Sonam fra Ladakh bygger grønne skoler i Nepal
Sonam Wangchuk er advisor på udviklingen af klimavenlige skoler i Nepal. Ved primært at bygge i jord kan man lave bygninger, der er varme om vinteren og kølige om sommeren – og som tilmed er jordskælvssikrede.
|
22. september 2009
Sonam Wangchuk holder med en særlig ømhed på den store byggesten, der er lavet af jord og en lille smule cement. Det er en af de sten, der har været brugt til at bygge skoler i det sydlige Nepal. Sonam fortæller, at de har brugt en blanding af jord og cement for at gøre stenene modstandsdygtige overfor den voldsomme monsun, der kommer én gang om året. ”Hvis man bygger i områder uden så meget regn, kan man faktisk gøre det helt uden cement. Det er både rigtigt godt for miljøet, og så er jord jo billigere end cement”, bemærker han.
Sonam Wangchuk kommer fra den indiske delstat Ladakh, der ligger i isolerede bjergegne på grænsen mellem Indien og Kina. Han er uddannet ingeniør med speciale i alternativ energi og brugte bagefter ti år på at forbedre undervisningssystem og samtidig bygge klimavenlige skoler i Ladakh.
I 2002 kom han til Bardiya i Nepal for at arbejde med et skoleprojekt, som MS støttede med midler indsamlede af Operation Dagsværk. Sonam opdagede hurtigt, at de traditionelle skoler af cement eller træ og med bliktag var rigtig dårlige for børnenes indlæring.
”Da jeg kom i december, var det kun halvdelen af børnene der var i skole, fordi det var så koldt”, siger Sonam, ”Og den halvdel, der var i kommet i skole, brugte deres skolebøger til at hænge op foran vinduerne, så de kunne tage lidt af kulden.”
Med sine egne erfaringer fra Ladakh og metoder fra et indisk institut for alternative byggerier, lykkedes det Sonam at få opført to skoler i Bardiya, der er baseret på sten lavet af jord og 6 pct. cement. Jorden kan lokalbefolkningen selv grave op, så på den måde kan de give det lovpligtige eget-bidrag til skolebyggerier i form af arbejdskraft og undgå dyre regninger til indiske og kinesiske cementproducenter.
|
To grønne skoler blev til seks
De to skoler er siden blevet til seks, og nu er Sonam ansat som advisor og skal sammen med Ingeniør Instituttet i Kathmandu udvikle forskellige prototyper, der kan bruges i Nepals mange forskellige geografiske områder fra det flade syd til Himalaya i nord.
Projektet går også ud på at give de ingeniører, der bliver uddannet på instituttet, en fornemmelse af, hvad man kan bruge jordbyggerier til, og Sonam håber på langt sigt at kunne udbrede viden og metoder til hele Nepal og til andre steder i regionen.
”Det er jo en skam, at folk kun lærer at bygge i brændte sten og cement, når nu to tredjedele af befolkningen stadig bor i helt traditionelle huse bygget af jord”, mener Sonam Wangchuk.
”De næste år skal der bygges 50.000 skoler i Nepal, og mit mål er, at vi kan lave en model, der gør, at så mange som muligt af dem kan bygges billigt og klimavenligt”, siger Sonam håbefuldt og tilføjer, at han netop fordi han selv kommer fra den tilbagestående region Ladakh har særligt gode muligheder for at gøre projektet succesrigt.
”Det giver mig en fordel i, at jeg bedre forstår kulturen, og det gør, at jeg måske har bedre muligheder for at finde lokale løsninger”, mener Sonam og tilføjer: ”Andre gange er der brug for den friskhed og de helt nye øjne på sagen, som en dansker vil kunne bidrage med.”





