MS-partnere bag optrevling af stor korruptionssag i Uganda
Der kom hul på bylden, da borgerne begyndte at tale åbent om svindel med offentlige midler i Masindi Amt. En skandale for mere end 2,8 mio. kr. er ved at blive rullet op, og de første arrestationer har fundet sted.
|
|
Udeblevne statstilskud til St. Theresa Girl School er blot et af de første mindre eksempler på en stor korruptionssag, der er ved at blive rullet op i det nordvestlige Uganda på initiativ af to af MS' partnerorganisationer.
|
13. november 2009
Det er ikke noget, som sker hver dag. Men en tidlig morgen i september ankom fire betjente til Masindi fra den særlige anti-korruptionsenhed under Ugandas kriminalpoliti.
Masindi Amt ligger i den nordvestlige del af Uganda – tilpas langt ude på landet til at være et af de steder, hvor kriminalpolitiet sjældent slår sine folder. At de nu var kommet herud, skyldtes et brev skrevet en måned tidligere. Brevet indeholdt en liste med 35 eksempler på grov svindel med amtets midler for mere end 1 mia. shillings, ca. 2,8 mio. kr. Hvert eneste eksempel havde en henvisning til et sagsnummer fra amtets interne revision og til sagsakter, der viste, at det ikke blot var løs snak, men at der var noget om sagerne. Et af de værste eksempler handlede om udbetalinger af uspecificerede forskud på i alt 415 mio. shillings, dvs. 1,1 mio. kr.
Efter fire dage havde betjentene fundet tilstrækkelige beviser i to af sagerne til at arrestere tre af amtets topfolk; selveste amtsdirektøren foruden økonomidirektøren og den øverste personalechef. Det lykkedes personalechefen at undslippe, men de to andre måtte en tur i retten. Alle tre er nu suspenderet for deres poster, mens undersøgelserne af de resterende 33 sager fortsætter. De to sager, som førte til arrestationerne, var begge relativt små. Den ene handler om et udeblevet statstilskud på 19.300 kr. til St. Theresa Girl School, den anden om udbetaling af 16.600 kr. i løn til 44 sundhedsmedarbejdere, som ikke skulle have haft løn, fordi de var på orlov.
Dialogmøder, teater og lytterprogram i radioen
Det var civilsamfundsorganisationen Masindi District NGO Forum, der sendte brevet til kriminalpolitiet. Siden oprettelsen i 2008 har organisationen stået for en række aktiviteter under MS' lokaldemokratiprogram i Uganda. Bl.a. har de startet offentlige dialogmøder, hvor borgere, lokalpolitikere og teknokrater åbent kan diskutere konkrete mangler i amtets serviceydelser, f.eks. hvis en skole mangler lærere, eller en brønd ikke er blevet gravet.
En dramagruppe har rejst amtet tyndt og parodieret og debatteret demokrati, rettigheder og korruption, og 20 frivillige har afholdt ugentlige sessioner om demokrati for borgerne. Og hver lørdag har Masindi NGO Forum stået for radioprogrammet ”Demokratiske rettigheder og forpligtigelser”, hvor lytterne har ringet ind og for åben mikrofon givet deres mening til kende om lokaldemokratiet tilstand.
|
|
Edward Mbiheebwa fra Masindi NGO Forum.
|
Koordinatoren for Masindi NGO Forum, 36-årige Edward Mbiheebwa, lægger ikke fingrene imellem, når han fortæller, at det gennemgående emne i radioprogrammerne har været korruption og svindel med offentlige midler.
”Hver lørdag morgen har vi diskuteret nye svindelsager. De har handlet om alt muligt lige fra videreslag af diesel beregnet til amtets biler, som blev brugt af private, til fiflerier med penge øremærket til sundhedsklinikker og skoler. Til sidst havde vi så mange forskellige korruptionshistorier, at vi besluttede os for at få dem undersøgt til bunds af kriminalpolitiet”, fortæller Edward.
Allierede sig med distriktets politiske ledelse
Forinden allierede Masindi NGO Forum sig med distriktets politiske ledelse. Masindi har siden 2006 haft en folkevalgt borgmester og viceborgmester, som begge forsøger at føre en hård linje overfor korruption i et distrikt, hvis embedsværk har ry for at være flosset i kanterne. Så da Masindi NGO Forum henvendte sig til borgmesteren og viceborgmesteren for at få amtets interne revision til at tjekke nogle af sagerne, var villigheden stor.
”Jeg er bare glad for, at civilsamfundet og amtet kan samarbejde om at forbedre distriktets serviceydelser”, fortæller viceborgmester Byakagaba Wilfred. Den interne revision blev bedt om at se alle sagerne igennem, og da Masindi NGO Forum fik listen tilbage, var der endnu flere sager end de oprindelige. Det var den komplette liste, som blev sendt til kriminalpolitiet.
