Døgnet, Honduras aldrig glemmer

MS udviklingsarbejder i Honduras, Benedikte Jeppesen, har siden kuppet i juni opholdt sig i Nicaragua. Men mandag rejste hun til Honduras for at ”ordne noget papirarbejde” – tilfældigvis den dag hvor den afsatte præsident Manuel Zelaya vendte hjem.

"Folk kom løbende til fra alle vegne, man kunne se, at de havde smidt hvad de havde i hænderne for at komme afsted – en læge kom løbende med kitlen flagrende efter sig," fortæller Benedikte Jeppesen om sit besøg foran den brasilianske ambassade i Honduras. Foto: Carlos Ruiz.

Af Benedikte Jeppesen, udviklingsarbejder, MS Mellemamerika

Det var dejligt at komme tilbage til Tegucigalpa efter næsten tre måneder i eksil. Også selv om jeg kun skulle være her et par dage – længe nok til at få noget papirarbejde i orden. På overfladen lignede det, at alt var som det plejer at være. Masser af folk og biler i gaderne og ingen der stillede spørgsmål i lufthavnen. Jeg lejede en bil, skruede op for Radio Globo, og kørte afsted til hotellet.

I løbet af de tyve minutter det tog mig at nå frem, blev situationen i Honduras vendt på hovedet. Pludselig lød det i radioen – ”vi har fået at vide fra troværdig kilde, at Manuel Zelaya er i Honduras!”. Da jeg havde afleveret mine ting på hotellet og kørte videre til kontoret, forlød det, at Zelaya befandt sig i FN-bygningen i Tegucigalpa. Jeg blev ved kontoret længe nok til at få MS’ programofficer Carlos Ruiz med i bilen, og så kørte vi ud for at se hvad der skete.

Vi kunne ikke komme tæt på FN-bygningen. Der var allerede alt for mange mennesker. Folk kom løbende til fra alle vegne, man kunne se, at de havde smidt hvad de havde i hænderne for at komme afsted – en læge kom løbende med kitlen flagrende efter sig. Modstandsbevægelsen, som havde været igang med dagens march et andet sted dukkede op, og journalister sværmede rundt over det hele. Alle var blevet taget på sengen, også Roberto Micheletti, som i Radio HRN hånligt udtrykte, at Mel aldeles ikke var i Honduras – han sad nok i en suite i det nordlige Nicaragua.

Vi kørte tilbage til kontoret og jeg gik igang med mit papirarbejde. En time senere kom den endelige bekræftelse – Zelaya var blevet set, ikke i FN-bygningen, men i den brasilianske ambassade! Carlos og jeg kiggede på hinanden, tog bilnøglerne og kørte afsted igen. Denne gang parkerede vi bilen nogle gader væk og gik ind i menneskemængden – så tæt på ambassaden, som vi kunne komme. Der var en fantastisk stemning. Mennesker fra alle sociale lag blev blandet sammen til en stor glad masse, der sang og råbte slagord. Folk kravlede op på murene ved de omkringliggende huse for at forsøge at få et glimt af Zelaya. Der blev uddelt gratis drikkevand, doneret af en eller anden virksomhed, og der blev solgt CD’er med revolutionær musik, hatte a la den Zelaya har, røde tørklæder og Che Guevara t-shirts. Alle smilede og var venlige – og jeg var helt euforisk over endelig at være med, bare det lille øjeblik.

Tilbage til kontoret for at sende nyheden ud. Alting tegnede lyst, og Radio Globo snakkede om, at nu var kup-tiden forbi. Den lille nagende fornemmelse af, at det måske ikke ville gå så nemt, skubbede vi til side. Lige nu var alt godt, Mel var vendt tilbage og havde indkaldt til dialogmøde med alle partier – nu skulle alting nok løse sig.

Klokken kvart i fire fik jeg nyheden om, at kup-regeringen havde beordret udgangsforbud – fra klokken fire! Ud til bilen – hotellet ligger bare to km. væk fra kontoret, så jeg kunne godt nå det inden klokken fire. Troede jeg… Gaderne var et stort kaos af biler, ingen respekterede lyskrydsene og ingen dirigerede – politiet var optaget med andre ting (ved den brasilianske ambassade). Jeg nåede frem efter en halv time.

Og så har jeg været på hotellet siden. Jeg bor lige overfor en stor TV-bygning som er ejet af kup-støtter, så i dette område er hverken strøm, vand eller internet-forbindelse blevet afbrudt. Radio Globo virker ind i mellem over nettet, Canal 36, som er kup-modstander, har været lukket i et døgn, men er nu igang igen. Så jeg sidder midt i balladen og forsøger at følge med i hvad der foregår.

En ven fra en af vores partnerorganisationer har netop ringet og sagt, at de er på gaderne, og har tænkt sig at blokere de store færdselsårer i Tegucigalpa onsdag klokken seks. Dette på trods af, at udgangsforbuddet endnu engang er blevet forlænget – indtil videre natten over. Jeg er glad for, at folk ikke længere vil finde sig i denne vanvittige undertrykkelse! Men jeg er også bange for, hvad der kan ske med mine venner. Militæret og politiet har taget et stadion i brug for at have plads nok til alle de mennesker, som de tilbageholder. Hvad der sker inden for murene ved vi ikke.

Fra ’normaliseret’ undertrykkelse til euforisk jubel til aktiv og brutal undertrykkelse på ét døgn. Det blev et døgn som hverken jeg eller Honduras nogensinde vil glemme! Papirarbejdet fik jeg aldrig gjort færdigt – pludselig virker det også uendeligt ligegyldigt…