Civilsamfundet skal styrkes
Civilsamfundet har en vigtig rolle at spille i udviklingen af Sydsudan, mener amtsborgmesteren i Yei River County i Sydsudan. Han er derfor glad for MS’ indsats.
Af Janne Bruvoll, informationsmedarbejder, MS Sudan26. oktober 2009
Udfordringerne er mange og store for dem, der besidder politiske og administrative poster i Sydsudans regering. I Yei River County er amtsborgmesteren bevidst om den store opgave, der ligger foran ham, og han ved, at amtsadministrationen og politikerne ikke vil kunne gøre det alene.
”Civilsamfundsorganisationerne er meget vigtige for udviklingen af Sydsudan, og derfor skal civilsamfundet i Sydsudan styrkes og have mere magt. En af de store fordele ved civilsamfundsorganisationerne er, at de når helt ud til græsrødderne. Vi står over for en stor udfordring i at udvikle demokrati i Sydsudan, og det er afgørende, at alle borgere får mulighed for at tage del i den proces,” siger amtsborgmesteren for Yei River County David Lokonga Moses.
Fordi civilsamfundsorganisationerne har et så tæt forhold til borgerne, er det let for dem at nå alle interessegrupper, mener amtsborgmesteren.
“De repræsenterer alle grupper inklusiv kvinder og unge mennesker, som ellers kan have svært ved at få adgang til informationer,” siger han.
Upartisk og pålidelige
Netop når det kommer til at informere befolkningen, mener David Lokonga Moses, at civilsamfundet har en vigtig rolle at spille.
“Organisationerne er uafhængige, og jeg stoler på, at de er de rigtige til at informere folk. De vil give korrekte informationer, og de har ingen grund til at holde informationer tilbage. Civilsamfundsorganisationerne samler information og gør folk bevidste om, hvad der foregår. Det er en stor hjælp for os, og jeg mener, at deres arbejde støtter os i vores arbejde,” forklarer han.
|
|
Amtsborgmester i Yei River County i Sydsudan David Lokonga Moses. Foto: Janne Bruvoll.
|
Folk skal kende deres rettigheder
At folk har fået lettere adgang til informationer ser amtsborgmesteren som en af Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) vigtigste bedrifter.
”Det er vigtigt at dele informationer, og MS bør være med til at sikre, at informationer når befolkningen. Når jeg ser på MS’ tilstedeværelse i Yei River County, sætter jeg især stor pris på den støtte, som MS giver til lokale medier som radiostationer og nyhedsbreve og til bibliotekerne og medborgerhusene,” siger David Lokonga Moses.
Han er sikker på, at MS’ tilstedeværelse har været med til at styrke civilsamfundet i Yei River County.
”Jeg har lagt mærke til, at civilsamfundet er blevet stærkere, og at civilsamfundsorganisationerne har et meget tæt forhold til befolkningen,” siger han.
Næste år skal Sydsudans befolkning tage del i et nationalt valg for første gang i mere end 20 år, og også i den sammenhæng spiller civilsamfundet en vigtig rolle.
“Valget er afgørende for Sydsudan. Det er borgernes ret at deltage I valget, men den eneste måde, de kan blive bevidst om deres rettigheder på, er ved, at civilsamfundsorganisationerne gør dem opmærksomme på dem,” siger David Lokonga Moses.



