En for alle...

Chico Peña arbejder frivilligt i COMUS, som arbejder med forsoning og rådgivning i 40 lokalsamfund i El Salvador.

Af Mette Engel Friis

29. januar 2004

Den lave eftermiddagssol trænger gennem bladhænget i en støvet vifte. Rammer manden der med sin søvnige datter på armen kommer trækkende med familiens oksespand igennem den lave bevoksning. Duften af fritvoksende krydderurter stiger op fra skovbunden, efterhånden som det lille følge rammer dem på deres vej.

Øjeblikket rummer al verdens ro og sindsligevægt.

Og Chico Peña forstår at nyde harmonien, for han har prøvet alle andre yderligheder. Fattigdommen, hvor der ikke var råd til hverken okser eller at spise sig mæt. Krigen, hvor ingen kunne gå i sikkerhed i skoven eller på sin jord. Og jordskælvene, hvor intet hus kunne yde ly mod faren.

Ikke at de hårde tider har sat sig udvendige spor i hans ansigt eller imødekommenhed. Et hjerteligt smil viger kun sjældent. Og en uendelig optimisme for morgendagen fortøjet i ægte tro på, at nu går det fremad med gode menneskers hjælp, præger hans ord og handlinger.

”Livet er bedre i dag end nogensinde,” fastslår han.

Medgang skal deles

”I 1990 ventede min kone vores første datter. Vi havde ikke noget hus, og jeg havde ikke arbejde. Lige da det så værst ud, fik jeg forbindelse med COMUS, og de hjalp mig med lån til kaffeproduktion og med lægehjælp, så jeg ikke skulle bruge en masse penge på dyre læger til min kone. De hjalp mig, så jeg kunne spare sammen til et hus, til dyr og jord.”

Så meget medgang kunne have resulteret i, at Chico Peña havde lagt sig mageligt til rette i sin hængekøje og funderet over fremgangen. Men det er langt fra hans natur. Held er Guds vilje, og man skal ikke hvile på laurbærerne. Medgang fordobles ligesom kærlighed, hvis man deler ud af den, er hans filosofi.

Derfor begyndte Chico Peña selv at arbejde frivilligt i COMUS. Han ville hjælpe andre på samme måde, som han selv havde modtaget hjælp til et bedre liv.

Organisationen blev oprettet i 1989, mens borgerkrigen endnu rasede. I starten arbejdede den mest med hjælp til bønderne, som var hårdt ramt af krigen. Da fredsaftalen blev underskrevet i 1992, ændrede arbejdet sig også.

For at samfundet skulle fungere og heles, var det nødvendigt at bringe folk fra begge fronter sammen igen. Had og mistro var de værste ukrudtsplanter, og de truede med helt at kvæle væksten.

Derfor kastede COMUS sig ud i arbejdet med forsoning.

”Efter 12 års borgerkrig var vi trætte. Folk var parate til at komme videre. Gradvist fik vi dem til at arbejde sammen om forskellige projekter. Og det lykkedes, fordi vi selv gik foran som eksempel. Vi arbejdede med alle grupper, uanset hvilken side de var på under krigen,” fortæller Chico Peña.

480 familier blev konkret hjulpet til at få skøde på deres egen jord, og man hjalp hinanden i gang med at dyrke kaffe og andre afgrøder.

”På grund af krigen, og fordi min familie var fattige, har jeg aldrig gået i skole. I dag er situationen bedre, og om Gud vil, kommer mine døtre i hvert fald til at gå i skole til og med 9. klasse.”

Chico Peña

Kaffekrisen

Da kaffekrisen for alvor blev et faktum midt i 90’erne, slap rådvildheden igen ind. Hvad skulle man nu stille op?

Det var på det tidspunkt, COMUS indledte sit samarbejde med MS.

”MS var stort set de eneste, der støttede os på det tidspunkt, og de var en fantastisk vigtig strategisk allieret. De gav os troen på, at der var en vej ud, og MS hjalp os til at begynde at dyrke urter til naturmedicin, økologisk sesamfrø – og senere også til at få gang i en produktion af økologisk højlandskaffe. Produkter som vi i dag sælger til hoteller, restauranter og butikker rundt om i El Salvador,” siger Chico Peña. Stoltheden er ikke til at tage fejl af. For selv om hjælpen udefra var essentiel, så havde den været nytteløs, hvis de små samfund ikke havde været parate til at lære og satse.

De milde, brune øjne er blevet alvorlige. Det glade smil er afløst af stramme læber. Chico Peña og hans naboer er kommet langt. De har fået syn for deres egen styrke.

”Vi var alle sårede efter krigen. Mest var sjælen og tilliden ødelagt. Men i dag har vi forstået, at vi må stå sammen for at komme videre. Vi kan se, at politikerne fester og drikker sammen, uanset hvilken fløj de tilhører. De er magthaverne, og det, de kan enes om, er, at de prøver at udnytte og bruge os, de fattigste. Derfor må vi stå sammen om det faktum, at vi er bønder og fattige. Og det skaber et sammenhold, som man kan bygge solide mure på.”

Lille Catherin Vanessa har fornemmet omslaget i sin fars humør. Hun vågner med et sæt. Og med det samme er Chico Peña sit gamle, blide selv igen. Han stryger kærligt sin datter over kinden.

”Forstår du, hvad jeg mener? Der er så mange grunde til at arbejde sammen,” siger han stille.