Fornyet håb for fredsprocessen i Nepal

Årets store Dasain festival lægger gaderne øde i Kathmandu, hovedstaden i Nepal. Men landets ledende politikere har for en gangs skyld travlt. Efter fem måneders politisk dødvande ser det nemlig ud til, at der er kommet gang i dialogen igen.

Af Rasmus Holm, informationsmedarbejder for MS i Nepal

02. oktober 2009

De sidste par uger har der været møder på kryds og tværs mellem de ledende partier i Nepal - nemlig Kongrespartiet, UML og maoisterne. Men der har været to betydningsfulde møder i de seneste dage, som i særlig grad har skabt fornyet optimisme. Det ene var mellem ledelsen i maoisterne og the grand old man i  kongrespartiet, Koirala, som selv om han er over 80 stadig trækker i de fleste tråde. Det andet møde var mellem maoistlederen Prachanda og præsidenten. Det sidste er på mange måder det vigtigste, selv om præsidenten er langt mindre magtfuld end Koirala, for det var nemlig præsidentens beslutning om at underkende Prachandas fyring af hærchefen i maj, der udløste den 5 måneder lange politiske konflikt.

Optimismen er tiltrængt, og det er også ved at være sidste udkald for at genoptage dialogen i parlamentet, for statsbudgettet skal godkendes indenfor 14 dage, så regeringen er faktisk uden muligheder for at regere. Samtidig er det spørgsmålet, hvor længe maoisterne kan holde til at være uden for indflydelse, forstået på den måde at der har været noget, der ligner en voldsom splittelse i partiet mellem den militante fløj, som vil genoptage kamphandlinger, og så den mere forsonlige fløj som Pranchanda og partiets næstkommanderende Baburam Battarei tilhører. Det har været meget medvirkende til, at konflikten er optrappet hen over sommeren, både med maoisternes fysiske blokering af parlamentet og deres gadegruppers voldelige demonstrationer – som senest er kommet til udtryk ved et sten-angreb på premierministerens bil kortege.

Rygter om militæret på gaden
Der har været rygter om, at regeringen ville sætte hæren på gaden for at slå ned på de maoistiske blokader i hovedstaden. Det er sandsynligvis blot en del af det sædvanlige rygtespil i det politiske liv, for der er en stærk tradition i Nepal for, at hæren er helt neutral. Selv ikke under borgerkrigen blev hæren brugt før til allersidst. Det var i stedet bevæbnet politi, der prøvede at slå maoisternes oprør ned, og da den tidligere konge så til sidst satte hæren ind, var det stærkt medvirkende til at flytte en stor del af befolkningens sympati over på oprørenes side.

Men det man har gjort, er at forsøge at sætte hårdere ind mod de mange politisk blokader af vejene (som bliver foretaget af små og store grupper, specielt i lavlandet ned mod Indien). Det er de blokader, der er med til at besværliggøre almindelig menneskers dagligdag, og som sætter en effektiv stopper for handel og udvikling.

Forfatning til tiden
Alle i parlamentet taler om, at de er opsatte på at få forfatningen klar til tiden, dvs. maj 2010, og det virker da også, som om der er en forståelse af, at befolkningen er ved at være godt trætte af politikere, der taler, og primært skovler korruptionspenge ind til dem selv, i stedet for at gøre det, de er valgt til.

Det store problem er at lave en forfatning, som rent faktisk kan bruges til noget, hvis man ser på sådan noget som jordreformer, som er vældigt tiltrængte her i Nepal, hvor man stadig har et fungerende feudalt system, så er maoisterne og de andre store partier fuldstændigt splittet på, hvorvidt der skal udbetales kompensation til store jordejere, der får frataget deres jord, eller ej.

En mulig, og meget sandsynlig udgang, kan være, at man får skrevet en forfatning til tiden, men at den på de punkter, hvor der er væsentlig uenighed, bliver formuleret så vagt, at det reelt er en udsættelse af beslutningen.

Sådan en løsning kan være positiv på den måde, at man så i det mindste kommer videre på nogle af de andre områder. F.eks. mangler Nepal i meget stor grad at få afholdt lokalvalg. Landet har en ret stærk lovgivning om lokaldemokrati, som er noget af det vi arbejder mest med i Mellemfolkeligt Samvirke, men som situationen er lige nu, uden valgte lokalledere, er dette umådeligt svært at få ting til at ske.

Risiko for opblusning af konflikten
Hvis ikke man bliver enig om en forfatning til tiden, så kan situation forværres betydeligt.
Forfatningen kan sådan set godt blive udsat i 6 måneder uden de store problemer, selv om der er en del tekniske problemer omkring – f.eks. at det kun kan lade sig gøre, hvis der er erklæret undtagelsestilstand. Men en udsættelse vil afgjort puste til den mistillid, befolkningen har til politikerne, og hvis man udsætter deadlinen, og på trods af det ikke kan komme frem til gode resultater, kan det for alvor ødelægge folkets tillid til demokratiet, og dermed sætte hele fredsprocessen over styr.

Den største fare er selvfølgelig, at forskellene mellem partierne er for store til, at der kan laves kompromis, og at der derfor igen bliver grebet til våben. Vi ved fra studier lavet af FN’s International Crises Group, at omkring 30 pct. af lignende voldelige konflikter blusser op igen indenfor fem år efter en fredsafslutning. Så det er i hvert fald fuldstændigt afgørende, hvad der sker det næste års tid.

Lige nu er det allerstørste problem nok, hvordan man får løst føderationsspørgsmålet. Stort set alle er enige om, at man skal have en føderalstat, men der er stor uenighed om, hvor grænserne skal være, og meget af den uro, der er i landet lige nu, skyldes at forskellige grupper vil positionere sig i forhold til de kommende interne grænsedragninger.

Et eksempel på det er, at Laxman Tharu, som er leder af en af det helt store etniske grupperinger, netop har fortalt, at han har 100.000 mand under våben, som er klar til at gå i kamp, hvis ikke de får deres egen delstat. Det er sikkert vildt overdrevet, men det siger stadig noget om, hvor skrøbelig situation er, og man kan sige, at lige nu er alt i spil – og på spil.