Zelaya vender (måske) tilbage

En aftale ser nu ud til at være faldet på plads i Honduras. Zelaya kan muligvis vende tilbage som præsident, men han må betale en høj pris – grundloven må der ikke pilles ved.

Forsigtig grund til optimisme i Honduras, efter 124 dages protester i gaderne. Den afsatte præsident kan muligvis vende tilbage – men forfatningen pilles der ikke ved. Foto: Christian Korsgaard

Af Christian Korsgaard, Informationsmedarbejder, MS Mellemamerika

Hvis der er én ting de sidste fire måneders politiske krise har lært honduranerne, så er det, at man ikke skal tro på alt hvad man hører.

Efter talrige, men forfejlede forsøg på at genetablere den forfatningsmæssige orden i landet, var det derfor med en vis skepsis, at honduranerne torsdag aften modtog beskeden om, at de stridende partner nu havde indgået en aftale.

Men nyheden holder tilsyneladende vand. De facto præsident Roberto Micheletti har meddelt, at han nu bakker op om aftalen, og den afsatte præsident Manuel Zelaya siger, at han er tilfreds. Samtidig klapper udenlandske politikere og forhandlere både sig selv og hinanden på ryggen over resultatet, som kom dagen efter at USA endelig tog affære i krisen. Både internt i Honduras og udenfor landets grænser, har mange ellers kritiseret USAs mildt sagt lunke holdning til kuppet – som de i øvrigt stadig ikke officielt har kaldt et kup. Washington har tilsyneladende hele tiden håbet på, at honduranerne selv kunne finde en løsning på krisen – men til sidst mistede udenrigsminister Hillary Clinton altså tålmodigheden.

Onsdag ankom en højtståede delegation til den honduranske hovedstad, og afholdt øjeblikkeligt møder med krisens centrale aktører. Hvad der præcist er blevet sagt under møderne kommer nok aldrig til offentlighedens kendskab, men sent torsdag accepterede begge parter altså aftalen.

Washington har dermed endnu engang bevist sin helt centrale rolle i det geografiske område, som i mange år er blevet betragtet som USAs baggård.

Aftalens indhold

Men hvad indebærer aftalen så? Tja, de fleste af aftalens punkter er velkendte og blev forhandlet på plads for et par uger siden. Det drejer sig blandt andet om etableringen af en forsoningsregering, og bortfald af muligheden for amnesti. Derefter skal der som planlagt afholdes valg den 29. november og kontrollen over de væbnede styrker skal derfor overgå til Valgrådet. Så skal der selvfølgelig også nedsættes en Sandhedskommission og en verifikationskommission, ligesom parterne beder det internationale samfund om dels at ophæve eventuelle sanktioner mod Honduras og dels anerkende den regering som måtte blive valgt den 29. november.

Det nye punkt, det som USA altså fik Micheletti til at acceptere, er, at det er Parlamentet der skal tage stilling til om Zelaya kan genindsættes. Micheletti har betinget sig at Højesteret forud for debatten og afstemningen i Parlamentet kan udtale sig, men det er altså Parlamentet der skal træffe beslutningen om Zelayas politiske fremtid, hvor kort den så end måtte være.

Det kan som bekendt ende med et ja – og så indsættes Zelaya igen – men det kan bestemt også ende med et nej. Sker det sidste, er det helt åbent hvad der så kan ske, for Zelaya har dybest set lagt sit embede i Parlamentets hænder. Bekymringen over Honduras’ politiske, demokratiske og økonomiske fremtid er imidlertid meget stor, og det er derfor sandsynligt, at Parlamentet vil bidrage til genetableringen af den demokratiske orden og lade Zelaya vende tilbage.

Samtidig kan der dog ikke herske tvivl om, at der i givet fald vil blive holdt meget godt øje med Zelaya, og at hans resterende regeringsperiode vil være symbolsk.

Forfatningen bliver hvor den er

Når de honduranere, som i fire måneder har protesteret over kuppet i gaderne, ikke jublende kastede sig ud Tegucigalpa da aftalen var en kendsgerning, skyldes flere ting. For det første er det fortsat usikkert om Zelaya reelt vil vende tilbage. For det andet er undertrykkelsen af demonstrationer fortsat massiv, og samtidig med at Micheletti og Zelaya forhandlede aftalen på plads torsdag, slog militæret endnu engang ned på demonstrerende i Tegucigalpa med både stave og tåregas. Og for det tredje, så betyder aftalen også, at et af de demonsterendes hovedkrav ikke opfyldes. Der kommer ikke nogen grundlovsreform. Det er nemlig den pris Zelaya har måttet betale for at kunne vende tilbage; han skal ikke tale mere om grundlovsændringer.

Så selvom aftalen burde være en fjer i hatten for både Zelaya og Micheletti – som trods alt blev enige – så giver den også slemme skrammer i lakken hos begge. Hos Zelaya, fordi hans manglende evne og vilje til at stå fast på ønsket om en modernisering af den grundlov, som militæret og landets økonomiske elite dikterede i 1982, sår tvivl om hans reelle hensigter. Vil han virkelig folkets bedste? Eller vil han blot tilbage til magten?

Hos Micheletti er skrammerne også betydelige, fordi aftalen med Zelaya viser, at det faktisk ikke var – som kupmagerne ellers har hævdet – Zelaya der var problemet. Problemet var det Zelaya ønskede, nemlig at modernisere grundloven.

De kommende dage vil vise om glæden over aftalen i Honduras er berettiget eller om den blot er endnu et af Michelettis forsøg på at trække tiden ud. En øvelse, som han i løbet af de sidste fire måender er blevet så god til, at der nu kun mangler en måned til det valg, som de fleste vurderer, er den eneste holdbare løsning på krisen.