Causerier over erfaringer - en slags dagbog

Tove Kufa ser tilbage på sine erfaringer som MS-udsendt, først til Zambia, siden til Botswana og senest til Tanzania.

Det gjorde ondt langt ind i hjerterødderne. Og der flød mange tårer gennem hele farvelprocessen med venner og familie, inden jeg skulle af sted.

Jeg husker det endnu – her 13 år senere.

En kontrakt på to år er lang tid. Der er gamle mennesker i familien, og vi ved ikke om – eller hvornår – vi ses igen. Men det er rigtig dejligt at have nogle aftaler om fremtidige besøg fra Danmark i kalenderen.
Hvis jeg vidste dengang, hvad jeg ved nu.... Så havde det ikke været så svært. At det faktisk er muligt både pengemæssigt (lønnen rækker endda for de fleste til lidt opsparing) at tage en tur hjem til Danmark, hvis savnet bliver for stort.

Men endnu bedre er det at give mange gæster hjemmefra en oplevelse i Afrika, så der i det mindste er nogle få interesserede, som forstår, hvad man taler om. Venner som ikke bliver tomme i blikket og begynder at gabe, når man fortæller og viser billeder fra det arbejde i det fremmede, man selv er så optaget af.

Et helt nyt liv

Vi, de nye ’development workers’ (DW), deltager ved ankomsten til Afrika først i et ’African Orientation Course’ på det danske træningscenter TCDC i Tanzania. Det er et dejligt sted og et godt springbræt, inden vi tager videre ud til det virkelige arbejdsliv.

Men selv med det i rygsækken og forhåndsviden fra tidligere DW’ere, er det svært at forestille sig, hvad det egentlig er, man går ind til.

Det er en proces, der giver hår på brystet at få udleveret en stor bil, hvor man pludselig skal køre i den ’forkerte’ side af vejen, at blive installeret i en bolig, hvor der dagligt skal bæres vand til hustønden, at overkomme slangefobier, at vænne sig til at have tjenende ånder til diverse forekommende arbejde, at kommunikere med folk, som taler et lokalsprog, man ikke fatter et ord af, og ikke mindst indgå i et samarbejde med nye kolleger. De store spørgsmål bliver: Hvor er egentlig min plads i arbejdet og det nye liv – og hvordan i alverden skal jeg begynde?

Det gode eksempel

På landbrugsskolen i det sydlige Zambia, hvor jeg var ansat med den fine titel ’projektkoordinator’, valgte jeg at begynde med at tage del i det daglige arbejde i programmet hele vejen rundt.

Klokken seks om morgenen var der praktisk arbejde i marken med elever og instruktører. En god måde at lære alle at kende på, og det indgyder respekt, at en ’hvid’ er i stand til at svinge hakken på lige fod med afrikaneren.

En gang om ugen sad jeg sammen med de ansatte på skolen og planlagde arbejdet. Hurtigt blev kalenderen fyldt med opgaver, som vi tog af sted for at udføre sammen de første gange. Målet var at gøre partneren i stand til selv at tage turen og udføre arbejde næste gang med bus eller til fods – uden at være afhængig af DW’en og dennes bil. Med alt, hvad man foretager sig i dette arbejde, skal man tænke: Hvordan kan det her fortsætte, når jeg er væk?

Aldrig til tiden

I mange af projekterne, hvor man er sin egen herre, er det vigtigt at have en arbejdsdisciplin, som partneren anerkender og respekterer. Det modsatte er ikke altid tilfældet. F.eks. er den danske opfattelse af, at man kommer til tiden til et aftalt møde, meget ofte svært for de lokale partnere at overholde. Det kan give anledning til store frustrationer – især da det meget tit er partneren selv, der foreslår tidspunkt og møde. 

Og det er da rigtigt, der er mange gøremål i huset og marken, inden afrikaneren kan tage af sted med ro i sindet. Man kan vælge at råbe og skrige og banke i bordet eller bruge venlig, men bestemt overtalelse, men det hjælper kun lidt. I stedet for at blive irriteret, har jeg valgt at tage ekstra skrivetøj med, så der bliver sendt mange breve til Danmark på den bekostning.

Sæt egne grænser

Noget af det sværeste ved at bo i Afrika er at sætte grænser, når der står en person uden for din dør og beder om hjælp til at køre på hospitalet eller bare spørger om lidt penge til mad. Særlig svært er det i begyndelsen af ens ophold, hvor man gerne vil have et godt forhold til folk og samtidig skal passe sit arbejde. Ganske forfærdelig svært er det, hvis du er den eneste med bil i hele området.

Der vil komme masser af mennesker til din dør, indtil de lærer dine regler og grænser at kende. Men de bliver som regel respekteret. I stedet for at være afvisende har jeg fundet, at det er meget vigtigt at være imødekommende: 

’Ja, jeg vil meget gerne hjælpe. Men desværre kan det ikke lade sig gøre, fordi...’

Eller man kan forklare, at man bruger penge hjemme i Danmark til f.eks. uddannelse af ens egne børn, mens man selv bor i Afrika.
Men man bliver meget blød om hjertet, når der står en person med bedende øjne. Og det er meget svært at vurdere, om det nu også står så galt til, som personen giver udtryk for. 

Jeg er blevet bedre og bedre til at sætte grænser. F.eks. kører jeg aldrig ud efter mørkets frembrud. Og hvis nogen beder mig om et lift til hospitalet, og mit arbejde kræver mig i en anden retning, så må jeg sige nej.

Erfaringen har gjort mig ’hård’. Derfor giver jeg også kun private lån til de ansatte, som har en fast løn. Det rygtes hurtigt i området og bliver accepteret. Man ved, det ikke nytter at rende mig på døren. Man skal unde sig selv fred og ro i sit hjem, når man kommer træt hjem fra dagens dont.

Rutiner findes ikke

En meget fascinerende del af mit arbejde er, at jeg kan glemme alt om rutiner. Ingen ved, hvad næste dag bringer.

Det er også vigtigt at være fleksibel med hensyn til jobbeskrivelsen. Til syvende og sidst handler det om det aktuelle behov. Du kan ende ud i opgaver i en helt anden genre, end du havde drømt om, hvilket ikke gør arbejdet mindre spændende.

Det vigtigste for mig har været at have evnen til at lytte til problemerne, supervisere aktiviteterne og være i stand til at leve sig ind i situationen. Der skal gives plads til, at alle udtrykker sig, så partneren udvikler sig til at kunne passes ind i den berømte sætning:
’And when the task is accomplished, people will say: We did it ourselves!’

Det kræver sin mand eller kvinde at tage skridtet. Frustrationer og problemstillinger er mange i en fremmed kultur, men det er dét, der giver livsindhold sammen med en række af fantastiske oplevelser.
Tilbage er glæden og tanken om, at det var det hele værd – forhåbentlig for begge parter!