Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Honduras:

Afsat præsident er vendt tilbage

Manuel Zelaya overrasker og vender tilbage til Honduras. ”Jeg er her for at genoprette demokratiet og for at opfordre til dialog,” erklærer han fra den brasilianske ambassade i Tegucigalpa.

Gorillaen har været kupmodstandernes symbol på undertrykkelsen siden den 28. juni. I dag vendte demonstranterne bundet i vejret på 'maskotten' foran den brasilianske ambassade i Tegucigalpa, mens de ventede på at Zelaya skulle komme frem. Foto: Carlos Ruiz.
Gorillaen har været kupmodstandernes symbol på undertrykkelsen siden den 28. juni. I dag vendte demonstranterne bundet i vejret på 'maskotten' foran den brasilianske ambassade i Tegucigalpa, mens de ventede på at Zelaya skulle komme frem. Foto: Carlos Ruiz.
21. september 2009

Af Christian Korsgaard, informationsmedarbejder, MS Mellemamerika 

Manuel Zelaya, den honduranske præsident som den 28. juni blev afsat ved et kup i det mellemamerikanske land, er i dag vendt hjem.

Zelaya krydsede angiveligt sammen med fire andre personer grænsen for to dage siden og ankom mandag morgen til hovedstaden Tegucigalpa. I øjeblikket befinder han sig på den brasilianske ambassade i Tegucigalpa og har netop afsluttet et pressemøde. Store menneskemængder fylder ifølge lokale kilder gaderne omkring ambassaden og FN-kontoret, hvor det i første omgang var rygtedes, at Zelaya befandt sig.

”Jeg er her i Tegucigalpa, Honduras' hovedstad. Jeg er her for at genoprette demokratiet og for at opfordre til dialog,” udtalte Zelaya til den lokale Canal 36, der som den eneste honduranske tv-station konsekvent har fordømt det knap tre måneder gamle kup.

Overraskende tilbagevenden

Zelayas tilbagevenden kommer som en stor overraskelse for de fleste, idet det i denne uge var ventet, at han ville deltage i FNs generalforsamling i New York, netop for at lægge yderligere, internationalt pres på de facto regeringen. Selv Zelayas ideologiske forbundsfælle, den venezuelanske præsident Hugo Chavez, var tydeligt overrasket, da han i løbet af mandag formiddag kunne meddele, at Zelaya rent faktisk var vendt tilbage.

”Vi er glædeligt overraskede over at Manuel Zelaya er i Tegucigalpa og vi forlanger, at kupmagerne respekterer hans liv og ære, og giver magten tilbage til ham,” sagde Chavez.

Den samme besked har generalsektæren for Organisationen af Amerikanske Stater, José Miguel Insulza, givet. Ifølge Zelaya vil Insulza onsdag ankomme til Honduras for at hjælpe den afsatte præsident med at genindtage embedet.

De facto regeringen har endnu ikke anerkendt Zelayas tilstedeværelse i landet, men afviser historien som ”medieterrorisme”. De facto præsident Roberto Micheletti, har smilende forklaret pressen, at Zelaya fortsat befinder sig ”i en suite på et hotel i Nicaragua.”

Tusinder af Zelaya- og demokratistøtter har hele dagen fyldt hovedstadens gader. Billedet stammer fra omådet omkring den brasilianske ambassade. Foto: Carlos Ruiz.
Tusinder af Zelaya- og demokratistøtter har hele dagen fyldt hovedstadens gader. Billedet stammer fra omådet omkring den brasilianske ambassade. Foto: Carlos Ruiz.

Militæret afventer tilsyneladende situationen 

I løbet af morgenen har der – bortsat fra at gaderne altså er fyldte af syngende, flagviftende og glade mennesker – været roligt i Tegucigalpa og hverken militæret eller hæren har reageret på nyheden.

I løbet af den seneste times tid har medier dog meldt om flere soldater og mere politi i gaderne, og sikkerhedsstyrkerne overflyver i øjeblikket området omkring den brasilianske ambassade. Fra alle sider opfordres der til at forhindre en gentagelse af den militære voldsomhed, som ved tidligere demonstrationer mod kuppet har kostet flere menneskeliv.

Den uklare situation til trods, ser kupmodstanderne nu optimistisk på muligheden for at få genoprettet den grundlovmæssige orden, som blev brudt med kuppet i juni.

Det er dog endnu alt for tidligt at kunne erklære kuppet for overstået – og uanset hvad der måtte ske de kommende timer, så vil der gå uger, måneder, ja måske endda år, før de demokratiske sår efter de seneste tre måneders begivenheder er lægt.