Ugandas decentraliseringspolitik
Siden 1990’erne har Uganda ført en decentraliseringspolitik med stadig stigende overførsler af økonomiske ressourcer og ansvar til lokalforvaltningerne på distrikts- og kommuneplan. Alt sammen meget godt, men lige fra begyndelsen har udfordringen været, at der med decentraliseringen er kommet flere led fra den centrale administration til de lokale forvaltninger og dermed også flere muligheder for at snyde og stjæle af fællesskabets midler.
Masindi er ikke et særtilfælde. Alle landets 81 amter er fyldt med eksempler på, at embedsmænd og lokalpolitikere ikke kan kende forskel på dit og mit. ”Det er, som om de aldrig har fattet, at decentraliseringen handler om alle borgeres ret og pligt til at være en del af et fællesskab, og at de offentlige midler ikke er deres personligt, men tilhører alle", siger Asiku Akubaru, som er formand for MS' partnerorganisation MIRAC.
Antikorruptionsgruppen MIRAC dækker et større område end Masindi NGO Forum, nemlig også naboamterne Hoima, Bulisa og Kibale. De to organisationer samarbejder, og MIRAC har også borgeroplysning og radiotalkshows på programmet. Asiku Akubaru betegner den samlede sum af aktiviteter som en "kampagne" og siger, at den har medvirket til, at det er blevet mere legitimt for folk at kritisere den offentlige forvaltning.
”Der har været så meget snyd i det offentlige, at det nærmest er blevet til en gældende norm. Men i virkeligheden synes de fleste ikke, at det er i orden at stjæle fra andre. Demokrati og anti-korruptions aktiviteterne har bevirket, at der er kommet hul på bylden, og at folk nu har lettere ved at sige, når de mener, at noget er forkert.”
Personlige trusler
For Masindi NGO Forum har sagen ikke været omkostningsfri – hverken for deres arbejde eller dem selv personligt. Siden arrestationerne har radioprogrammet ”Demokratiske rettigheder og forpligtigelser” været suspenderet, og medarbejderne har stået model til anonyme telefonopkald og trusler. Den aften, hvor arrestationerne fandt sted, blev Edwards hus omringet af ukendte mænd, som forsøgte at bryde ind. Først da politiet kom, forsvandt de. Siden har alle organisationens medlemmer været igennem sikkerhedstræning, og ingen af dem går længere hjem efter mørkes frembrud. Alligevel føler de, at deres sikkerhed er truet, og undlader også fra at ledsage Deres udsendte på en tur rundt for at se nærmere på nogle af de 35 korruptionssager.
”Vi tør simpelthen ikke. Vi holder lav profil, fordi vi ved, at vi bliver overvåget”, konstaterer Edward Mbiheebwa.
|
|
Openia Penina med sine høns.
|
Svindel for 69.000 kr. til rugemaskiner
”Jeg havde regnet med at opdrætte ca. 300 kyllinger om året, men indtil videre har jeg ikke solgt en eneste”, fortæller 40-årige Openia Penina fra landsbyen Karongo i Masindi amt. I 2007 fik hun et lån til 66 høns gennem landbrugsprojektet NAADS og tilskud til at bygge et hønsehus med rugepladser. I forvejen havde hun 14 høns. To år efter er bestanden kun vokset til 103 – og ikke til de 600, hun havde regnet med.
Når mange høns er sammen på lidt plads, er de ikke meget for at ruge. Derfor må man bruge rugemaskiner, hvis man vil have mere ud af dem end æg. Det vidste Penina, da hun fik de 66 høns. Men landbrugsprojektets koordinator havde lovet, at der blev indkøbt en rugemaskine til fælles brug. Det er bare aldrig sket, og i stedet for at sælge høns til 50 kr. pr. stk. må hun nu nøjes med at sælge æg til 1 kr. pr. stk. Hvad der er blevet af de Der var afsat 69.000 kr. til fire rugemaskiner, og hvad der er blevet af pengene, er en af de sager, som kriminalpolitiet nu undersøger.
|
|
Skoleinspektør Nakanwagi Daisy fra St. Theresa Girls School.
|
Svindel for 16.600 kr. til bogindkøb
Da St. Theresa Girls School skiftede fra at være privatskole til statsejet kommuneskole i 2001, kom skoleinspektør Nakanwagi Daisy og hendes kolleger på statens lønningsliste, og skolen skulle hvert år modtage ca. 16.600 kr. til bøger og vedligeholdelse af biblioteket. De første år kom pengene, men det holdt op i 2005.
”Skoledirektøren sagde, at man ikke var sikker på, at St. Theresa var en kommuneskole eller en privatskole og tilbageholdte derfor pengene”, fortæller Nakanwagi Daisy. Men det tog hun ikke for gode varer. Hun havde en erklæring fra staten på, at St. Theresa School var en kommuneskole, og de fik alle deres løn direkte fra undervisningsministeriet. Hun insisterede derfor på at få pengene til skolen, og da kriminalpolitiet undersøgte sagen i september, fik hun endelig ret. De udeblevne penge til skolen er nu en af de sager, som amtets topfolk blev arresteret for.





