Tanzania: Fra ni til 21 landsbyer

Pengene fra Danmarksindsamlingen 2009 er gået til kvinders adgang til jord i Kiteto-distriktet i Tanzania.

Kvinderne er en vigtig brik i at få konflikter løst. Mødre fra begge grupper ønsker skolegang til børnene, vand, bedre kost og sundhedsfaciliteter.

‘CORDS’ målsætning er at give kvinder ejerskab til resourcer - jord såvel som afgrøder og dyr. Det kan ikke lade sig gøre, hvis vi ikke først sikrer landsbyens jord, og laver fælles aftaler for hvordan den skal anvendes,’ indleder Seela Sainyeye, og fortsætter:

'CORDS hjælper først og fremmest landsbyerne med at markere deres grænser (op til eksempelvis andre landsbyer, skovarealer eller nationalparker). Dernæst bliver optegnelserne omsat til kort, der bliver stemplet og underskrevet, og således juridisk gyldige dokumenter. Denne sikring er vigtig i forhold til eventuelle konflikter med andre landsbyer, men også i forhold til folk, der kommer udefra og prøver at overtage jorden (‘land grabbers’, red.)’

Seela Sainyeye er maasai og født i nabodistriktet Simanjiro, der strækker sig fra Kiteto op mod Arusha. Hun har arbejdet for CORDS de sidste 10 år, og er ikke i tvivl om, at der gradvis har fundet forandringer sted i kvindernes selvopfattelse og motivation.

‘Mænd og kvinder er forskellige, det ligger i vores kultur,’ fortæller hun, og forklarer at kvinder generelt handler mere ansvarligt end mænd, men at kvinder også traditionelt har fået at vide at de skal være passive.

‘Vi ønsker at ændre dette, og CORDS er her for at lære kvinder, at de kan bidrage og tage ansvar.’

Et skub i den rigtige retning

En stor del af CORDS' aktiviteter er at facilitere arealanvendelsesplanlægning, som betyder at landsbyen i fællesskab skal beslutte hvordan jorden skal fordeles. Hvor skal der være græsning til dyrene, hvor skal skolen ligge og hvem kan dyrke hvilke jordlodder?

En vigtig del af heraf er at sørge for, at kvinderne sikres et stykke jord, de kan dyrke - og netop derfor er den process, der skal sikre landsbyens grænser udadtil, en forudsætning for hvorledes jorden anvendes internt i landsbyen, samt for kvindernes rolle i jordfordelingen.

Oveni arbejder CORDS med undervisning af kvinder i rettigheder samt med almen oplysning om jordlovgivningen, men også med at give viden og hjælp til dyrkning af landbrug samt indkomstskabende aktiviteter. I flere landsbyer har disse processer forløbet sideløbende, hvilket optimerer CORDS' indsats

Og derfor har pengene fra Danmarksindsamlingen i den grad givet et skub i den rigtige retning. I april 2009 var pengene fra Danmarksindsamlingen overført, og siden april er CORDS rykket fra kun at arbejde i ni landsbyer til 21. Det betyder at flere mennesker får glæde af CORDS’ arbejde, men også at der i de enkelte landsbyer sker en forstærkning af det arbejde som CORDS allerede har været i gang med. Nu kan CORDS nemlig kombinere aktiviteter med at uddanne kvinder sideløbende med jordregistreringen.

Processen er så at sige blevet speedet op, og spredt ud til flere landsbyer og flere mennesker.

I april 2009 var pengene fra Danmarksindsamlingen overført, og siden april er CORDS rykket fra at arbejde i ni landsbyer til 21.

Her er salt ingen selfølge

Da CORDS i maj måned indsamlede data på antallet af kvinder der har adgang til forskellige typer af ressourcer, var der dels fundet en stigning sted i antal, men også i spredning fra jord og smådyrehold til for eksempelvis at eje små butikker. Adgangen til at dyrke jord betyder, at kvinden kan forsørge familien enten direkte via afgrøderne eller via salg.

Seela Sainyeye fortæller, at kvinderne beretter med stolthed om deres fremskridt, og at det gør en forskel når en kvinde ser sig selv som bidragyder: ‘En kvinde sagde f.eks.; ‘Jeg spørger ikke mere min mand om penge til salt!,’ fortæller Seela med et smil - som fortæller, at her er salt ingen selvfølge.

Kvindernes udsagn fra Maasailand er stærke, fordi de udtrykker en forandring fra at være en passiv kvinde, der ikke forventes at bidrage, til at være en kvinde der handler. Og maasaikvinderne i Kiteto-distriktet er kendt for at handle. I 2006 tabte masaikvinderne i fire landsbyer i Kiteto-distriktet tålmodigheden med deres ledere og gjorde oprør – noget ganske uhørt for masaikvinder.

‘Kvinderne sagde, at nu havde de ventet længe nok på deres mænd uden at der skete noget, og så blev de nødt til at reagere som kvinder hvis de ikke skulle miste deres jord,’ forklarer Lillian Looloitai, CORDS’ direktør.

Fra passive kvinder til aktive

Problemet skyldtes at folk udefra fik tildelt store stykker jord, som landsbyerne oprindeligt havde fået udlagt til græsning. Disse ‘land grabbers’ havde bestukket alle landsbyledere og videre op til distriktskommissæren, og da de 600 kvinder ikke kunne få ordentlig besked hos distriktsledelsen, marcherede de i samlet flok til regeringen i Tanzanias hovedstad Dodoma, hvor de fik foretræde for både parlamentarikere, ministre og premierministeren der lovede at nedsætte en kommission til at se på sagen. (Læs hele artiklen her, som her er refereret delvist).

Fattige bønder fra andre områder i Tanzania kommer til Maasailand for at dyrke majs. Ofte rydder de bare et stykke jord og går i gang uden at tale med landsbylederne. Således opstår der nye bosættelser udenom områdets traditionelle strukturer, og konflikten om jord går således både mellem små og store landbrug og mellem kvæghyrder og agerbrugere. Resultatet af kommissionens arbejde blev aldrig offentliggjort, men det har haft sin effekt, for senere blev distriktskommissæren skiftet ud, og de pågældende ‘land grabbers’ blev bedt om at forlade stedet.

Kvinderne er til stede

Kvinderne er en vigtig brik i at få løst disse konflikter. Mødre fra begge grupper ønsker skolegang til børnene, vand, bedre kost og sundhedsfaciliteter.

‘Kvinderne viser sig, de er til stede, når der er problemer. F.eks. går kvinderne selv ud til de steder, hvor der bliver opsat hegnspæle for at tjekke at det rent faktisk sker. Det er et godt tegn,’ forklarer Seela Sainyeye.

Men alle processer er vigtige – fra at registrere jorden, fordele arealet, få de juridiske dokumenter stemplet og låst inde, til at uddanne landsbybeboerne, så de selv er med til at styre udviklingen og tage ansvar.

Derfor er det nødvendigt at forstærke dette arbejde. Med disse indsamlede midler kommer vores arbejde ganske enkelt til at hænge bedre sammen, og vi når flere mennesker,’ afslutter Lillian Looloitai.