Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Organisationer står sammen for demokrati i Kenya

Flere organisationer i Kenya går nu sammen i større enheder for at effektivisere kontrollen af offentlige instanser og forbedre de oplysningskampagner, der skal styrke civilbefolkningens rettigheder.

"Alle vores monitorer er lykkelige for nu at være del af en fælles indsats," siger Ibrahim Wako, der både arbejder for pastoralistorganisationen PWHE og den nye fællesorganisation ISAG i Isiolo i det nordlige Kenya. Foto: Søren Bjerregaard.
"Alle vores monitorer er lykkelige for nu at være del af en fælles indsats," siger Ibrahim Wako, der både arbejder for pastoralistorganisationen PWHE og den nye fællesorganisation ISAG i Isiolo i det nordlige Kenya. Foto: Søren Bjerregaard.
Af Søren Bjerregaard, informationsmedarbejder for MS i Kenya

17. september 2009

Isiolo i det nordlige Kenya og Siaya vestpå er to distrikter, hvor budgetmonitorer og barfodsjurister er gået sammen for at undgå overlap, udnytte hinandens resultater og forbedre arbejdet med at sikre befolkningens rettigheder.

Isiolo samler kræfterne
I Isiolo er MS Kenya-partneren Pastoralist Women for Health and Education (PWHE) gået sammen med Pastoralist Resource Exploitation Management & Advocacy Programme (PREMAP) og ActionAid for at styrke uddannelsesindsatsen overfor civilbefolkningen og overvågningen af myndighedernes brug af ressourcer.

”Alle monitorerne er meget lykkelige for, at de er blevet en del af en fælles indsats. Før duplikerede vi den samme indsats i de forskellige organisationer. Nu er vi tre organisationer, der arbejder sammen og taler med den samme stemme,” siger Ibrahim Wako, der både arbejder for PWHE og den nye samarbejdsorganisation ISAG.

ISAG’s oplysningsprogram nåede i maj og juni ud til 755 borgere og er godt i gang med at systematisere overvågningen og uddannelsen af fundmanagere, politikere og embedsmænd. ISAG, der startede op i løbet af det tidlige forår, har allerede en bestyrelse og en officiel registrering er på vej.

Isiolo har hårdt brug for udviklingskroner, men de mange fonde, som kan søges i det tørkeramte distrikt, er svære at gennemskue, og indtil nu har ingen haft et overblik over, hvordan pengene bliver brugt.

”Vi har måske 14 forskellige fonde, og det er alt for mange. Vi skulle have bare én enkelt fond, så folk kunne gennemskue, hvor pengene kommer fra. Det ville gøre overvågningen og befolkningens deltagelse langt nemmere,” mener Ibrahim Wako.

Ifølge Ibrahim er en af ISAG’s vigtigste opgaver at undersøge om de projekter, der udføres af de statslige udviklingsfonde, er i overensstemmelse med befolkningens ønsker.

”Fondene har ikke været gode til at lytte til, hvad der rent faktisk er brug for. Vi forklarer civilbefolkningen hvilke høringer, de skal deltage i, og hvilke folk, de skal henvende sig til, hvis de vil have indflydelse,” fortsætter Ibrahim.

Ny koaliation i Siaya
Også omkring Kisumu længere vestpå samler organisationer nu kræfterne i kampen for et stærkere lokaldemokrati. Organisationen Kenya Community Paralegal Association (KCPA) er ved at starte Siaya Anti-Corruption Coalition op. Koalitionen er medlemsbaseret, og alle organisationer og enkeltpersoner, der kæmper for et stærkere civilsamfund, kan blive medlemmer.

To af opgaverne er at styrke befolkningens deltagelse i styringen af offentlige udviklingsfonde og at presse på for mere folkelig deltagelse samt gennemskuelige og ukorrupte arbejdsgange hos de lokale myndigheder.