Kulturmødet betyder mest

Janni Andresen arbejder med udveksling af unge mellem Danmark og Østafrika med base i Tanzania.

Af Jens Lærke

15. november 2003

"Det personlige møde med folk fra udviklingslandene betyder mest for mig. Jeg møder altid disse mennesker med interesse, jeg lytter til dem og tager dem alvorligt. Og ofte kan jeg gøre en forskel ved f.eks. at vise dem en mere struktureret eller organiseret måde at gøre tingene på".

Janni Andresen, 27 år, møder vi i Tanzania, hvor hun arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke (MS) med at formidle udveksling af unge fra Danmark til Tanzania og Uganda.

"Når man er ude blandt fremmede, er det første, man ser, hvor forskellig man er. Derefter, hvor ens man er. Det er ofte de samme ting, der optager unge mennesker", siger Janni, der har været aktiv i MS siden 1996, først som frivillig og nu som koordinator udsendt på en korttidskontrakt.

Hendes arbejde går ud på at få danske unge af sted i op til seks måneder til et udviklingsland, hvor de arbejder med f.eks. socialt arbejde, på sundhedscentre, AIDS-klinikker eller skoler.

"I øjeblikket er jeg i gang med til at indsamle erfaringer om udvekslingen af danske unge hertil. Vi laver workshops med organisationerne i flere lande i Østafrika for at finde ud af, hvordan vi kan få danske unge ud til deres organisation.", fortæller hun.

Kulturmøde mellem unge

Hovedformålet for både danskerne og partnerne i Afrika er at få et kulturmøde i stand. Men for flere af de afrikanske organisationer kan det også betyde, at f.eks. skolen bliver mere tiltrækkende for de lokale, fordi der er en europæer tilknyttet. Det kan trække flere elever til skolen eller flere patienter til et sundhedscenter, fortæller Janni.

Janni har også ladet sin interesse for u-landsarbejde styre valget af uddannelse. Hun er cand. scient. soc. i forvaltning og udviklingsstudier fra Roskilde Universitets Center. Tidligere har hun også været i Mellemamerika og Asien med MS.

"Jeg ville gerne ud og se verden og var tiltrukket af idéen om et kulturmøde. Jeg var af sted første gang i Indien og Nepal i to måneder, hvor vi bl.a. skulle plante træer. Jeg lærte meget helt konkret om landene, religionen og kulturen. Først og fremmest lærte jeg at blive mere fleksibel og tolerant. Man bliver stillet overfor nogle udfordringer, når man skal bo hos lokale familier og sove på gulvet.

I Nepal boede vi langt ude på landet, og der var stor opstandelse, når vi, der var de fremmede, kom. Men man lærer at skulle vaske sig med et klæde om livet ved en vandpumpe med halvdelen af landsbyens beboere omkring sig. Man bliver moden af sådan et ophold", siger hun. Men hun understreger også, at alt ikke er lige rosenrødt i felten.

"Nogle gange er det frustrerende at arbejde som udviklingsfrivillig. Man synes, tingene går alt for langsomt og tænker: Hvorfor er det ikke ligesom derhjemme?"

Men i Østafrika bliver tingene aldrig ligesom derhjemme. Og det er en del af udfordringen – og af oplevelsen - for Janni.

"Jo mere, man oplever, des mere får man lyst til at se og opleve. Så jeg ser også mig selv som udviklingsarbejder om ti år", siger hun.