Uganda: Dialogmøder i Koboko skaber resultater
MS' partner KOCISONET har afsløret svindel for 46.000 kr. i et landbrugsprogram og fået skolebygninger og vandpumper forbedret. KOCISONETs metode kombinerer borgerkontrol af offentlige ydelser med dialogmøder mellem borgere og lokale myndigheder.
|
|
Frivillig monitor Asiku Akubaru (th) kontrollerer sammen med Alli Khalifan fra KOCISONET, om de offentlige budgetter er brugt rigtigt i en skole i Lobulu Kommune i det nordvestlige Uganda.
|
16. september 2009
På overfladen var alt tilsyneladende i den skønneste orden. Landsbrugsprogrammet NAADS kørte som det skulle. I papirer og regnskaber stod der sort på hvidt, at småbønderne i Lobule kommune fik, hvad de var blevet lovet: Hurtigt voksende frø- og kornarter, bistader og sikkerhedsudstyr til at ”høste” honningen og undervisning i alt det, som skulle være med til at modernisere landbruget i kommunen og mindske fattigdommen. Men alligevel var der noget, som ikke stemte.
Bønderne klagede over, at de ikke havde fået alle de bistader, de skulle have. De sagde også, at de manglede sikkerhedsudstyr og træning i, hvordan man brugte alle de nye ting.
Som medlem af den lokale indkøbskomite under NAADS undersøgte den 34-årige Asiku Akubaru derfor regnskaberne nøjere. Og han opdagede, at indkøbsreglerne ikke blev fulgt.
Koordinatoren af landbrugsprogrammet inddrog ikke indkøbskomiteen i sit valg af leverandører, som der stod i reglerne, at han skulle. Koordinatoren valgte i stedet sine egne leverandører og brugte Lobules kommunaldirektør som medsammensvoren. Hver gang der var foretaget et indkøb, skrev begge parter under, som om alt var i sin skønneste orden. Men i virkeligheden stoppede de en del af de penge, som de afregnet for, i deres egne lommer.
• NGO-netværket KOCISONET består af 37 mindre civilsamfundsgrupper og arbejder for at udvikle det lokale demokrati i området.
• Siden december 2007 har KOCISONET arrangeret fire årlige dialogmøder mellem borgere, politikere og teknisk personale i Koboko Amts nu i alt syv kommuner og to årlige høringer på amtsplan. Netværket står også for "Koboko Day" i december, hvor også parlamentsmedlemmer og ministre deltager.
• Netværket sender en times radio hver fredag aften med borgeroplysning om demokrati og menneskerettigheder.
• Netværket arrangerer to offentlige forumteater-forestillinger månedligt
• Netværket har 20 frivillige monitorer, der hver står for tre månedlige undervisningsseancer om demokrati på landsbyplan.
• KOCISONET modtager årligt 400.000 kr. fra MS.
Frivillig "monitor" i KOCISONET
Udover at sidde i NAADS' indkøbskomite har Asiku Akubaru siden 2006 været frivillig "monitor" – dvs. kontrollør – for KOCISONET. Det er en paryplyorganisation for 37 mindre organisationer i Koboko Amt og en af MS' partnerorganisationer, der arbejder for at udvikle det lokale demokrati. Som frivillig monitor repræsenterer Asiku Akubaru almindelige borgere interesser. Han kontrollerer, at de kommunale serviceydelser fungerer, og går i dybden med om de afsatte penge i de kommunale budgetter for skole- og sundhedssektoren også bruges til det, som de er øremærket til.
Asiku Akubaru arbejder med et team af seks andre frivillige i Lobule Kommune, og sammen fandt de ud af, at NAADS' koordinator havde snydt for mindst 12.000 kr. omregnet til danske penge.
Denne viden tog de med tilbage til KOCISONET, så de kunne tage sagen op på et af de dialogmøder, som KOCISONET afholder for almindelige borgere og kommunale embedsfolk og politikere. Møderne foregår hver fjerde måned i alle amtets kommuner og giver borgere og myndigheder mulighed for at se hinanden i øjnene og diskutere eventuelle mangler i den offentlige servicesektor
Dialogmøde og ombudsmand graver dybere
Bølgerne gik højt ved det næste dialogmøde. NAADS' koordinator deltog i mødet, men nægtede pure at have snydt. Alle bistader var leveret og sat op, og sikkerhedsudstyret var på plads, hævdede han. Der havde også fundet træning sted. Lobules kommunaldirektør deltog også i mødet og bakkede koordinatoren op.
