Blog fra Istanbul: Hvor er pengene til de fattige lande?
MS' politikmedarbejder Kirsten Hjørnholm Sørensen blogger fra WB/IMF-mødet i Istanbul.
04. oktober 2009Ministre, embedsmænd og aktivister fra hele verden mødes i disse dage i Istanbul for at deltage i Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds årsmøde den 6.-7. oktober. IMF og Verdensbanken spiller en stor rolle i at stille lån til rådighed for u-lande, som kæmper med statsgæld, inflation og manglende penge til at investere i infrastruktur, sundhed og uddannelse. Derfor er MS tilstede for at presse på for at sikre, at u-landene ikke havner i nye gældsfælder, når de optager lån til hjælpepakker, at de får stillet flere frie midler til rådighed til at bekæmpe fattigdom, og at de får større indflydelse i de to institutioner, som har så meget magt over dem.
Denne blog er nu overført til en egentlig blog - se her
3. oktober
Stiglitz: G192 eller G20?
Når en af den økonomiske verdens superstjerner taler, så lytter man. ActionAid, som MS er en del af, havde i dag bedt den økonomiske verdens superstar, økonom og nobelprismodtager, Joseph Stiglitz, om at reflektere over, hvem der egentlig kan eller bør styre globaliseringen – FN – eller G192 som han kaldte FN – eller G20-landene.
Stiglitz stod i spidsen for en særlig ekspertgruppe, nedsat af FN, der skulle komme med anbefalinger for, hvordan verden, altså hele verden og ikke kun de rigeste lande, kom ud af den finansielle krise. Arbejdet udmøntede sig i en rapport, som bl.a. blev behandlet på en stor FN-konference om krisen og den konsekvenser i juni 2009.
Stiglitz mener, at G20-gruppen, som er en selvvalgt gruppe, som består af de 20 største økonomier i verden, ikke er et legitimt forum for at træffe beslutninger, der har betydning for resten af verden. Dog er gruppen lidt bedre end G8, for flere store vækstlande er kommet med, f.eks. Kina og Indien og derudover også Sydafrika. Men Sydafrika repræsenterer kun sig selv og ikke alle de andre fattige afrikanske lande. Holland og Spanien insisterede på at blive inviteret med i gruppen og fik lov, mens andre lande fik et nej.
I G20-gruppen sidder altså en række lande, som var med til at skabe krisen, og de har nu udnævnt sig selv til at stå i spidsen for at bringe os ud af krisen. Kan de det? Nej, mener Stiglitz, og det ses bl.a. ved forskellen på, hvad der er på G20-landenes dagsorden, og hvad der er på FN's dagsorden. G20-landene besluttede at give penge til IMF, som IMF kunne låne ud til de fattige lande. Men, sagde Stiglitz, de fattige lande har lige overlevet en gældskrise, og derfor skal de absolut ikke tilbydes nye lån. De skal have frie og gratis midler.
Et andet eksempel på forskellen mellem G20 og FN er den måde, hvorpå man kar kigget på de finansielle markeder. Ifølge Stiglitz har G20 ikke villet revurdere den politik, de har ført i årevis, hvor de har skubbet på for yderligere deregulering af de finansielle markeder. Det ville ellers have givet god mening, fordi de finansielle markeders adfærd har skabt krisen. I stedet valgte G20 at pege fingre af de lande, som ikke sad med om bordet, nemlig lande som fungerer som skattely. Det er der god mening i, men det væsentlige ville være at tale om regulering af det finansielle marked. G20 taler heller ikke meningsfyldt om, hvordan et nyt valutareservesystem kan organiseres, samt hvordan de fattigste lande kan inddrages, således at man kan få gang i det samlede globale forbrug igen.
Alt det har superstjernen fortalt til de magtfulde aktører her i Istanbul, og man kan kun håbe på, at de lytter.
2. oktober
Public relations vs hvad der foregår bag lukkede døre
I dag startede den officielle charmeoffensiv fra IMF og Verdensbankens side, hvor de to institutioners public relations-folk fik lov at arbejde lidt for deres penge.
Verdensbanken og IMF har haft så dårligt et ry i mange år, at de har set sig nødsaget til aktivt at dyrke relationen med civilsamfundet og andre aktører.
I et stort lokale var alle os civilsamfundsaktører til officiel velkomst. Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, var der; direktøren for IMF, Dominique Strauss-Kahn, var der, og det var Ngozi Okonjo-Iweala også – hun er en af underdirektørerne i Verdensbanken og tidligere medlem af den danske Afrikakommission.
På russisk, arabisk, turkisk, fransk og engelsk blev der luftet bekymringer om særligt Verdensbankens rolle i administrationen af klimatilpasningspenge, om den stigende arbejdsløshed i u-landene i forbindelse med den finansielle krise, om handicappedes plads i Verdensbankens analyser, om hvordan forskellige modeller for stemmevægte i Verdensbanken stiller u-landene i forhold til de rige lande, samt om hvilke midler de to institutioner kan og vil stille til rådighed til hjælpepakker til de fattige lande.
