Fossil. Verdensbanken forværrer klimatrussel
ANALYSE: Verdensbanken investerer lystigt i de fossile energikilder, som er skyld i klimaforandringerne. Der er derfor behov for en ny klimafond under FN.
Af Kirsten Hjørnholm Sørensen, politikmedarbejder, Mellemfolkeligt Samvirke22. oktober 2009
»Kære Bob, vi mener, at Verdensbanken skal op på at investere 60 pct. af sine energiinvesteringer i 'ren energi' fra 2012«.
Sådan skrev den engelske udviklingsminister, Gareth Thomas, i juli i år til Verdensbankens præsident, Robert Zoellick. Altså en direkte opfordring til Verdensbanken om at sætte en øvre grænse på 40 pct. for dens investeringer i olie-, kul- og gasprojekter.
Og kravet er rimeligt: Ifølge en ny rapport fra ActionAid (Equitable Adaption Finance, 2009), som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af, har bankens investeringer i kul-, olie- og gasprojekter været stærkt stigende i de seneste år. I 2008 alene lånte Verdensbanken over 3 mia. dollar til kul-, olie- og gasprojekter. I øjeblikket vurderes det, at op mod 60 pct. af Verdensbankens energiinvesteringer er investeret i 'beskidte' energiformer.
VERDENSBANKENS investeringer er vigtige, fordi de potentielt kan være med til at ændre vores energiforsyning og dermed bidrage til at holde temperaturstigningen nede. Verdensbanken er da også begyndt at revidere sin energistrategi, som skal ligge klar tidligt i 2010. I den nyligt udkomne 'World Development Report' skriver Verdensbanken, at »en stabilisering på 2 grader vil kræve større omlægninger af livsstil, en veritabel revolution inden for energi... Den største udfordring ligger i at ændre adfærd og institutioner, særligt i lande med høj indkomst«. Men skepsissen overfor, om banken er villig til og i stand til at sadle om i forhold til den nuværende investeringssammensætning, breder sig. Derudover er der tvivl om, hvad begrebet 'ren energi' indbefatter: Er moderniseringer af gamle kulværker f.eks. inkluderet? Er mekanismer, der kan opfange og afholde CO2 udledt fra stærkt forurenende kulværker i at komme ud i atmosfæren, inkluderet?
Endnu mere rimelig bliver opfordringen fra Gareth Thomas i lyset af, at Verdensbanken administrerer størstedelen af de klimamidler, som de rige lande indtil nu har betalt af på deres klimagæld til de fattige lande. Mens Verdensbankens klimatilpasningsfond (PCCR) i øjeblikket har lovning på 617,5 mio. dollar, har to andre klimafonde i FN-regi kun lovning på hhv. 176,5 og 104,5 mio. dollar til klimatilpasning. Verdensbanken administrerer altså størstedelen af de penge, vi har sat til side til klimatilpasning med den ene hånd, mens den med den anden hånd investerer kraftigt i de fossile energikilder, som forårsager klimaforandringerne.
Det er en af grundene til, at de sårbare u-lande er stærkt imod Verdensbankens nye og måske tiltagende rolle i administrationen af klimamidler.
Der er imidlertid flere årsager til u-landenes modstand. Den måde, verdens samlede klimamidler kommer til at blive fordelt, administreret og styret på, vil blive afgørende for, hvorvidt klimamidlerne rent faktisk kommer frem til de mennesker, de er tiltænkt – og som har stærkt brug for dem. Og u-landene kan allerede nu se, at der vil være store problemer forbundet med, at Verdensbanken udpeges som global administrator af klimamidler på klimatopmødet i december. U-landene er først og fremmest utilfredse med, at de ikke sidder med om bordet i Verdensbanken. De er kun dårligt repræsenteret i bankens styrende organer, hvor det stadig er hovedaktionærerne, altså de rige lande, som har magten.
DET STYRENDE princip 'en dollar, en stemme', der gælder for administrationen af klimamidlerne, er undergravende for klimatilpasningsprojekter. Hvis de skal fungere, skal de direkte berørte lande have magt og ejerskab over midlerne. En af Verdensbankens klimatilpasningsfonde har dog forsøgt at imødekomme dette problem ved at give repræsentation, men uden stemmeberettigelse.
For det andet nærer u-landene en dyb mistillid til Verdensbanken på grund af de makroøkonomiske betingelser, som Verdensbanken historisk set har påhæftet bankens udlån; betingelser, som er velkendte for at have skabt massiv arbejdsløshed og fattigdom i u-landene. Meget har ændret sig i Verdensbanken, men stadigvæk er over halvdelen af midlerne i bankens klimatilpasningsfond, PCCR, ca. 371 mio. dollar, givet som lån. Det bryder med princippet om, at klimabistand skal gives som kompensation, ikke som lån. Princippet bliver i så fald snarere, at 'forurener tjener' frem for 'forurener betaler'.
Officielt afventer Verdensbanken, hvilken struktur man beslutter sig for på topmødet i København. Og officielt står de såkaldte 'sunset-klausuler' klar til at lukke bankens fonde ned, såfremt verden bliver enig om at lade en anden institution, f.eks. FN, styre klimamidlerne. Men ingen er i tvivl om, at Verdensbanken og dens hovedaktionærer lige nu er ved at positionere sig til en helt central rolle i administrationen af klimamidler.
VERDENSBANKEN er på denne måde involveret i en uheldig konkurrence med FN – en konkurrence Danmark bidrager uheldigt til, idet vi også har overført klimamidler til Verdensbanken, og således signaleret, at vi foretrækker Verdensbanken frem for FN. Valget bør dog være klart – og målet for topmødet i København skal være en ny klimafond under FN, som udviklingslandene har en høj grad af demokratisk ejerskab og tillid til.
