Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Krigen i Gaza: Udtalelse om FN’s Goldstone-rapport

Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer den danske regering til at arbejde for, at de ansvarlige på begge sider for krigsforbrydelserne under Israels krig i Gaza i januar bliver retsforfulgt.

27. september 2009

Mellemfolkeligt Samvirke opfordrer den danske regering til selvstændigt samt gennem EU og FN at arbejde for, at de ansvarlige på begge sider for krigsforbrydelserne under Israels krig i Gaza i januar bliver retsforfulgt. FN's Goldstone-rapport dokumenterer en række alvorlige brud på international ret. Desværre er rapporten blevet mødt af politisk tavshed i Danmark fra både regeringen, de politiske ordførere og store dele af opinionen. Goldstone-rapportens dokumentation af veldokumenterede overgreb og krigsforbrydelser må ikke forbigås. Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

På baggrund af et mandat fra FN’s Menneskerettighedsråds formand blev en mission sendt til Israel og Palæstina for at ’undersøge alle overtrædelser af internationale menneskerettigheder og folkeretten begået i forbindelse med militæroperationer i Gaza i perioden mellem 27. december 2008 og 18. januar 2009 (…).’

Rapporten, der forleden blev offentliggjort, efterlader ingen tvivl. Undersøgelserne dokumenterer alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og af den humanitære folkeret i en grad, der lægger sig op af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden med den civile befolkning som den største taber. 

Goldstone-rapporten dokumenterer bl.a., at israelske styrker begik krigsforbrydelser ved at angribe civilbefolkningen i Gaza og ved at bruge civilbefolkningen som skjold. Israelske styrker begik alvorlige brud på den fjerde Geneve-konvention, herunder brud på forbuddet mod tortur og umenneskelig behandling samt ødelæggelse af private ejendomme. Ved at lukke grænserne indskrænkede Israel civilbefolkningens ret til mad og vand samt en acceptabel levestandard.

Palæstinensiske væbnede grupper krænkede international humanitær ret ved at benytte upræcise missiler mod civile områder og udsatte civile for unødig fare ved at starte deres angreb tæt på civile beboelsesområder og beskyttede bygninger.

Hvis overgrebene forbliver ustraffede, og tavsheden om en så vigtig FN-rapport bliver en bevidst del af den officielle politik, betyder det, at overgreb kan fortsætte uhindret.  Goldstone-rapportens dokumentation bør følges op ved at man følger alle rapportens anbefalinger om en placering af ansvaret for overgreb og krigsforbrydelser og en evt. international retsforfølgning.

Da Danmark for få år siden, havde formandskabet for FN’ sikkerhedsråd, understregede udenrigsminister Per Stig Møller overfor det internationale samfund, at det har et ansvar for at sætte et stop for straffriheden. Det internationale samfund har et ansvar overfor palæstinenserne og israelerne, for hvem terror, undertrykkelse og usikkerhed er hverdag. Danmark har et ansvar. Et ansvar for at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten ikke går fri, men stilles til regnskab for deres handlinger.

Udtalelse vedtaget af MS’ generalforsamling den 27. september 2009

Rapporten kan downloades her (pdf)