Politisk åndehul i Zimbabwe
Danmark bør revurdere sin strategi for støtte til Zimbabwe. Der er mulighed for at hjælpe det sammenbrudte land – og den bør benyttes.
Af Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke05. november 2009
JULEAFTEN sidste år dukkede Jestina Mukoko pludselig op i en af Zimbabwes retssale. Hun havde været væk i tre uger – og alle frygtede hende død. Mirakuløst er hun sluppet ud af det zimbabwiske politis jernnæve. Her et lille år efter kan hun se tilbage på et horribelt fængselsophold og en udmattende retssag, der har fået den lykkelige udgang, at hun er frifundet for landsforræderi og igen kan rejse frit ind og ud af Zimbabwe.
Jestina Mukoko er leder af en af de mange menneskerettighedsorganisationer, der lige nu har brug for al den økonomiske støtte og solidaritet, vi herfra overhovedet kan give. For når det kommer til frifindelse af systemkritikere i Zimbabwe, sker intet, uden at præsident Robert Mugabe og hans parti Zanu-PF har godkendt det.
Frifindelsen af Mukoko kan ses som et tegn på det politiske åndehul, der er skabt i Zimbabwe, efter at landet har fået en samlingsregering bestående af Zanu-PF og det tidligere oppositionsparti MDC.
Mellemfolkeligt Samvirke har netop foretaget en omfattende analyse af den politiske situation i Zimbabwe. Og konklusionen er klar: Den del af befolkningen, som ønsker pressefrihed, ytringsfrihed og demokrati, har lige nu fået et 'breathing space' – et åndehul i den offentlige debat – som de aktivt bruger til at kæmpe for reformer.
Men modstanden fra Mugabe-fløjens side er massiv. Kampen lige nu drejer sig om, hvem der vinder det nye åndehul i den offentlige politiske debat. Om den sprøde politiske åbning skal blive større, erobre terræn – eller lukkes til igen.
DET POLITISKE åndehul er gjort muligt af to faktorer: For det første: den samlingsregering, som Roberts Mugabes tidligere frihedskæmperparti Zanu-PF for ni måneder siden indgik med de politiske fjender i Movement of Democratic Change (MDC) ledet af Morgan Tsvangerai.
En af grundstenene i den nye regering er, at befolkningen skal høres, før der udformes en ny grundlov, og Zimbabwe skal have fri presse og ytringsfrihed (som landet ikke har haft i størstedelen af de 29 år, Mugabe har siddet ved magten). Selv om løfterne på ingen måde er indfriet, er man dog tøet en anelse op i forbindelse med den offentlige debat.
For det andet er Zimbabwe-dollaren afløst af US-dollaren og den sydafrikanske møntfod, rand. Det har bremset den hyperinflation, befolkningen i Zimbabwe for kort tid siden led under. Store dele af befolkningen har ganske enkelt fået en lettere og mere overskuelig hverdag, hvor forretningerne har varer på hylderne, og vor man ikke længere konstant skal tænke i den groteske inflation - og "hvordan skal jeg få råd til mit næste måltid?".
MEN ÉT ER løftet om reformer, noget andet er de faktiske forhold i landet, hvor de reformivrige og de konservative er i dyb modstrid.
Landets reformister vil for alt i verden fremad. De ønsker udryddelse af den politiske vold, pressefrihed, genopbygning af de statslige institutioner, kort sagt et demokratisk Zimbabwe. På den anden side står de hardcore konservative fra Zanu-PF – især toppen af militær, politi og efterretningsvæsen. De vil fra deres side gå langt for at forsinke og om muligt standse processen hen imod en folkelig grundlov, medmindre de bliver garanteret immunitet for deres fortidige forbrydelser. De ønsker for alt i verden ikke, at åndehullet i den offentlige debat skal gøres større endsige vindes af reformisterne.
I dét risikofyldte spændingsfelt skal vi – det internationale samfund, bestående af vestlige regeringer, statslige donorer og ngo'er – til stadighed analysere og korrigere vores indsats. Og vi vil i sidste instans blive vurderet, blandt andet af menneskerettighedsforkæmpere som Jestina Mukoko, på vores evne til løbende at analysere det politiske styrkeforhold og sætte ind, hvor støtten til de reformvenlige kræfter rammer mest effektivt.
Den nuværende samlingsregering blev fra starten etableret som 'løsningen' på en dyb og langvarig krise i Zimbabwe, der har rødder helt tilbage fra det daværende Rhodesias frihedskamp mod den britiske kolonimagt, hvor Robert Mugabe var en krigshelt. Han har derfor til stadighed haft opbakning i dele af befolkningen og i visse nabolande.
