Risiko for opblusning af volden i Nepal

Nepal står som ofte før de senere år ved en skillevej, hvor en anspændt situation giver frygt for tilbagevenden til volden og borgerkrigen.

Tekst og foto: Rasmus Holm, informationsarbejder MS Nepal

02. november 2009

Den politiske fastlåste situation, der har været siden maoistlederen Prachanda trådte tilbage som regeringsleder i maj, er ved at komme til en afslutning. Om det bliver en positiv eller negativ løsning, vil de kommende dage og måske uger vise.

Det maoistiske parti har annonceret et to uger langt program i starten af november, hvor de over hele landet vil protestere for at få genindført det, de kalder ”civilt styre” – hvilket nogenlunde betyder, at den nuværende regering (og præsidenten) skal træde tilbage og overlade magten til maoisterne.

Den tidligere maoistiske premiereminister gik af i maj, fordi præsidenten ikke ville lade ham fyre hærchefen. Siden da har maoisterne blokeret for parlamentet med fysiske blokader, og de andre store politiske partier har været for optagede af deres egne interne magtkampe til at bidrage til en fælles løsning på maoisternes dagsorden og i det store hele til at lede landet.

Staten løber tør for penge
Nu er statens pengebeholdning ved at løbe ud, og der kan ikke vedtages en ny finanslov, så længe maoisterne blokerer for parlamentet. Så tidspunktet er perfekt for maoisterne til at sætte ekstra pres på regeringen ved at iværksætte en landsdækkende kampagne, som – udover demonstrationer og blokader af nationale og lokale administrationsbygninger – også omfatter annoncering af selvstændige delstater med henblik på at skabe en ny føderalstat. Derudover vil der nogle dage være blokade af hovedstaden Kathmandu og af flytrafikken ind og ud af landet.
Regeringens situation bliver alvorligere dag for dag, efterhånden som man kan se bunden af pengekassen i de fleste ministerier. Som det ser ud, har de færreste ministerier penge til at betale lønninger for måneden kartik (fra 18. okt. til 15. nov). Det betyder, at offentlige ansatte i ministerier, hospitaler, fængsler, ambassader og ikke mindst politiet – som bliver sat ind mod demonstrationerne – ikke kan få udbetalt løn. Det vil helt sikkert ikke vil være med til at stabilisere situationen i et land, hvor befolkningen i forvejen kæmper med 12-13 pct. inflation.

Maoisterne har aldrig stået stærkere
Det, der gør situationen ekstra anspændt, er, at den militante fløj i maoisterne er blevet mere og mere utålmodige efter partiet mistede regeringsmagten. For en stor del har det bekræftet forestillingen om, at de gamle partier ikke vil tillade maoisterne magten.

Samtidig har maoisterne nok aldrig haft en bedre position for en væbnet magtovertagelse af landet, end de har lige nu: de har 20.000 mand i de lejre, der blev lavet efter fredsafslutningen, og som har direkte adgang til våben, derudover har de 300.000 medlemmer af ungdomsfløjen YCL, som blev dannet på grundlaget af de semimilitante militser, der blev brugt under borgerkrigen – det vurderes, at 100.000 af dem er organiseret og kan mobiliseres.

På samme tid er hæren voldsomt svækket, med en svag ledelse, mangel på våben og ammunition og udsigt til, at der ikke kan betales lønninger. Ydermere er der en tradition for, at hæren ikke blander sig i interne anliggender i Nepal – og det bevæbnede politi, der i sin tid kæmpede mod de maoistiske oprørere, tæller kun 15.000 mand.

Atter rygter om militærkup
Regeringspartiet UML har annonceret, at der skal slås ned på ”optræk til anarki” i forbindelse med de kommende uroligheder. Som sædvanligt er der rygter om militærkup og om Indiens forestående invasion, og disse – ret urealistiske – rygter er med til at puste konflikten i en mere ophedet og nationalistisk retning. Samtidig sender den anden lejr rygter i omløb om, at maoisterne mødes med det forkætrede – og forbudte – indiske maoistparti, og hvis der bare er lidt hold i de rygter, er der lige pludselig en grund for Indien til at blande sig på den ene eller anden måde.

Det er klart, at dele af maoistpartiet kun venter på den provokation, der giver dem mulighed for at slå igen med hele deres apparat. Der er mange tilhængere på landet, som er skuffet over de få fremskridt, der skete, mens maoisterne havde regeringsmagten, og der er brug for store reformer Nepal, der stadig har et fungerende feudalt system, et voldsomt diskriminerende kastesystem og en generel undertrykkelse af kvinder. På trods af den minimale succes, maoisterne havde i regeringen, findes der stadig mange steder på landet en tro på, at de vil gøre mere for at løse almindelige menneskers problemer end de gamle højkaste mænd i den traditionelle magtelite.

Uroen ulmer
Der er en lang tradition for, at nepalesiske politikere siger ét – og ingenting gør. Eller i hvert fald ikke andet end at stoppe penge ned i deres egne og vennernes lommer. Maoisterne er muligvis en anelse mindre korrupte end resten, men de har til gengæld forfinet taleteknikken ved at sige noget forskelligt alt afhængigt af, hvem de taler til. Når de primære lyttere er bybefolkning og det internationale samfund, er beskeden fra maoisterne, at de tror på konsensus og på frie valg: Når det er i ideologiske diskussioner, kan man høre fremtrædende politbureaumedlemmer sige, at den evige revolution kun holdes i live gennem en vekselvirkning mellem en politisk og en voldelig kamp. Og når de endelig taler med den fattigste og mindst uddannede del af landbefolkningen, hører man tit nationalistiske toner, som at der er brug for en folkelig opbakning og opstand for at forhindre USA og Indien i at bruge Nepal som brohoved i et angreb på Kina.

Nepal bugner af unge mænd, der ikke har noget at lave, og som ikke har noget at miste. Mange er dem er medlem af maoisternes ungdomsorganisation, som tit bliver brugt som en slags stormtropper, når der skal laves ballade. Ugen op til selve protestprogrammet har der været voldelige angreb på et par højtstående politikere og store uroligheder flere steder i landet, og på den anden dag i programmet overtog en gruppe maoister borgmesterkontoret i regionhovedstaden Dhankuta og udråbte deres egen borgmester. Formanden for maoisterne, Prachanda, har sagt, at deres protester vil være fredelige, men at dem der stopper dem med vold vil få samme skæbne som den tidligere konge – der blev afsat. Så det ulmer i den maoistiske lejr, og der skal ikke meget til at antænde hele situationen.

Det store spørgsmål bliver, hvor langt maoisterne går i deres demonstrationer, og i hvor høj grad regeringen kan – og vil – lade være med at slå tilbage.