Træge skridt mod valg i Sudan
Valgprocessen er gået i gang i Sudan, men det går langsomt med vælgerregistreringen til det første valg i over 20 år. MS støtter valgoplysningsarbejde i Sydsudan.
|
|
Foto: Janne Bruvoll.
|
10. november 2009
”Vores arbejdsplads har givet os alle fri i dag, så vi kunne komme herhen og registrere os,” fortæller John Lubai og viser sit registreringskort frem. Det er hans bevis på, at han nu er registreret som vælger til det kommende nationale valg i Sudan, som skal finde sted i april 2010. På det lille plastiklaminerede kort står der John Lubai Samson Remo.
”De skal bruge fire navne, så jeg har tilføjet min fars navn og min bedstefars navn,” forklarer han.
Inden 30. november skal de op mod 20 millioner stemmeberettigede i Afrikas største land gøre som John Lubai og møde op på et registreringscenter og få deres navn i vælgerregisteret. Valget i april 2010 bliver Sudans første nationale valg i over 20 år, og vælgerregistreringen, som begyndte 1. november, er første led i valgprocessen. Kun dem, der registrerer sig inden udgangen af november, kan stemme til valget.
Få har registreret sig i Sydsudan
Der findes omkring 15.000 registreringscentre i Sudan, og et af dem er i byen Yei i den delvist selvstændige region Sydsudan. Her har omkring 900 mennesker registreret sig siden 1. november, men med en befolkning på godt 100.000, er det langt fra alle byens stemmeberettigede.
Ifølge Sydsudans regering går det trægt med registreringen i hele regionen, og præsidenten har derfor udstedt et dekret om, at alle regeringsansatte skal rejse hjem og gøre en indsats for, at folk bliver registreret. Regeringen i Sydsudan har desuden anmodet valgkommissionen om, at den forlænger vælgerregistreringsperioden med 30 dage.
I mellemtiden forværres forholdet mellem regeringspartiet i det nordlige Sudan NCP og det førende parti og den tidligere oprørsbevægelse i Sydsudan SPLM. Mens SPLM anklager NCP for at snyde i vælgerregistreringen, anklager NCP SPLM for at chikanere og torturere NCP-folk i syd. Ingen af parterne har fremlagt beviser for deres påstande. Valget er et vigtigt led i fredsprocessen mellem de to parter, som begyndte med underskrivelsen af en fredsaftale i januar 2005.
|
|
Center for vælgerregistrering i Yei, Sydsudan. Foto: Janne Bruvoll.
|
I Sydsudan arbejder Mellemfolkeligt Samvirke for at styrke nærdemokratiet og øge folks indflydelse på deres eget liv – bl.a. ved at støtte lokale medier og borgeroplysning om demokrati og menneskerettigheder. Derudover arbejder MS og organisationens partnere for at oplyse folk om det kommende valg.



