt priserne på fødevarer, men stater i især Mellemøsten og Asien var alligevel blevet så rystede, at de rettede blikket mod Afrika samt nogle af Asiens fattige lande i jagten på nye områder til at dyrke afgrøder for at sikre forsyninger af f. eks. ris og hvede til deres befolkninger.
Det har bl.a. resulteret i, at Kina er i færd med at sikre sig hhv. 2 mio. ha i Zambia og 2,8 mio. ha i DR Congo til landbrug og biobrændselsproduktion. I DR Congo er sydafrikanske landmænd desuden ved at lease 10 mio. ha; fire gange størrelsen af Danmarks landbrugsareal. Sydkorea indgik sidste år en aftale med Sudan om at dyrke hvede på 690.000 ha sudansk jord. Sammesteds har Egypten fået rettigheder til at producere to mio. ton hvede årligt til at brødføde sine indbyggere.
Mens det overstatslige FN først nu er ved at få sat ploven i jorden i kampen mod "land grabbing", har græsrodsorganisationer længe kæmpet mod staters og multinationale selskabers jordtyveri.
Bl.a. i Uganda, hvor en otte år gammel sag om fordrivelsen af 400 bønder fra deres jord har udviklet sig til en ubehageligt varm kop kaffe for den tyske Neumann Kaffee Gruppe; et af verdens største kaffefirmaer med plantager i 23 lande. I juni år indgav FIAN, en tysk menneskerettighedsorganisation, nemlig en klage over Neumann Kaffee Gruppe til Tysklands erhvervsministerium. FIAN's indsigelse handler om, at Neumann har overtrådt OECD's retningslinjer for multinationale firmaer ved ikke at modsætte sig, at folk uden videre må forlade den jord, der udgør deres levebrød.
DEN HÅRDE skæbne med at blive jaget fra hus, hjem og den livsvigtige jord har ramt og vil ramme tusinder af fattige bønder i u-lande. Oftest står de fordrevne landmænd og deres familier på bar bund, fordi de sjældent har papir på jorden og derfor er uden mulighed for retshjælp.
En af årsagerne er, at de fattige landes regeringer kappes om at tiltrække investorer, der kan sikre dem maksimal profit uden hensyn til følgerne. Spillet om jorden foregår ofte med lyssky aftaler, der – ledsaget af store summer og gaver i form af luksusbiler og lignende – er svært gennemskuelige og umulige at forstå for en lokalbefolkning, hvoraf mange er analfabeter. Og skulle et landbrugsprojekt vise sig at slå fejl eller være urentabelt, kan investoren altid prøve lykken i et andet land eller region – i modsætning til bønderne. De er bundet til deres jord, som vil være ubrugelig for dem i mange år efter at være blevet ryddet for buske, træer og anden vegetation samt udpint af kunstgødning og dyrkning af én afgrøde.
MEN HVAD SÅ? Skal bønder i u-landene ikke have del i udviklingen og få udsigt til et moderne liv, men fortsat leve en tilværelse, som deres forfædre gjorde i århundreder før dem? Og er det pr. definition forkert, at en udenlandsk investor køber eller leaser jord i et uland? Ikke nødvendigvis.
Der findes solstrålehistorier, om end de er få. Det engelsk baserede firma ExAgris Africa giver cirka 20 procent af sin kommercielle landbrugsjord i Malawi til sammenslutninger af småbønder, sørger for uddannelse og giver kreditter, ligesom selskabet tilbyder bedre priser for de lokale landmænds varer. På den positive side tæller også, at flere lande er ved at få øjnene op for, at "land grabbing" skal under kontrol. Det gælder ikke kun nationer i den traditionelt rige verden i nord. F.eks. har Brasilien en høj etisk profil på området for fødevaresikkerhed, mens et decideret u-land som Burkina-Faso i Vestafrika også har sat fødevaresikkerhed og jordrettigheder på dagsordenen.
MEN DET ER stadig for tidligt at tage de superoptimistiske briller på, så længe Kina uden skelen til hverken etik, moral eller fattige bønder tromler fremad på det afrikanske kontinent i jagten på profit og jord, hvor der skal produceres ris og andre afgrøder til det kinesiske folk.
