Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Gadebørn kommer i skole

Alphonce Mutaboyerwa leder børnerettighedscentret Kuleana i Mwanza i Tanzania – en af MS’ partnere siden 1958.

Foto: Adam Amsinck
Foto: Adam Amsinck
Af Jens Lærke

21. november 2003

”Vores fokus er på de børn, som har boet på gaden i mindre end tre måneder. Derefter er det meget svært at overtale dem til at vende tilbage til deres familier.”

Alphonce Mutaboyerwa, 54 år, har været leder af Kuleana Centre for Childrens’ Rights i Tanzania siden 1998. Det er en af de største civile organisationer i landet og støttes økonomisk af Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Kuleana er et kendt navn i byen Mwanza i det nordlige Tanzania, hvor organisationen de seneste ti år har arbejdet med at få bortløbne børn væk fra det hårde liv på gaden og tilbage i skole. Overordnet set er organisationens formål at forbedre børns rettigheder i samfundet, så de undgår at blive udnyttet.

Kuleana Centre for Children's Rights

Hvor? Kuleana Centre for Childrens’ Rights har base i Mwanza i det nordlige Tanzania, men arbejder med børnerettigheder over det meste af landet.

Hvad? Modtager gadebørn, rådgiver om uønsket graviditet og hiv/aids samt arbejder for børns retssikkerhed og mod fysisk afstraffelse i skolerne. Tager sig desuden af fortalervirksomhed over for lokale og nationale myndigheder.

Resultater? Der bor løbende 60-70 hjemløse børn på centret, hvor de modtager undervisning i blandt andet håndværksfag.

Støtte? MS støtter i 2004 Kuleana Centre for Childrens’ Rights med cirka 85.000 kroner.

Siden? MS har støttet Kuleana Centre for Childrens’ Rights siden 1992.

Mange af de børn, der ender på gaden, er flygtet fra opbrudte familier med problemer med vold, druk, fattigdom og skilsmisse. AIDS har gjort mange af børnene forældreløse. Drengene – og enkelte piger – er helt ned til seks-syv år gamle og tjener småpenge om dagen ved at vaske biler, vaske op på restauranter eller ved simpelt tiggeri. Om natten sover de, hvor de nu kan finde ly for støvet eller for regnen, som får gaderne til at sejle i regntiden.

”Det yngste barn, vi har taget os af, var et tre-årigt barn, som var efterladt ved porten til Kuleana-centret. Der lå barnet en morgen og græd. Der er forældre, som ikke magter at tage sig af deres egne børn,” fortæller Alphonce.

Foto: Adam Amsinck
Foto: Adam Amsinck

Tilbage til forældrene

”På Kuleana-centret har vi specialiseret os i gadebørn. Vi rådgiver dem og forsøger at overbevise dem om, at det er bedst at vende hjem. Men der er også børn, som ikke har noget hjem. Dem tilbyder vi en håndværksuddannelse, så de kan få en fremtid,” siger Alphonce. Han fortæller, at 95 procent af de gadebørn, der i 2002 kom til centret, vendte tilbage til forældrene.

Børns rettigheder er i centrum af Alphonces arbejde, først og fremmest retten til uddannelse. Det betyder blandt andet, at organisationen forsøger at begrænse børns arbejde.

”Vi ved godt, at det er umuligt at forbyde børnearbejde, men vi prøver at gøre de negative følger af det så små som mulige. Børnene arbejder ofte under slavelignende forhold i husholdningerne. Men det må ikke forhindre dem i at tage en uddannelse. Der skal være en balance mellem arbejde og skole. Når børn er under 14 år, bør de være i skole,” mener Alphonce.

”Vi tager gadebørnene ind og forsøger at overbevise dem om, at det er bedst at vende hjem til familien. Men der er børn, som ikke har noget hjem. Dem tilbyder vi en håndværksuddannelse, så de kan få en fremtid. Men de grundlæggende problemer – fattigdom, skilsmisse og vold i hjemmene – kan vi ikke kontrollere.”

Alphonce Mutaboyerwa

Skubber på for forandring

”De grundlæggende problemer – fattigdom, skilsmisse og vold i hjemmene – kan vi ikke kontrollere. Så længe der ikke bliver gjort noget ved disse problemer, har vi langt igen. Spørgsmålet er, hvordan vi kan arbejde sammen med andre organisationer og tage fat om disse problemer. De sociale myndigheder har givet op, de har ikke tilstrækkeligt med penge og mandskab. Vi gør det, som regeringen ikke gør, og vi gør højlydt opmærksom på problemerne. Vi skubber på for forandring,” siger Alphonce, der selv har arbejdet ti år for den tanzaniske regering.

Der er løbende 60-70 børn op til 18 år gamle på Kuleana-centret. De er højst 18 måneder på centret, hvor de får undervisning i blandt andet matematik, læsning, skrivning og forskellige håndværk. Kuleana har en aftale med en lokal skole om, at den skal tage imod de elever, der har talent og mulighed for at gå videre i skolesystemet.

Alphonce, der er uddannet økonom, har selv fire børn, hvoraf den yngste i dag er 16.

”At arbejde med børns rettigheder har lært mig meget om mit forhold til mine egne børn. Jeg ved nu, at børn har brug for tid sammen med deres forældre. Det tager tid at få børn til at fortælle om deres følelser,” siger Alphonce Mutaboyerwa.

Se også:
Link til Kuleana i partnerdatabasen