Operation Dagsværk en stor succes
22.000 danske gymnasieelever trodsede den 4. november strid kuling for at give en varm og hjælpende hånd til unge i Zimbabwe
|
|
Der findes mange måder at tjene et dagsværk på i forbindelse med Operation Dagsværk. Her sælges kage på Rådhuspladsen.
|
Fra tidligt onsdag morgen arbejdede danske gymnasieelever med alt fra havearbejde, over hovedrengøring på DSB-stationer og til klaverkoncerter for at give unge i Zimbabwe en hjælpende hånd. Pengene går til uddannelses- og demokratiprojektet Breaking the Culture of Silence i Zimbabwe, som laves i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
Dagen igennem raslede kronerne ind, og Operation Dagsværk regner med, at ca. 6,5 mio. kr. står på indsamlingskontoen, når indsamlingen og en række støttekoncerter er overstået ved ugens udgang:
"Det er fantastisk at se alle hårdtarbejdende dagsværkere, der gør en kæmpe forskel for Zimbabwe. At så mange unges arbejdstimer bliver omsat til uddannelse til Zimbabwes unge på en enkelt dag, viser hvor meget unge kan rykke, når de vil," siger Anne Sofie Skemt Hjuler fra Operation Dagsværks bestyrelse.
Hun understreger, at der forud for Dagsværk-dagen ligger to måneders hårdt arbejde, hvor hundredvis af frivillige elever har arbejdet med at fortælle deres medstuderende om Zimbabwe og årets projekt.
|
|
Bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk, Anne Sofie Skemt Hjuler, modtager 225.000 kr. fra DSB som hyrede 750 gymnasieelever. Foto: Rasmus Bak for Operation Dagsværk.
|
Millionerne skal forvaltes af Mellemfolkeligt Samvirke, og forkvinde Trine Pertou Mach siger: "Vi er utroligt glade for resultatet. Det har ikke bare økonomisk betydning, men er også et helt afgørende symbolsk signal - at vi bliver ved med at være i Zimbabwe trods den ekstremt skrøbelige situation, landet er i."
I Zimbabwe er der også jubel over projektet. John Ndebele fra BUIYSAP, der er en af de to organisationer Operation Dagsværk støtter i Zimbabwe, fortæller over telefonen, at han er ikke i tvivl om, at projektet vil rykke ungdommen i Zimbabwe:
"Jeg kan sige på vegne af de unge i Zimbabwe, at vi er meget glade. Projektet vil gøre en stor forskel, og løfte de unge op på et højere niveau."
I år er det 40 år siden, at der for første gang blev holdt Dagsværk-dag i Danmark, som en hyldest til den afdøde svenske FN-generalsekretær Dag Hammerskjöld, der var en af de første til at sætte verdens udviklingsproblematikker på dagsordnen.
"Operation Dagsværk er et solidt brand, fordi vi stædigt står fast på en solid og grundig oplysning om verdens unge og deres problemer," siger Anne Sofie Skemt Hjuler og afslutter, at hun er sikker på, Operation Dagsværk også eksisterer om 40 år.



