Klimaagenter til Bruxelles: EU – betal din klimagæld
MS sender 30 "klimagældsagenter" til EU-rådsmøde i Bruxelles for at forlange, at EU betaler sin regning på 43 mia. euro for klimatilpasning i udviklingslandene.
|
I blodrøde jakkesæt, mørke solbriller og med en cool attitude liner klimagældsagenterne op ude foran EU’s rådsbygning på Petit Rue De La Loi. Skulder ved skulder står 35 europæere og afrikanere og regner EU’s klimagæld ud på den medbragte store regnemaskine.
En skinger sirene med advarselslamper bryder monotonien, og den meterlange regning printes ud, mens den stemples og godkendes af de nøjeregnende agenter. Mens en agent hæfter regningen på EU’s bygning, skratter nyhedsstrømmen ud af radioens højtalere: "200.000 mennesker i Mozambique mister deres jord efter oversvømmelser", "Maldiverne snart under vand". EU har haft et brag af en CO2-fest, men har efterladt regningen til de fattige lande. Klimagældsagenternes budskab er klart: EU - betal din klimagæld!
Mens verdens lande famler forgæves efter hinanden, har 35 unge fra EU, Uganda, Tanzania, Kenya, Zambia og Zimbabwe indset, at globalt samarbejde mellem rige og fattige lande er nødvendigt, hvis verden skal klare skærene. I fire måneder arbejder de i døgndrift i henholdsvis Kenya og Danmark som klimagældsagenter for at få Danmark og Europa til at leve op til deres klimaforpligtelser over for udviklingslandene.
"Lige nu taler EU mest om at mindske CO2-udslippet, mens lande som Maldiverne og Bangladesh desperat har brug for penge til dæmninger og anden infrastruktur for at kunne overleve. Vi laver dette event for at råbe EU op", siger klimagældsagent Anne Mikkelsen, der er 22 år og fra Danmark.
Gruppen er en del af MS' "Global Change"-platform, som fokuserer på at uddanne og engagere unge mennesker i samfundsgavnligt arbejde på tværs af landegrænser og kulturer.
EU bør gå forrest
Ifølge en rapport fra MS har EU udledt 1/3 af de menneskeskabte drivhusgasser, hvilket gør EU medansvarlig for det ekstreme vejr, som er skyld i tusinders død og millioner af klimaflygtninge. En rapport fra MS anslår, at EU skal betale 43 mia. hvert år til klimatilpasning i disse lande, men indtil videre er der kun lagt 2-15 mia. på bordet.
"EU, I bliver nødt til at se jeres ansvar i øjnene. I må betale jeres klimagæld, så vi i udviklingslandene har en chance for at tilpasse os de problemer, I har skaffet os på halsen. Vi finder os ikke i det. Hvis ikke EU betaler sin klimagæld, bliver der ingen aftale i København til december," siger Bernadette Kodili, der er 23 år og fra Uganda.
Klimaagenternes event er led i en større kampagne op til klimatopmødet i København, hvor MS som del af det internationale netværk ActionAid sætter fokus på udviklingslandenes situation, så de bliver tilgodeset i forhandlingerne om en klimaaftale.
Eventen foregår torsdag den 29.oktober kl. 9 ved Rådsbygningen, Petit Rue De La Loi, i Bruxelles.
For flere kommentarer og informationer kontakt:
Vibe Jensen +45 42339432 vibe_jensen@hotmail.com
Bernadette Kodili, Uganda +45 31838138 bernakodili@yahoo.co.uk
Nils Brøgger Jakobsen +45 61100304 nbj@ms.dk
Læs mere i rapporten:
Who should pay to tackle climate changes in developing countries (pdf)



