Lømmelpakke svækker den folkelige mobilisering for ambitiøs klimaaftale
Klimalømlerne er dem, der sviner og ikke vil indgå en ambitiøs aftale i København. Med "lømmelpakken" sender regeringen signaler, der skræmmer fredelige folk væk fra gaderne, siger MS' forkvinde Trine Pertou Mach.
03. november 2009Når Folketinget i morgen skal diskutere den såkaldte "lømmelpakke", vil man igen sende helt forkerte signaler til udlandet vedrørende forsamlingsfriheden i Danmark. Mellemfolkeligt Samvirke bliver nu kontaktet af sit internationale netværk, hvor folk er bekymrede for arrestationer, når de skal deltage i fredelige folkelige aktiviteter i forbindelse med klimatopmødet til december.
"Den danske regering sender de helt forkerte signaler. Vi har at gøre med alvorlige sager, og alligevel stiller man med en lømmelpakke, der fuldstændig flytter fokus fra dem, der bærer det virkelige ansvar for et succesfuldt klima-topmøde: Nemlig dem, der er indenfor murene og sidder i forhandlingerne", siger forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach.
"Klimalømlerne er dem, der sviner og ikke vil indgå en ambitiøs aftale i København. Med "lømmelpakken" sender regeringen signaler, der skræmmer fredelige folk væk fra gaderne - fredelige folk, der ønsker at komme til Danmark for at presse på for en ambitiøs aftale i København", siger hun.
Mellemfolkeligt Samvirke er en af de mange organisationer, der står bag en stor folkelig demonstration den 12. december. Initiativet støttes lige nu af 165 organisationer og netværk fra 25 lande.
"Kendskabet til "Lømmelpakken" har bredt sig. Det kan have den uheldige effekt, at færre møder op til bl.a. demonstrationen den 12. december, og erfaringen viser, at jo større demonstrationerne er - jo større er sandsynligheden for, at de bliver fredelige. Her fra MS skal lyde et klart budskab til alle, der ønsker en ambitiøs aftale: Deltag i demonstrationen den 12. december! Vis politikerne og resten af verden, at vi tør og vil. Og at vi forventer, at politikerne også vil", understreger Trine Pertou Mach.
For flere oplysninger kontakt Trine Pertou Mach: 2335 0965
Vibeke Vinther, kommunikationschef, tlf. 3167 0460
Stem om de virkelige klimalømler!
MS har via vores Facebook-profil arrangeret en online-afstemning om de virkelige klimalømler. Tjek den ud her!