Massiv korruption, politisk undertrykkelse, med mord, vold og voldtægter som følgesvende, og en uansvarlig økonomisk politik har ført til den kraftigste økonomiske tilbagegang nogensinde set i et land, som ikke er i krig. De internationale donorer forlod af mange årsager landet op gennem 90'erne. Krisen nåede sit vendepunkt, da Mugabe sidste år kun 'vandt' præsidentvalget, fordi han var den eneste, der stillede op i anden valgrunde! Vinderen af første valgrunde, Morgan Tsvangirai, nægtede nemlig at stille op til et omvalg efter en ekstremt voldelig og manipuleret afstemning om præsidentposten.
Tvunget af et økonomisk kaos og pres fra SADC-landene (The Southern African Developement Community) indgik Mugabe en samlingsregering med MDC, og for ni måneder siden virkede takterne lovende. Da fordelingen af ministerposter blev vedtaget, var det dog tydeligt, at MDC ikke fik, hvad de kom efter.
Således har Zanu-PF-folkene magten over militæret, det hemmelige politi og domstolene. Kort sagt: det tunge skyts. Mens MDC har fået de 'blødere' ministerier, der skal bringe tiltrængt service til borgerne såsom sundhed, uddannelse, vand, energi.
For at få befolkningens tillid og opbakning til reformerne er det ganske afgørende, at netop MDC formår at levere de livsvigtige ydelser.
På den måde har Mugabe krammet på Tsvangerai. Sat på spidsen: MDC slås for at få lov til at skaffe mad, sundhed og undervisning. Zanu-PF slås for at fastholde kontrollen over, hvem der får ydelserne, hvem der sidder på stillingerne, pengene og pressen. Alt sammen naturligvis i skærende kontrast til løfterne i samarbejdsaftalen.
I SIDSTE måned erklærede MDC, at det er umuligt at samarbejde med Zanu-PF, og at man derfor fremover vil boykotte regeringens egne kabinetsmøder.
Det stiller også donorerne i et svært dilemma. De ønsker først at støtte direkte, når man ser tegn på en øget demokratisering af Zimbabwe, men det er på sin side svært at se en demokratisering tage form uden donorstøtte til at kickstarte processen!
Det internationale samfund har dog genoptaget og styrket den humanitære bistand til landet, om end uden om regeringen. Derfor er de store hospitaler og skolerne genåbnet, og den koleraepidemi, som over de seneste år har ramt over 40.000 mennesker og krævet måske 3.000 liv, er nu under kontrol.
Den samlede regeringsaftale og det internationale donorsamfunds tilbagekomst til Zimbabwe har naturligvis medført en vis form for optimisme i det ekstremt hårdt ramte land. Zimbabwerne har brug for en national forsoning efter den massive vold og forfølgelse af politiske modstandere, som Zanu-PF har ladet gennemføre de senere år – og som har fået omkring 3 millioner af Zimbabwes 16 millioner indbyggere til at flygte til nabolandene.
Der er ingen tvivl om, at civilsamfundet, der i dag udgør en sand underskov af små og større organisationer, har haft stor betydning for, at Zanu-PF blev tvunget til at acceptere den nuværende opdeling af magten. Ikke desto mindre fremstår civilsamfundet i Zimbabwe efter års undertrykkelse også spredt og med et stort behov for støtte.
De stærke er menneskerettighedsorganisationerne. De bliver stadig mere bidske som vagthundene, der ikke giver op i presset over for den samlede regering for de lovede reformer, men de har også brug for international opbakning.
Da en gruppe indflydelsesrige danske kvinder fra Mellemfolkeligt Samvirkes netværk Kvinder for Indflydelse besøgte Jestina Mukoko i Zimbabwe i maj, mens hun stadig sad på anklagebænken, var dét en vigtig gestus til hende – og til de civilsamfundsorganisationer, som repræsenterer de demokratiske kræfter i Zimbabwe.
I dag er Mukoko er af den opfattelse, at hendes liv – mens hun sad fængslet – givetvis blev skånet på grund af den massive opmærksomhed, organisationer i hele verden satte på sagen, herunder Kvinder for Indflydelse, der sammen med Mellemfolkeligt Samvirke arbejder sammen med kvinder i Zimbabwe.
Men civilsamfundets organisationer må gå på listesko. De ønsker ikke at presse MDC for hårdt set i lyset af, hvor langt partiet reelt kan gå inden for den prekære opdeling af magten, men kommer på den måde til at fremstå som svage i det spegede spil om opbakning eller ej til en folkeligt forankret ny grundlov.
