Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Ytringsfriheden skal næres tidligt

Michael Bech underviser MS' partnere i Tanzania i journalistik og ser det som en stor udfordring at komme tæt på sagen og menneskene.

MS-udviklingsarbejder Michael Bech, foto: Adam Ansinck.
MS-udviklingsarbejder Michael Bech, foto: Adam Ansinck.
Af Jens Lærke

18. november 2003

”Som journalist i Danmark har jeg skrevet meget om udvikling, men jeg ville gerne arbejde tættere på de mennesker, det handler om, tættere på selve sagen. Jeg ville ud og røre ved ham den fattige mand, det hele drejer sig om.”

Michael Bech, 42 år, er informationsmedarbejder på Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) kontor i Tanzanias største by, Dar es Salaam. Han er udsendt i foreløbig to år sammen med hustruen Tina, som også er journalist, og deres to børn på et og fem år. Begyndelsen af opholdet i Østafrika var godt forberedt med kurser i både Danmark og Tanzania, fortæller Michael, og det var en blød start særligt for børnene. Men professionelt var det en meget anderledes virkelighed, der mødte ham i det tidligere socialistiske land.

Informationsarbejde

Hvor? MS-Tanzanias landekontor i Dar es Salaam.

Hvad? Information, produktion af partnerblade og opbygning af bedre metoder hos partnerorganisationerne når programmet skal ’sælges’ i medierne.

Resultater? Større opmærksomhed på kommunikation og synlighed, gennemslagskraft i lokale medier og artikler til danske medier.

Støtte? MS arbejder med information og kommunikation som en integreret del af hvert enkelt tiltag på MS’ kontor i Tanzania.

Siden? Der har altid været en informationsmedarbejder tilknyttet MS-Tanzania.

”Den fri presse er kun i sin vorden i Tanzania. Tanzanianerne har været vant til topstyret socialisme og til, at alle medier var kontrolleret af staten. Det var statens synspunkter, der kom frem. Jeg opdagede, at mange kun brugte et medie, de hørte for eksempel alle det samme radioprogram. Det er et godt eksempel på, hvorfor man ikke får en diskussion i gang om tingene,” siger han.

Bange for medierne

”Jeg afholder grundkurser i journalistik for MS’ partnere og lærer dem blandt andet, hvordan man skriver en pressemeddelelse – og hvor man skal sende den hen. Det er et levn fra tiden med statsstyret socialisme, at folk ikke tror på, at de faktisk kan henvende sig til medierne, hvis de har en historie at fortælle. Folk har ikke turdet kontakte journalisterne. Man er vant til, at kun regeringen kommer i avisen – eller at man skal betale journalisterne for at komme til en begivenhed. Mit job er at lære partnerne, at de godt kan kontakte aviserne og spørge, om de ikke vil skrive om deres projekter,” fortæller Michael.

Han mener, at ytringsfrihed og en kritisk holdning er noget, der skal læres og næres i en tidlig alder.

”Jeg har i dansk folkeskole lært at stille spørgsmål til tingene, sågar til at modsige læreren. Det er utænkeligt her. Jeg kommer fra et system, som udfordrer mig. Det kender folk her ikke til, og derfor får de den presse, de har i dag,” siger Michael, der ser sit arbejde som en stor udfordring.

Fremskridt i det små

”Man kan få enkeltpersoner til at flytte sig, så de ikke ligger på ryggen for systemet og medierne. Jeg kan give folk nogle praktiske journalistiske redskaber, som de kan bruge fremover. Det giver selvtillid, og jeg kan se, at projekterne så småt begynder at optræde i aviserne – selvom det ikke ligger i kulturen at prale af noget.”

Michael Bech

”Man kan få enkeltpersoner til at rykke lidt, få dem til ikke at ligge på ryggen for systemet. Og give dem nogle praktiske redskaber, som de kan bruge fremover. Det giver selvtillid, og jeg kan se, at udviklingsprojekterne så småt begynder at optræde i aviserne – selvom det ikke ligger i kulturen at prale af noget,” siger han.

”Vores opgave her er at klæde MS’ partnere på, så de selv kan føre arbejdet videre. Tidligere har det været sådan, at man var meget interesseret i at skabe nogle resultater på de enkelte udviklingsprojekter, men man glemte at dokumentere, hvad man gjorde. MS har ikke formået at skabe den tilstrækkelige opmærksomhed om sit og partnernes arbejde i Syd,” mener Michael, der har alle MS’ partnerorganisationer i Tanzania som kunder i sit lille informationskontor.

Hans overordnede syn på udviklingen i Tanzania og Afrika som helhed er ikke særlig optimistisk, mest fordi ændringer tager utrolig lang tid.

”Men nede i de enkelte projekter kan jeg se fremskridtene,” siger Michael.