Men Asiku Akubaru og KOCISONET var ret sikre på, at de to ikke havde rent mel i posen, og overgav derfor sagen til Ugandas ombudsmand, som lavede sin egen undersøgelse. Den viste, at der ikke kun var svindlet for 12.000 kr., men derimod for 46.000 kr. – og både koordinatoren og kommunaldirektøren havde andel i snyderiet.
Kommunaldirektøren fik tre måneder til at tilbagebetale sin andel – hvilket han aldrig gjorde, hvorefter han blev fyret. NAADS' koordinator blev derimod overført til en anden kommune. Lobule Kommune og bønderne blev også straffet, selv om de ingen andel havde i snyderiet – NAADS-programmet blev midlertidigt suspenderet i knap et år.
|
|
Snyd i kommunen går ud over ud over rigtig mange almindelige mennesker, fortæller Signe Plange, der er udviklingsarbejder for MS hos KOCISONET.
|
"Det er desværre et mønster, at hver gang en enkelt person i det offentlige system snyder, så går det ud over rigtig mange almindelige mennesker", fortæller Signe Plange, som har arbejdet for KOCISONET som udviklingsmedarbejder i knap to år.
Hun er derfor også en varm fortaler for organisationens metode til at udvikle det lokale demokrati, fordi den kombinerer borgerkontrol af serviceydelser med offentlige dialogmøder, hvor både borgere og myndigheds-repræsentanter er til stede.
Borgerkontrollen, som udføres af de frivillige monitorer, giver både medansvar og bevirker, at der arbejdes med konkrete sager og ikke teori. Dialogmøderne giver borgerne mulighed for at stille deres lokale ledere til ansvar for konkrete mangler i de offentlige ydelser, ligesom de lokale ledere får mulighed for at forklare sig.
Skepsis over for dialogmøder i starten
Men det har været en proces at nå dertil, og især dialogmøderne har skullet finde deres rette form og blev mødt med mistænksomhed i starten.
"I begyndelsen var både politikere og embedsfolk skeptiske overfor os. Men de fleste forstår efterhånden, at vi ikke angriber dem personligt, men bare ønsker, at vores skoler, veje, brønde, rør og hospitaler fungerer, som de bør", siger KOSICONETS koordinator gennem fem år, Grace Akandru.
Det forbedrede samarbejde mellem borgere og myndigheder skyldes, at KOCISONET efterhånden har lært at styre møderne, så de er konstruktive, og så alle deltagere kommer til orde på en ordentlig facon. Møderne bliver også holdt regelmæssigt, dvs. hver tredje måned på kommunalplan.
Fra 2009 har KOCISONET også foranstaltet to årlige dialogmøder på amtsplan. Det betyder, at de sager, som ikke kan blive løst på kommunalplan, kan blive taget op på amtsplan, hvor beslutningskompetencen er størst.
Det bedste er dog, at KOCISONET kan fremvise synlige forbedringer i den offentlige sektor. Endnu ikke i form af statistikker over succesrater, men med på listen over resultater er brønde, som er blevet boret, og skolebygninger, som er blevet forbedret efter at være syltet i årevis. På visse skoler har KOCISONET også fået sat en stopper for såkaldte ”spøgelseslærere”, der figurerer på lønningslisterne, men aldrig viser sig i klasserne.
Ny manual: "Track Your Money"
KOCISNETs arbejdsmetoder kan dog sagtens strømlines og strammes yderligere op. MS har derfor taget initiativ til at udarbejde en manual i sammen med KOCISONET og de 13 andre lokale partnere, der arbejder med at udvikle Ugandas demokrati på lokalplan.
Under titlen "Track Your Money" giver manualen faste retningslinjer for hvilke fakta, der skal være på plads, før man kan udtale sig om, hvorvidt budgetterede penge bliver brugt, som de skal. Manualen giver også gode råd om, hvordan man henvender sig til lokale myndigheder uden at rage uklar med dem. Manualen vil blive taget i brug fra 1. januar 2010.