MDC tog kravet med ind i regeringsgrundlaget, men måtte i sidste instans give køb på visionen om den folkeligt bårne proces, og i dag er hele det vigtige arbejde med den nye grundlov efterhånden så forhalet, at det virker helt urealistisk, at et nyt forslag skulle ligge klar til afstemning inden for et år.
STORT SET intet i Zimbabwe er normalt. I normale samfund gennemfører man de politiske aftaler, som indgås, efter at konflikterne overstået. Når der er tid til fred og forsoning. Men i Zimbabwes tilfælde er konflikten på ingen måde afsluttet – og foregår i dag i regeringen og inden for statsapparatet.
Fanget i denne 'catch 22' skal reformisterne operere og tage deres chancer. Og her hviler et stort ansvar på ngo'erne. Både på de internationale og de lokale. MDC-politikerne har nok at gøre med at holde Zanu-PF stangen inden for magtens korridorer.
Ngo'erne må føre an lokalt. Her skal de spille en aktiv rolle for at sikre og udvide det demokratiske åndehul og på sigt opbygge det lokale demokrati i landområderne. Og her skal vi – de internationale ngo'er – være klar med vores økonomiske støtte og solidaritet.
Flere steder har lokale ngo'er vist resultater. De arrangerer forsoningsmøder, hvor ofre og voldsmænd (der er blevet tilskyndet til at udøve vold i forbindelse med valghandlingerne) bliver genforenet – og repræsenterer på den måde 'det nye Zimbabwe'.
MED DEN rette økonomiske støtte kan andre ngo'er på samme måde uddanne befolkningen i dens demokratiske rettigheder, i valghandlinger og i deltagelse i de offentlige debatter om Zimbabwes fremtid. Jo større en del af det offentlige rum befolkningen i Zimbabwe indtager med krav om reformer, des sværere bliver det at indskrænke det demokratiske råderum og trække i land igen.
Det er altså inden for de vigtige områder som forsoning og facilitering af de offentlige debatter om en ny grundlov, at vi som ngo'er har en stor og meget vigtig rolle at spille i støtten og solidariteten med civilsamfundet i Zimbabwe.
Men de statslige donorer – herunder Danmark – bør fra deres side revurdere strategien for støtte til Zimbabwe igen.
Den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs, har tidligere været blandt de første til at se nye måder, hvorpå man kan støtte Zimbabwe, og nu er det på tide at rykke tættere på.
De internationale donorer må fra deres hold – akkurat ligesom MDC – gøre sig bedre bekendt med magtstrukturen og den rolle, militæret uundgåeligt spiller som blokerende faktor for reformer i Zimbabwe.
Kan MDC skabe alliancer med militæret? Vil bevægelsen garantere amnesti til udvalgte militærfolk – og hvor langt kan de gå for at vinde det splittede militærs tillid? Det er svært nok for MDC at levere resultater uden både national og international støtte til sundhed og skole. Og bekæmpelse af den altdominerende korruption sker ikke, når politifolk får en løn, der er umulig at leve af – så de bliver nødt til at tilrane sig bestikkelsespenge for at overleve.
De internationale donorer – herunder Danmark – bør vove at engagere sig mere direkte i reformprocessen i samarbejde med samlingsregeringen, inden den bryder endeligt sammen, og mulighederne er forpasset. Det kræver, at vi er villige til at løbe en risiko.
Derudover ville en større dansk åbenhed og koordinering af vores indsats i Zimbabwe være gavnlig i forbindelse med en egentlig strategi for arbejdet i landet. I Mellemfolkeligt Samvirke har vi tidligere opfordret til øget koordinering omkring vores indsats i Zimbabwe – og det er hermed gjort igen.
De mennesker, der i dag rejser sig op i civilsamfundet i Zimbabwe og kæmper for menneskerettigheder, pressefrihed og reformer, er blandt de modigste mennesker i verden. Der er kvinder og mænd, der akkurat som Jestina Mukoko kæmper, fordi de kender Zimbabwe og ved, hvilke ressourcer menneskene og landet indeholder. De kan kun aftvinge den dybeste respekt fra alle os, der møder dem og arbejder sammen med dem.
Deres enorme indsats kræver, at vi andre på samme måde anstrenger os og til tider tager de nødvendige risici for at bakke op om reformerne i Zimbabwe – også når det kræver, at vi går forrest i det internationale samfund.
Se også MS' nye politiske analyse:
Breathing Space – Zimbabwe's Golden Opportunity for Reform? (pdf)