Alle spørgsmål blev svaret elegant, kløgtigt og med stor vægt på u-landenes særlige situation. Svarene blev bagefter skyllet ned ved en reception for civilsamfundet. Endnu en public relations-ansat understregede at vi endelige skulle henvende os hvis vi havde brug for nogle oplysninger. Min kollega fra ActionAid Nigeria, Thomas Odemwingie, bemærkede, at hvis de ikke har noget at skjule, så kan de ligeså godt offentliggøre referater af, hvad der foregår bag lukkede døre til deres møder i de styrende organer samt deres forhandlinger med de lande, der optager lån. Han har ret. Det ville være langt mere værd end en endnu en public relations reception.
1. oktober
Kun 50 procents bullshit
Og det er bedre end for det meste! Sådan lød dommen fra min amerikanske kollega, Soren Ambrose, efter vi i dag havde en ligefrem og ærlig snak med direktøren for den Internationale Valutafond, IMF, Dominique Strauss-Kahn.
Jeg er i Istanbul til Verdensbankens og IMF's såkaldte årsmøder, og i dag skulle vi – civilsamfundet og Strauss-Kahn – diskutere reformtiltag for den meget magtfulde og stærkt udemokratiske Valutafond. Reformerne blev igangsat før krisen, men alle er nu enige om, at reformer er endnu mere på sin plads. Der er brug for, at fondens bestyrelse gøres mere demokratisk og bedre reflekterer den verden, vi lever i, hvor nye vækst-lande og lavindkomstlandene ikke skal eller bør holdes udenfor.
IMF er nemlig et helt andet sted, end den var for bare lidt mere end et år siden. Efter at have været en døende institution med manglende midler til at holde sig kørende er IMF nu af G20-landene gjort til administrator af en global hjælpepakke, som mange vil mene er knap så global. Den fokuserer mest på Østeuropa og de lande, der spytter i kassen, og noget mindre på de lande – u-landene – som rammes af krisen, men som ingen skyld har i den. De har kun har få midler til at forsøge at sætte gang i deres økonomier.
Der blev ikke kastet med sko, men der blev heller ikke lagt fingre imellem til mødet i dag. IMF's reformer er at betragte som ny maling på et dårligt hus, blev der sagt. Hele strukturen er dårlig, og lidt ny maling kan ikke skjule, at hele konstruktionen med at de rige lande låner penge til de fattige lande på betingelser, som de aldrig selv ville byde deres egne befolkninger, uden at de fattige lande har nogen indflydelse, er rådden. Derfor ser man nu, at flere latinamerikanske lande forsøger at oprette deres egne regionale kreditinstitutioner, så de ikke skal gå tiggergang hos de rige lande i nord og lade sig diktere af de ofte meget restriktive økonomiske politikker. USA og Europa har uforholdsmæssig megen magt over IMF, som i den grad afgør millioner af fattige menneskers skæbne i u-landene. Fonden kræver nemlig, at de låntagende lande fører en særlig restriktiv økonomisk politik. De tvinges til at skære ned på livsvigtige sociale sektorer for at bringe deres statsgæld og inflation ned.
Men u-landene kan ikke ændre fondens stærkt indgribende politikker, for de er underrepræsenterede i fondens styrende organer, idet de ikke er aktionærer i fonden. Afrika har tre repræsentanter i bestyrelsen, og hver især skal de repræsentere et stort antal af lande, som alle står med forskellige økonomiske situationer, og som skal koordinere deres positioner indbyrdes. Storbritanniens repræsentant derimod kommer til bestyrelsesmøder med et klart mandat, for han repræsenterer kun sit eget land, som derved har langt mere magt. De rige aktionærers repræsentanter, de såkaldte Executive Directors, udpeges ud fra uigennemskuelige kriterier og er ukendte for store dele af det samfund, som de repræsenterer. Kan du måske nævne de nordisk-baltiske Executive Directors? Nej, vel? For Danmarks vedkommende er det tillige først i de senere år, at Folketingets Udenrigsudvalg kalder udviklingsministeren i samråd inden disse årsmøder. Det er med andre ord meget lidt parlamentarisk kontrol med, hvad der foregår, og hvordan Danmark stiller sig i den nordisk-baltiske gruppe.
Endnu mere kritisk er det naturligvis, at parlamenterne i de låntagende lande, som implementerer IMFs politikker, ikke høres, og hvis de endelig gør, er det ikke sikkert, man stole på, at de handler i befolkningens interesse. Konsekvensen er, at IMF for mennesker, der lever i fattigdom i udviklingslandene, fremstår som en udefrakommende diktatorisk magt, som underminerer deres ret til mad, sundhed og uddannelse. Er der udsigt til at det ændrer sig? Det vil de næste fem dage måske give et bud på.
