Organisationer samarbejder for at styrke valgoplysning

I Kajo Keji i Sydsudan har det MS-støttede medborgerhus taget initiativ til at få alle organisationer, som arbejder med valgoplysning, til at samarbejde.

Af Janne Bruvoll, informationsmedarbejder, MS Sudan

24. oktober 2009

Om fem måneder skal der være landsdækkende valg i Sudan for første gang i over 20 år. Oplysningsbehovet er enormt, og der er mange både internationale og sudanesiske organisationer, der har påtaget sig opgaven at forberede folk på det kommende valg. For at sikre det bedst mulige resultat er en række organisationer i Kajo Keji County i Sydsudan gået sammen i en valgoplysningskoalition. Koalitionen er blevet til på initiativ fra Kajo Keji Resource Centre, som er et lokalt medborgerhus og bibliotek, der støttes af Mellemfolkeligt Samvirke.

Ideen til koalitionen fik medborgerhuset i forbindelse med et valgoplysningskursus, som MS arrangerede i Kajo Keji. Formålet med kurset var at klæde Kajo Keji Resource Centre på til at lave valgoplysende aktiviteter op til valget, som skal finde sted i april 2010. Men for at flere skulle få glæde af kurset, inviterede de en række lokale grupper og internationale og kristne organisationer så vel som lokale undervisere med.

“Vi så, at der var et stort behov for borger- og valgoplysning i hele Kajo Keji County. Derfor inviterede vi de andre organisationer og grupper til kurset, så vi kan blive bedre til at koordinere vores arbejde. Det er vigtigt, at vi sammen arbejder for at dække hele vores county,” siger Milla Amos Peter, som er projektmedarbejder på Kajo Keji Resource Centre.

Da kurset sluttede, havde deltagerne aftalt, at de ville formalisere deres samarbejde, og i en såkaldt valgoplysningskoalition arbejder organisationerne nu for at koordinere deres forskellige indsats inden for valgoplysning.

Enorm opgave
Formålet med samarbejdet er at sikre den bredest mulige dækning i Kajo Keji County, og de er enige om, at fokus for aktiviteterne skal være behovet for udvikling i lokalområdet. Samtidig er det vigtigt for organisationerne, at de når ud til alle typer mennesker, og derfor vil de sikre et varieret udvalg af undervisningsmetoder som for eksempel debatter, spil, teater og interaktive radioprogrammer.

Milla Amos Peter har store forventninger til koalitionen.

”Det er mit håb, at folk vil kunne se, hvor vigtigt det kommende valg er for dem, når de kan se, at alle de lokale organisationer og grupper samarbejder for at få folk til at tage del i valget.”

Ifølge Kajo Keji Resource Centre er valgoplysningskoalitionen en forløber for et bredere netværk for alle organisationer, som arbejder med borgeroplysning.

MS Sudan er glad for at se, at en af organisationens partnere går i spidsen for at sikre, at områdets organisationer koordinerer deres indsats.

“Det er tydeligt, at det er gået op for dem, hvor vigtigt det er at oplyse folk om valget, men også hvor stor en opgave, det faktisk er. Det er ikke nok at forklare teknikaliteterne omkring valget, for folk skal også kunne se de muligheder valget åbner for at kræve politisk ansvarlighed og for at få lokale problematikker ind på politikernes dagsorden. For at udføre en så store opgave er organisationerne nødt til at arbejde sammen, og det har de nu indset,” siger Lars Anderskouv, som er leder af Mellemfolkeligt Samvirke i Sydsudan.

Lars Anderskouv stod for valgoplysningskurset i Kajo Keji sammen med Peter Tholstrup Nielsen, som er demokratirådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke i Sydsudan.



Mellemfolkeligt Samvirke  |  Fælledvej 12, 2200 Kbh. N  |  Tlf.: 7731 0000  |  Fax: 7731 0101  |  ms@ms.dk